Gensplejsning

Jeg hader at bytte gaver. Jeg praktiserer det ikke. Jeg synes det har et lille bitte anstrøg af utaknemmelighed, at bytte den grønne til en blå, hvis giveren har lagt noget i at finde de  grønne til mig. (Størrelser, otte ens etc er naturligvis en helt anden sag…) Og jeg er heldig, for de gaver jeg har fået er udvalgt med kærlighed, kan jeg mærke. Der er intet der skal byttes. Jeg er faktisk ret taknemmelig for det. Nå, men se en usmagelig gensplejsning mellem jul og penge jeg så på en julemarked i begyndelsen af december. Usmagelig ja, og ret sjov, faktisk.

Den perfekte gave #2

Som jeg så storskrydende fortalte lige inden jul, så var årets perfekte gave fra mig til Johan. Heldigvis var den til ham. Og til mig. Vi skal nemlig på kursus. Hos dem her her

Nej, nej, ikke i et eller andet lummert, men i noget ganske praktisk. I sovs. Vi skal lære at lave sovs! For hvem kan egentligt det? Jeg kan ikke. Jeg aner ikke hvor jeg skal starte. Glæder mig, og Johan blev heldigvs også glad, da den indledende forundring lige havde lagt sig.

Fut i Maria

Dengang alle røg cigaretter, og det kun var de kedelige der ikke gjorde, gik jeg i børnehave i Odense. Der lavede vi tændstiksæsker med pynt til alle forældrene i julegaver. Og askebægre vist nok også. Jeg ved ikke om det var det, der drev mig, men for nyligt fandt jeg denne fine sag, som jeg blev nødt til at tage med hjem. Ikke mindst fordi jeg ikke skal bruge den (ejer ikke en pejs, og det ER trods alt muligt at tænde stearinlys med en lighter). Nå, men der er fut i Maria, ryger er / var stadig sjovere (lad mig nu holde fast i den kæphest, pleeeease) og ih hvor jeg glæder mig til jeg fylder 70 og må begynde at ryge igen. Hvis jeg altså vil. Og blive sådan en dame der liiiige snupper en sherry til teen.

Små fine dameting

Jeg har en svaghed for dem. De små fine dameting. Min søster ved det, derfor var der altså også en del af dem i pakkekalenderen fra hende. Selvom jeg ikke tror at jeg nogensinde for alvor bliver en fin dame, så kan man jo lege det. Og ønske sig det. Dette lille hæfte sæbeblade, til når man er på rejse og lige trænger til rene hænder var med kalenderen. Jeg ved ikke hvornår jeg nogensinde får dem brugt, men ting som disse kan ligge i tusind år i små æsker. Dimser, dutter og damting.

PS – beklager kafferingen… Mere dame bliver jeg så heller ikke

Vemodig efterjul

Anden juledag, og der sker det, der sker hvert år: Vemod.

Jeg er blå. Blå som Elvis.

Så er julen slut, og selvom jeg om et par måneder bliver 33 har jeg jo glædet mig helt vanvittigt til og over den. Det er det samme hver år. Jeg glæder mig, og så slutter det uden jeg helt nåede alt det jeg ville. Denne jul var dog også den første jul, hvor Elias rigtigt var med. Han fattede det vidunderlige gave-koncept, og er blevet ferm til at pakke ud og sige tak. (Det sidste er jeg meget taknemmelig for) Hans glæde ved alle julerierne gjorde mig simpelthen så overtrømmende lykkelig at jeg blere gange blev helt grådlabil – eksempelvis da han skrigende af fryd hoppede rundt om det såkaldte Huletræ. Det er de store følelser, det er det altså. Som om julen i virkeligheden er en katapult som skyder alle de følelser, man havde glemt at bruge afsted.

Glædelig Jul!