Tryk på knappen og se hvad jeg i denne uge har valgt at teste
Elias er stadig syg. Med feberøjne og spontan gråd. Ind i mellem kører det fint; han leger og er glad, men så går der lige præcis fem minutter, og så klapper han lidt sammen igen. Det er simpelthen så synd for ham, og man kan slet ikke holde det ud. Så Drømmehaven og Postmand Per kører i loop, der er kiks og juice og hvad han ellers måtte have lyst til og alt andet bliver indstillet. Sådan er det vist bare i snotsæsonen.
Jeg har lige talt med Johan, som fortæller at Elias er i gang med at lege med KatMiauuuv. Godt tegn.
Elias har nemlig en ven fra IKEA som hedder KatMiauuuv. Den sover han sammen med hver nate. Nu er der dog tale om en helt ekstremt søvnig kat, for den dukkeseng fantastiske bedste Karen havde med til ham fra granniece Carolines bod på loppemarkedet, har kun en gæst: KatMiauuuv.
Jeg er helt vild med at Elias kysser og putter den lille kat og viser den omsorg. Jeg er faktisk helt vild med at det hele ikke ender i biler, tog og andre ting der kan køre hurtigt, men at der også er plads til lege, der handler om at være kærlig og tage hensyn.
Hver uge er jeg så heldig at have fået lov til at skrive en klumme for JPs sektion puls. Den kommer om tirsdagen og handler helt fast om ting i familiegenren. Nu har jeg så også fået en lille bitte plads på deres website, hvor jeg fx kan lægge klummen op. Så her ligger den. Den handler om gaver… Og kærlighed. Og sex. Faktisk. Jeg er spændt på, hvad du synes.
Der er mange store spørgsmål her i livet, og det mest presserende lige nu er: Hvornår ved man om ens barn har svineinfluenza eller ej? Og hvad gør man når lægen ikke vil se en, fordi at man bare skal regne med det er det barnet fejler?
Og skal jeg aflyse alt i morgen og bare regne med også at få det der svinepest sådan ca torsdag?
Elias har været klynkende, lille og meget varm hele natten og taler nu med den mindste og hæseste stemme jeg nogensinde har hørt ham have. Indtil svinet måske springer fra ham til os, skal jeg arbejde – Johan kan heldigvis være hjemme med det lille feberbarn i dag og så må man jo se på det. Men hold op, hvor det svider når den lille kalder på en, og man skal ud af døren.
Jeg har mine helt egne superstjerne, og ind i mellem møder jeg dem så i real life, og jeg kan næsten ikke finde ud af det. For eksempel stødte jeg for nyligt ind i Isabella Smith, og rødmede så jeg nærmest ikke kunne tale. For nyligt ramlede jeg ind i PO Enquist til bogmessen og jeg fornemmede klart at han aldrig ville kunne huske at vi havde mødt hinanden og det gjorde mig sådan set bare endnu mere nervøs. Og rød. Nu har min lille lækre snart toårige Elias så fået sine egne superstjerner. Postmand Per, for eksempel, og når han dukker op bliver Elias så mundlam, at han hverken kan sige buuh eller bææh eller kiks. Det udnytter jeg groft de tyve minutter et afsnit varer. Især på en dag som i dag, hvor Elias er halvsyg, snottet og absolut ikke klar på at sove. Heller ikke til middag. Tak til superstjernerne.
