Jeg er en ‘Julia’ når det kommer til både chokoladekage og armene som kommer slæbende fem meter efter mig på løbeturen. Derfor læste jeg med stor fornøjelse klummen.

Jeg kan sagtens se din pointe Ninka, men vi ryger ind i samme konflikt som A/B-menneske konflikten. A mennesker har vundet, de er de bedste, de er dem alle burde være. Hey, hele samfundet er bygget op omkring, at de er de fedeste. Os B mennesker må så bare halse efter, melde os ind i ligegyldige b-samfundsklubber, som vi godt ved aldrig kommer til at blive taget seriøst – i hvert fald ikke i vores levetid. Så vi begynder at opføre os som små trodsige børn, der giver chefen fingeren i smug, når han skælder ud over at vi igen har sovet over os. Og skammer os derudover intuitivt over, at vi bare ikke kan få vores røv hverken i eller ud af fjerene på de ‘rigtigte’ tidspunkter af døgnet.

Det er på samme måde det rigtige at være tynd, leve sukkerfrit, kende sin økologiske gulerod på knækket, være i god form og motionere med glæde: ‘Vent du bare, når du har løbet et par måneder, er det slet ikke så slemt mere’. ( … oh yeah, it still sucks!)

Alle os, der af forskellige årsager, bare ikke kan få de sukkerfrie motionsglade dage til at hænge sammen uden at det bliver en stressklump både i halsen og om benet, skammer os over det – for vi er jo opdraget til at ‘A-menneskerne’ er dem, der holder mest.

Så vi kravler ud i blogland, hvor vi giver løbeskoene og den sukkerfri chokoladekage fingeren. Griner højt over os selv og det frirum, vi har skabt os. Går hjem og sparker til løbeskoene, fordi de igen i dag ikke kom rundt om den fordømte sø.

Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at der findes en masse sunde, lykkelige, rare, lækre kvinder og mødre. Der findes i hvert fald dig.
Men tror egentlig ikke det handler så meget om det. Os ‘klamme’ har bare brug for et frirum til at rulle lidt rundt i vores egen grisesti.

Derudover skal man ikke underkende, at den gode historie, især når man skriver klummer, som regel ligger i oppositionen – og ikke hos dydsmønstrene.

JOJO, du er et dydsmønster, Ninka

Kærlig hilsen
Maren

“Kan man det, når man elsker damen. Være uenig og endda lidt ærgelig over lige netop den klumme og skrive om det?” Indeni blev svaret ja. Og det blev det, fordi der er mange sunde mødre i mit blogunivers, der også trænger til et skulderklap. Som også er kærlige, sjove og elsker deres liv. Og som virkelig gør en indsats i hverdagen for at få det hele til at hænge sammen.

Men som desværre ofte møder en holdning, der minder en smule om den, der titter frem i din klumme. Nemlig, at de så er tynde, vægtforskrækkede og måske endda lidt kedelige.

Det er ikke deres virkelighed. Eller min. Og så kunne vi jo bare lade den ligge der. Men det gjorde jeg ikke. Du kan læse kommentaren, hvis du synes. Eller lade den ligge og ryge i fred i det jyske webunivers.

Knus og under alle omstændigheder kærlighed

Ninka