Håndarbejde

Julia Lahme 31 dec 2009

Der er noget ved håndarbejde. Noget der får mig til at gemme de hjemmelavede ting, de strikkede babytrøjer, ting jeg har fået af dygtigere nørklere med flittigere hænder. Der er bare noget helt særligt ved det. Det er så fint, at man skaber noget selv, noget som andre har glæde af, og ind i mellem uden at det har et helt klart formål. Denne sag har jeg fået foræret. Det er en meget lang løber og jeg elsker den. Nu er det jo ikke fordi jeg vidste at jeg manglede sådan en før jeg fik den for et par år siden, men nu er det ikke rigtigt jul før den er hevet frem. Og nu er julen slut, løberen skal rulles sammen og gemmes til næste år. Men der er timer og kærlighed i den, og det er altså det fineste man kan give andre mennesker.

15 Kommentarer »

  1. Du har så ret, Julia, det vi laver med hånden gives væk i kærlighed.
    Jeg ønsker dig et fredeligt og lykkebringende nytår.

    Kommentar by mette b — 31. december 2009 @ 12:44
  2. Hej Julia, du og dine ønskes et rigtig godt og lykkebringende årsskifte… :o )
    Knuss

    Kommentar by Pi Andrea — 31. december 2009 @ 13:17
  3. Kære Julia.
    Hvor er den fin… min mormor forærer mig hvert år to hæklede julehjerter, og det er ikke jul uden dem!
    Rigtig godt nytår til dig og dine. 2009 blev året hvor jeg opdagede dig, din bog og din blog -og tak for det! Det har reddet mig mange gange som nybagt mor.
    knus fra Rikke

    Kommentar by Rikke BN — 31. december 2009 @ 13:37
  4. Ih, hvor blev jeg glad, da jeg læste dit indlæg. Det giver rigtig meget mening for mig.
    Jeg er næsten lige blevet færdig med en korsstingsting til min søn. Det skal være forsiden af en pude, og jeg har været lidt i tvivl, om det var lige lovligt “farmor”. (Skulle du blive nysgerrig, så har jeg lagt et billede på min blog)

    Og rigtig godt nytår – jeg glæder mig til også at følge din blog i det nye.

    Kh Caroline

    Kommentar by Caroline C — 31. december 2009 @ 15:03
  5. Jeg værdsætter også hjemmelavede gaver. Der er noget helt særligt ved at modtage en gave, som nogen har brugt tid og energi på at kreere til én! Samtidig er det jo unikke ting, som man ikke bare kan købe sig til.

    Kommentar by Randi — 31. december 2009 @ 17:31
  6. Jeg elsker også hjemmelavede gaver…og jeg elsker at lave dem…ja der er bestemt noget over håndarbejde, smuk løber, med fine farver i øvrigt!

    Kommentar by Kirstenk — 31. december 2009 @ 17:34
  7. Hej Julia
    Sidder her nytårsaften og er helt rørstrømsk over både nytårstalen, mit nye liv som selvstændig, mit job på efterskolen – og mit liv og familien i det nære! Hvor er jeg heldig!! Tak for dine inspirerende indlæg og indspark! KH Annette

    Kommentar by Annette Post — 31. december 2009 @ 19:57
  8. Åh ja, håndarbejde, det er så vidunderligt – 2009 blev året, hvor jeg opdagede min skjulte kreative side og er nu sprunget ud som hækler og med forkærlighed for ombetrækning af gamle møbler, så hyggeligt, og der er som du siger bare noget ekstra kærlighed over noget hjemmelavet… meget fin løber, by the way :-)

    Kommentar by Jela — 1. januar 2010 @ 20:45
  9. Jeg har lige flettet 4 kurve af gamle aviser. Det var så super terapeutisk at det nærmest var en åbenbaring. Jeg elsker at bruge mine hænder og gør det periodevis alt for sjældent.
    Er ligeledes i fuld gang med årets julegave til kæresten (2009) – en hjemmestrikket sweater! Når nu den ikke var færdig juleaften (læs: da var den stadig 2 strikkepinde og 11 nøgler garn) skal den være hurtig færdig. Skulle nødig ud i at give den igen julen 2010 :-) Den forsmåede mand fik også bog og cd af undertegnede til jul….. bliver nødt til at huske intentionerne var i orden i starten af november, da ideen var frisk og der stadig var masser af tid til at strikke i, inden jul. Glæder mig til en dag at ha tid til at lave lidt mere af alt det mit hoved bobler over med. Kærligst Marie

    Kommentar by Marie Møller Hansen — 2. januar 2010 @ 10:12
  10. Ih, Julia…. Jeg har ledt og ledt efter et mønster til den flotte løber. Det må da være et håndarbejde jeg kan finde ud af, selvom jeg har mange tommelfingre… Kan du give et hint?

    Kommentar by Steenen — 2. januar 2010 @ 13:23
  11. Det er nemlig terapeutisk. Jeg tror mønstret (hedder det det, når det er korssting?) er fra Håndarbejdets Fremme, men jeg spørger lige bedste Karen. KH

    Kommentar by Julia Lahme — 2. januar 2010 @ 13:29
  12. Trænger til kreativ, praktisk terapi :-) Mmm, jeg ved heller ikke helt hvad det hedder. Jeg er vist det man kalder en “korsstingsjomfru”.
    Men tusind tak for det hurtige svar. Jeg har ledt lidt videre på nettet, men kan ikke finde det.
    Jeg håber, bedste Karen har svaret.

    Kommentar by Steenen — 2. januar 2010 @ 18:59
  13. I Håndarbejdets Fremmes hæfte “Jul” fra 1967 s. 34 er der et mønster, der minder meget om det afbildede.

    Hjerterne er akkurat de samme, men så afviger det en smule:
    På mit mønster er der ekstra små hjerter nedenunder de store og linjerne er med hele korssting, hvor de på billedet er med stikkesting. De orange “blomster” er heller ikke med.

    … og ellers kan jeg da kun tilslutte mig, at håndarbejde er dejlig terapeutisk. Efter jeg atter kan se (grå stær operation) har jeg atter broderet rigtig meget, lidt perlebroderi og strik er det også blevet til, foruden syning.

    En veninde og jeg er begyndt at være på julegaver – men det må KUN være hjemmelavet.. Hun hækler smadder flot, så det er en udmærket byttehandel :)

    Kommentar by Esther — 3. januar 2010 @ 12:06
  14. Har nu reserveret alt, jeg kunne finde på biblioteket :-) Tak for tippet. Kunne ikke finde lige det hæfte, men håber det så er i et af opsamlingerne. Og så er der jo bedste Karen :-)

    Kommentar by Steenen — 3. januar 2010 @ 18:25
  15. Steenen> Ellers sig lige til : postmaster-snabela-ildkat.dk

    Kommentar by Esther — 4. januar 2010 @ 07:06

RSS feed til kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI

Skriv en kommentar

Julia Lahme // Copyright Julia Lahme 2010 - all rights reserved. // Design by minimega