Tryk på knappen og se hvad jeg i denne uge har valgt at teste
Elias har babytømmermænd. Der er simpelthen sket for meget. Det er gået for stærkt og han er igang med at bearbejde noget der ligner et informations-overload i uskøn kombination med for mange sociale arrangementer. Det der med at bearbejde er så noget han som vanligt bruger natten på… Hvor er han er vågen. Naturligvis. Som i TOTALT vågen. Babytømmermænd. Det skal bare være bedre i nat. Det MÅ det være.
Elias er hjemme fra vuggestuen helt ind til efter nytår. Det betyder dog ikke at vi har været smarte nok til at holde helt fri. Johan har et spillejob i aften, og jeg har i virkeligheden de deadlines jeg altid har, så nu på den anden side af julehyggen og ferien er der dømt multitasking igen. Ikke at jeg praktiserer det; næh nej, jeg ignorerer det, og prøver i stedet på at blive rigtig dygtig til ting som disse (ret skal være ret – denne sag har Onkel Helmer kreeret, men jeg prøver at følge med):
Jeg er blevet hattedame. Sådan en, der går med hat, og næsten ikke er flov over det. Altså, jeg er kun flov fordi jeg har det som om, jeg klæder mig lidt ud når jeg tager den på – selvom ingen hat nogensinde kan få mig til at føle mig halvt så åndssvag som når jeg har cykelhjelm på. Men her er min fantastiske nye hat. Jeg har en svag erindring om at min farmor faktisk havde hatte samme sted fra. Tænk nu hvis.
Farvel til julen. Og advendtskransen, som Elias og jeg lavede sammen. Her er resterne af advendtskransen. Jeg tror jeg gentager den til næste år. Farvel til Bedste Karen, som er taget hjem i aften (og dét kan jeg slet ikke holde ud, nu er der en hel måned til hun kommer igen), og farvel til at det er ok at spise mængder af marcipan, som svarer til små ørigers samlede sukkerindtag. Farvel til sild. Farvel til rester af julemaden (adrgh), og god dag til løbeture, nytårshalløj og at have den lille snart toårige for sig selv ind i mellem.
I virkeligheden er den perfekte gave jo den, Elias har lavet til sine måbende forældre. Jeg er vild med den. Det er et kunstværk. Jeg ved ikke helt hvad det forestiller, men når jeg spørger Elias siger han både at det forestiller ham (“Ejaja”), en tiger og mig (som forresten endelig hedder mor! I modsætning til Buar og Birgit som jo har været de tidligere navne).
