Håndarbejde

Der er noget ved håndarbejde. Noget der får mig til at gemme de hjemmelavede ting, de strikkede babytrøjer, ting jeg har fået af dygtigere nørklere med flittigere hænder. Der er bare noget helt særligt ved det. Det er så fint, at man skaber noget selv, noget som andre har glæde af, og ind i mellem uden at det har et helt klart formål. Denne sag har jeg fået foræret. Det er en meget lang løber og jeg elsker den. Nu er det jo ikke fordi jeg vidste at jeg manglede sådan en før jeg fik den for et par år siden, men nu er det ikke rigtigt jul før den er hevet frem. Og nu er julen slut, løberen skal rulles sammen og gemmes til næste år. Men der er timer og kærlighed i den, og det er altså det fineste man kan give andre mennesker.

Godt Nytår!

Det er den næstsidste aften i det gamle år, og jeg sidder her i mit yndlingsrum (nej, nej, ikke i overført betydning, jeg sidder i mit yndlingsrum ved skrivebordet, med rødvin og chokolade), og tænker lidt over ting og sager. Der er nemlig det ved årets allersidste aften at den ganske sjældent levner plads til lige at fundere lidt over tingene; at hvile lidt ved de ting, der er sket, og ved dem, der ikke skete.

I 2009 var jeg så heldig at opleve ting, jeg aldrig havde drømt om. Jeg fik for eksempel lov til at blive forfatter. Det er jeg SÅ taknemmelig for. Jeg fik også lov til at blive fyret, ansat, indlagt, klummeskribent, anmelder, rock-enke, ikke-ryger og til ind i mellem at stå lidt (ikke for længe og TAK for det) på øretævernes holdeplads, hvor vinden godt nok blæser, men hvor der også sker fine ting og sager. Jeg fik nye veninder i 09, og så fik jeg lov til at se Elias gå, snakke, løbe, råbe, grine og have stjerner i øjnene og ballade over det hele. 2009 var et godt år.

2009 var også Obamas år, Oprahs år, Klimaets år hvor København i et åndedræts varighed blev til Hopenhagen,  og mindre godt: Det år, hvor jeg holdt op med at turde demonstrere af frygt for at skulle i fængsel. 2009 blev nemlig Lømmelpakkens år, kødskandalernes år (endnu en grund til at blive økologisk), svineinfluenzaens og Finanskrisens år. Et år med flere og flere der turde sige højt at den militære indsats mod terror måske ikke er helt fornuftig, og det år, hvor der igen blev konstateret at der mangler ligestilling i Danmark (selv i medierne) og at ingen ved hvad man skal gøre ved det.2009 blev året hvor statsministeren gjorde minidanmark lidt stoltere end vi måske har grund til at være, ved at få en international toppost. Tilsyndeladende med dansemusen ved sin side.

2010 bliver forhåbentligt et godt år – med løsninger, med håb og mindre af alt det, der er så slemt at ingen tør tænke på det. Hvis jeg er rigtig heldig bliver 2010 også året, hvor jeg lærer lige så meget som i 09, hvor Elias har det fantastisk, hvor alle dem, jeg holder af har de muligheder de gerne vil, og hvor de er i stand til at gribe om dem. Forhåbentligt bliver det lyst og lykkeligt, det nye år, og hvis jeg ikke tager meget fejl, så handler det vel – som det plejer – om at gøre sig så megen umage som man overhovedet kan med de mennesker og ting, man fordyber sig i. Og så er det måske ikke så galt endda at Nato lærer lidt om vals, foxtrot og pallietter – så bliver der måske lige fem minutter mindre tid til at rystepudse sablerne.

Rigtigt glædeligt og lykkebringende Nyt År med masser af sjov, fest og kærlighed.

Nyt look

For et par dage siden fik min blog nye klude, og dem har Clara lavet til mig. Clara er grafiker og bor nærmest ved siden af mig, men som det jo efterhånden viser sig at være så typisk i cyberspace, så kender jeg hende kun fra bloggen. Jeg er ret vild med hendes arbejde og særligt vild med det, hun har lavet til mig. Se hvor fine bannerne er, og mød Clara her.

Og så har bloggen lige fået en ansigtsløftning med nye fonde etc. Den har Helmer lavet til mig.

En servicemeddelelse

I forbindelse med dette indlæg fra i går har jeg fået en del mails og kommentarer om det fine røde E. Nej, jeg har desværre ikke selv lavet det. Øv. Men det koster 75 kroner, og du kan købe det her.

Nytår

Jeg HADER Nytårsaften.

Hvad er det for en absurd lorteaften, hvor man partout skal have det sjovt? Og hvor man ikke kan få en taxa, folk er totalt fulde og alle er bevæbnede? Jeg bliver altid blå i Nytåret. Blå og trist og savneagtig. Jeg er så dårlig til det. Hvis bare jeg kunne få Johan med på det, så trak vi den dag ud af kalenderen, stak ørerpropper i ørerne og lod som om det var en almindelig dødssyg aften i februar. Den er for hård, for vemodig, for fuld af alle mulige stemninger. Åh. Og det handler ikke om, hvad jeg skal. Bare om at den findes, den aften.

PS – heldigvis skal vi kun gode ting. Men alligevel. Aftenen burde afskaffes.