Vemodig efterjul
Anden juledag, og der sker det, der sker hvert år: Vemod.
Jeg er blå. Blå som Elvis.
Så er julen slut, og selvom jeg om et par måneder bliver 33 har jeg jo glædet mig helt vanvittigt til og over den. Det er det samme hver år. Jeg glæder mig, og så slutter det uden jeg helt nåede alt det jeg ville. Denne jul var dog også den første jul, hvor Elias rigtigt var med. Han fattede det vidunderlige gave-koncept, og er blevet ferm til at pakke ud og sige tak. (Det sidste er jeg meget taknemmelig for) Hans glæde ved alle julerierne gjorde mig simpelthen så overtrømmende lykkelig at jeg blere gange blev helt grådlabil – eksempelvis da han skrigende af fryd hoppede rundt om det såkaldte Huletræ. Det er de store følelser, det er det altså. Som om julen i virkeligheden er en katapult som skyder alle de følelser, man havde glemt at bruge afsted.
Glædelig Jul!
Ja, julen sætter på en måde det hele på spidsen – om man vil det eller ej! Jeg kender også godt den blå følelse, i år kom den faktisk allerede sent juleaften for mig, men nu er det dampet lidt af, og i dag nyder jeg at solen er fremme her i kbh
Kram til dig
Vi er stadig igang med juleturneen, så min blues sætter først ind engang imorgen når vi når hjem. Så skal vi også til at lave en plan for nytårsaften, puha – gad jeg godt ha styr på. Glædelig bagjul og hvad sagde Johan til gaven ????
Ja, det er rigtigt, at julen rummer alle følelser.
- Jeg har virkelig hygget mig indtil nu, og fortsætter i morgen. Jeg har også været vært – for første gang. Følt mig voksen og dygtig over at have lavet and, brune kartofler osv, har pyntet træ i egen stil – men med flashbacks til egen barndom og med stjernen fra min kærestes barndomshjem – den er kitch, den er cool.
- Jeg har været helt med på, at vi i år har droppet gaver mellem de voksne, og har på ingen måde manglet gaver. Jeg har givet min kæreste en alligevel og ikke været ked af ikke at få en tilbage. For som jeg sagde til ham, så var det netop kun ham, der skulle have. Fordi jeg får så mange gaver til hverdag. Som han køber, men som – især – købes af mig selv. Uden at han brokker sig, det mindste. Trods vi har HELT, totalt fælles (dårlig) økonomi! Han får aldrig noget. Derfor skulle han have. Uh, det føltes godt.
- Jeg har nydt min lille baby-drengs forudring, glæde og nye udtryk. Virkelig nydt ham. Sådan helt ind i sjælen.
- Jeg har savnet min store dreng, der var hos sin far i år. Sådan virkelig savnet ham, helt ind i sjælen.
- Jeg har savnet min mormor og tænkt på hende, da jeg lavede hendes malersild. Hendes småkager. Hendes konfekt. (Hun havde patent på at lave alle de gode ting til os, og der var både omsorg men også perfektionisme i den måde, hun lavede dem på). Jeg har lavet dem på MIN måde i år. Talt med hende undervejs. Både gode kærlige ord fyldt af savn, men også lidt irrettesættende, irritable ord har hun fået om, at jeg godt ville have været med til at lave alle de ting, FØR hun døde…..
- Og jeg er smaskforelsket…..bliver man også lidt det i julen måske…?
