Tryk på knappen og se hvad jeg i denne uge har valgt at teste
Natten til lørdag = ingen søvn
Natten til søndag = ingen søvn
Natten til i dag = væsentligt bedre. Men helt ærligt; man slæber det jo efter sig. I en grå forplumret masse af forvrænget virkelighed, hvor ingenting giver mening, hvor man skændes, slider på hinanden, og bare er kronisk ramt af chock. Indtil den ene er klog nok til at kysse den anden, og boblen springer. Boblen sprang, men jeg er stadig så træt at jeg har kvalme af det.
Jaja, noget af en overskrift i en ellers fin dameblog, hvor det værste man kan brokke sig over er ungen, der skriger. Nej, jeg kommer ikke med en opskrift på rygeheroin lige om lidt. Tvært imod. Jeg har genopdaget noget:
CRACK-IT! Fantastisk navn!
Da jeg var en lille pige i Odense kunne man få dem i Føtex i Bolbro (AKA Bolbronx). De var den største treat og lignede små konditorkager, så dukker og bamser kunne også være med. Og så smagte – og smager – de fantastisk! Men pludseligt en dag, var de væk. Jeg ledte faktisk efter dem, men de var tabt sådan ca samtidig med at dukkerne holdt op med at komme til the.
Forleden aften var jeg så, lidt for sent på vej hjem efter en reception, forbi hos en købmand i Øster Farimagsgade og så stod de lige dér på hylden ved siden af Mariekiksene! Jeg troede nærmest ikke på det. Smukke som altid var de og jeg købte en stor pose. Nu er jeg så bange for at de igen skal blive væk for mig, at jeg har lyst til at hamstre. I stedet har jeg lavet en fotosession for dem. I kommer til at møde dem igen, hvis jeg kan nå at tage flere billeder af dem inden de er væk. De smager af barndomsminder, af sukker og af børnværelset.
Bedste Karen havde ham her med i rullekufferten til Elias. Elias pakkede ham ud og råbte: MINMIIIIIIIN! Det er sand lykke: En Mimgmin i hessian.
I går lagde Fru Gosch denne helt og aldeles fantastiske kommentar til et indlæg om Elias der ikke ville med hjem. Kommentaren er simpelthen så god, så derfor hiver jeg den lige op her, så ingen går glip af den. Og tak til Fru Gosch!
KH
J
Jeg kan huske en gang, hvor min nu store dreng ikke ville med hjem fra børnehaven. Vi var på cykler begge to. Med mange tasker. Trætte begge to. Han ville ikke ud af døren. Ikke DEN vej hjem. Ikke på CYKEL. Så ikke DEN vej, så ikke holde i hånd over vejen osv osv. Det tog os halvanden time at gå en tur med cyklerne, som vi ellers kunne gå på et kvarter. Undervejs prøvede jeg alt muligt OG umuligt. Han var bare GAL, stædig, usamarbejdsvillig. Hverken sjov, lokken, konsekvens, omvendt psykologi eller den med: “okay, men mor går nu, og så kan du jo komme med, når du er klar” Næh, så stak han bare afsted i den modsatte retning og var jo slet ikke trafiksikker.
Tilsidst havde jeg monster-hovedpine, lignede et monster og lød som et. Der var midaldrende damer, som sendte mig misbilligende blikke a la: “SIKKE en updragen unge!” “Ja, det forstår man jo godt med den uduelige mor. Det er jo omsorgssvigt!” Jeg havde ikke mere at give og sagde vredt til drengen, at nu var jeg SÅ træt af ham og havde sådan en hovedpine, at jeg i hvert fald ikke kunne lege, når vi kom hjem!! Og så brød han helt sammen og sagde: “Nu vil jeg SLET ikke hjem. Så – igen i ren afmagt – og i opdagelsen af at jeg havde fjernet den sidste gulerod sagde jeg: “Okay, så leger vi, når vi kommer hjem, men så skal du gå med NU!” Han, råbende og grædende: “Det kan du jo ikke, du har jo hovedpine!” (Damerne kiggede…) Jeg, lavmælt: “Det kan jeg godt, jeg tager bare nogle piller!” Han, alt alt for højt: “Piller, piller, du tager ALTID piller!!” Så kiggede damerne så abolut mest misbilligende og forfærdede som nogen nogensinde har kigget på mig. Og jeg ved simpelthen ikke, hvorfor han sagde, råbte sådan. Men vi sad også meget tæt og jeg trøstede ham meget, da vi kom hjem. Og jeg havde taget den pille…..
Men vi har faktisk grint mange gange af det siden og sagt: “Kan du huske: Piller, piller, du tager altid piller!”
Har hentet Elias. Har været på legepladsen med ham. Han skreg og skreg og skældte ud da vi skulle hjem. Jeg måtte skæbe ham op ad trappen til fjerde, hvor han igen skreg hele vejen. Vi sad tæt i tyve minutter hvor jeg sang for ham indtil han var faldet så meget til ro, at vi kunne tage overtøjet af og komme i gang med aftensmad og weekend. Tak fordi det er fredag. Og fordi der kun er denne og én eneste weekend tilbage før Johan er færdig med sin turné (som på en eller anden måde har været i samtidige weekender siden april). Tak fordi Elias er den allermest fantastiske lille dreng i hele verden, ellers gik det ikke. Og JA TAK til denne weekend. Den kommer som kaldet.
