Vemodig efterjul

Anden juledag, og der sker det, der sker hvert år: Vemod.

Jeg er blå. Blå som Elvis.

Så er julen slut, og selvom jeg om et par måneder bliver 33 har jeg jo glædet mig helt vanvittigt til og over den. Det er det samme hver år. Jeg glæder mig, og så slutter det uden jeg helt nåede alt det jeg ville. Denne jul var dog også den første jul, hvor Elias rigtigt var med. Han fattede det vidunderlige gave-koncept, og er blevet ferm til at pakke ud og sige tak. (Det sidste er jeg meget taknemmelig for) Hans glæde ved alle julerierne gjorde mig simpelthen så overtrømmende lykkelig at jeg blere gange blev helt grådlabil – eksempelvis da han skrigende af fryd hoppede rundt om det såkaldte Huletræ. Det er de store følelser, det er det altså. Som om julen i virkeligheden er en katapult som skyder alle de følelser, man havde glemt at bruge afsted.

Glædelig Jul!

8 Comments
Previous Post
Next Post