Man har så mange følelser i julen. Mit vemod sætter nok også for alvor ind på et tidspunkt. Tror det blusser op for fuld skrue med raketterne nytårsaften….iblandet gode ønsker for det nye år. Også for dig Julia
Hvor kan jeg følge fruGosch i det med følelserne og det at være vært, det var jeg ikke i år, det er jeg hvert andet år, det år hvor vi ville have været hos min mor hvis hun stadig var i live. Og hvor har jeg i år talt med hende om alt hvad der er sket og stilt et par spørgsmål jeg rigtig gerne ville have haft svar på, sådan rigtigt og ikke bare en ide og mavefornemmelse på hvad hun ville have sagt. Men særligt i år oplevede jeg en følelse som ikke rigtig kan beskrives, ihvert fald ikke endnu af mig, det var da min mors veninde i sit julekort skrev om alt det som min mor ikke er med til sådan i fysisk form, for hendes fodspor og fingeraftryk er overalt på vores jul blandet op med min mand og børnenes selvfølgelig.
Men det var den følelse som satte julen lidt mere igang og tydeliggjorde andre følelser både omkring jul men også den vemod som altid rammer mig efter jul og som de andre år har været meget værre fordi den har været blandet op med et savn som har gjort meget ondt, i år var det savn på den måde hvor jeg kunne holde det bedre ud. Måske har jeg endelig forenet mig med virkeligheden og at det er sådan og jeg ikke kan lave om på det. Da jeg læste hendes kort tog jeg min søn op og krammede ham. Det gør jeg tit med begge mine børn men der er forskel på kram.
Så selvom jeg ikke holdte julen og kun skulle lave anden, så var den bare anderledes end i flere år.
Vemodet til nytår kommer også nok her med raketterne, men der er nogle dage til så det tager vi der.
Min faste juledepression sætter altid ind allerede d. 23. Og forsvinder fuldstændig lige så fast enten første eller anden juledag. Jeg ved ikke hvorfor den er der (og ved heller ikke om jeg har brug for at vide det), men helt sikkert er det at jeg altid er enten lige på randen af et seriøst grådanfald eller bare tilpas mismodig juleaften… min bedste juleaften var nok den hvor jeg havde nældefeber og derfor lå for mig selv i min to-værelses lejlighed og så “My Fair Lady”.
Åh jeg kender det så godt! Savnet, juledepressionen og ønskerne om at det bare denne jul bliver lidt bedre. Det gjorde det så ikke. Men der skal bare være plads til ALLE følelser, ellers går det ikke. KH
Første jul med Bertram, som er vild med at flænse gavepapir, spise småkager og flå kugler af træet, kombineret med lidt for mange mennesker juleaften, en stresset svigermor, og en mand, der havde nattevagt 1. og 2. juledag, gør at jeg nu GLÆDER mig til at komme hjem til hovedstaden igen, belæsset med fantastiske gaver (og muligvis også et par kilo ekstra på mavsen), bl.a et vidunderligt hæklet tæppe fra min mand, (total overraskelse, da jeg troede jeg allerede havde modtaget min gave i form af Jimmy Choo sko fra H&M
) og tusind ting til den lille. Vi har haft en dejlig jul, men også en jul, der har overbevist mig om det hensigtsmæssige i at holde julen hjemme ved os selv næste år!!!
sikke mange vi er, der holder jul hjemme i vores eget hjem.. Jeg havde også juleværtinde-debut i år, det gik SÅ godt! Skønne børn ( vores egne) der glædede sig over gaverne og selskabet af en masse rare voksne….Skøn mand!!
Svigerfamilien var på besøg og det hele gik så godt alle var søde
Men det der fik mig til at ryge i tasterne var egntlig det med vemod og følelserne… I skulle have været til vores julegudstjeneste i år, vores præst, Lene, talte netop om om “de forstærkede følelser” i julen, både de dejlige og lyse; forelskelsen, taknemmeligheden kærligheden til børn og andre, men også de tunge og dystre; ensomhed, savn og følelsen af utilstrækkelighed forstærkes i julen, i gamle dage talte man om- og i salmerne kan vi læse – og synge om : juleglæden og julesorgen, begge findes og er en del af julen på lige fod. Dét synes jeg var en tankevækkende juleprædiken, men endnu mere rammende når jeg nu læser jeres indlæg….
Glædelig jul- trods alt-
KH.