Tid er den knappeste ressource. Usær når man ikke kan huske hvornår man sidst har fået sammenhængende sove-tid.
Og nu til petitesserne, som jeg godt VED IKKE BURDE irritere mig, eller overhovedet strejfe mig. Men det gør det.
og jeg vil ikke brokke mig.
Meeeen ego-krea-tid er den allerknappeste. Jeg har simpelthen ikke nået min symaskine i månedsvis, og jeg tror den savner mig lige så meget som jeg savner den. Jeg bliver helt ærligt lidt tosset af at undvære den slags tid. Det er det samme med tid til at skrive. Når jeg ikke har den bliver det et problem. Og det passer simpelthen ikke at man bare skal prioritere, for ind i mellem har ganske almindelige småbørnsforældre som jeg ikke noget at prioritere af.
Og nej, nej, nej, dette indlæg er ikke et brokkeindlæg, mere sådan et konstaterende ét, for det ER bare sådan. og det er ok. I virkeligheden. For ego-krea-tiden er jo blevet brugt på at nusse og lege med Elias… Og det vil jeg faktisk helst. Men der er bare ikke tid nok til det hele.
Og nu er han syg og i fuld gang med at smitte os andre. Det er så synd for ham, men endnu en gang sender jeg mange tak til opfinderne af dvd-maskinen, Postmand Per, Drømmehaven, Teletubbies og alle de andre der beriger vores liv. Og til alle dem, der havde ro til at være kreative nok til at udtænke dem.
11 kommentarer
1 Rakel — 26. november 2009 kl. 14:31
Du har da fuldstændig ret i at den mangel på tid kan være dybt frustrerende og slet ikke til at overskue, og den tid man det først går ud over er ego tiden, nok i virkeligheden den tid vi har allermest brug for, for også at kunne nyde og fungere i al anden tid.. Og ja, gu nyder man da sine børn og man elsker dem og man husker sig selv på hvor dejligt det er at være sammen med dem.. Men hvor betyder det også så fantastisk meget, når de begynder at få en alder hvor man pludseligt oplever at få sin egotid igen, endda uden at gå på kompromis med de andre tider. hvor man kan være sammen om nogle ting, uden nødvendigvis at foretage sig det samme.. Kan huske jeg var ved at blive vanvittig en overgang da Frederikke var lille.. El så lille var hun heller ikke, måske indtil hun blev 2 et halvt, men hun var rigtigt svær at putte, så mine/vores aftener havde vi aldrig for os selv. Samtidigt havde hun jo en alder hvor hun skulle have hjælp til alt og hvor hendes lege ofte krævede voksen kontakt.. Og pludselig idag er hun så stor (og ja det har hun jo egentligt været længe 3 1/2!) at man pludseligt har fået sin tid igen, ikke kun egotiden, men også familiekvalitets tiden og en helt anden børnetid sammen..
Og ja summa sumarum det er med at huske sig selv på, at de første år kan være hårde, og man savner sig selv så frygteligt (og egentligt også manden!), men heldigvis så varer det altså ikke ved for evigt.. Og når den “nye” tid så kommer, så savner man den gamle, hvor ungen ikke var større end tobak for en skillin g..
Herhjemme går vi i tiden og husker hinaden på lige netop det.. Måske netop for at forberede hinanden på, at vores tid også igen snart bliver indskrænket i en periode når en lillebror kommer til.. Men vi glæder os vildt alligevel…
2 Birgitte Riis — 26. november 2009 kl. 14:44
Ja Rakel, du har helt ret – tiden kommer igen. Og det er skønt, at der er tid til både dit og dat!
Når jeg tænker tilbage på min tid som småbørne- mor, så giver afstanden og overblikket mig ro til til at tænke: Hver ting til sin tid. Julia du når det nok altsammen men ikke på én gang!
3 Lotte B — 26. november 2009 kl. 14:44
Synes ikke at du brokker dig. Du trækker bare vejret – og får luft. Bare få luften helt ned i lungerne, så kommer der også lidt ilt til hjernen…Go’ bedring!!
Og så fortæl mig lige én ting – hva’ er det for nogle mennesker som er indeni “personerne” fra Drømmehaven? Det begyndte jeg nemlig at tænke over da vores søn var syg…og hvem tager sådan et job?
4 Frk Nobel — 26. november 2009 kl. 15:40
Åh hvor jeg kender det. Bliver død misundelig når jeg læser og ser hvad de andre kreerer og når. Og savner endnu mere selv at kreere noget….synes der sker for lidt. Men herhjemme er vi godt nok ikke syge, her er det tænder der trænger sig på hos den lille og en 2 årig der KUN vil sove ml. hendes forældre – og vi lader hende, for vi har ikke overskuddet til at tage kampen….
Så de 2½ time jeg kunne have brugt på at kreere noget skønt, her til formiddag, mens lillemanden sov, blev brugt på langs for at prøve at indhente noget af det søvn jeg mangler….
Så endnu engang tak fordi du lader mig (og andre) vide at det er HELT normalt at være i underskud og synes at der mangler timer i døgnet når man har småfolk – og at det ikke bare er fordi man sløser tiden væk….TAK:-) og god bedring med den lille
5 Rosanna — 26. november 2009 kl. 15:55
…og husk også DR-Ramasjang og Jordbær-Marie og superheltene over dem alle: Bamse og Kylling. De er hverdagens helte, der får det hele til at glide en lille-bitte-smule lettere. Rigtig god bedring…
6 Jela — 26. november 2009 kl. 17:29
For min skyld kan du brokke dig de næste ti indlæg – du er berettiget til det, med alt det overskud du ellers udviser med projekter, arbejde, babytæpper (er ret misundelig på evnen til patchwork) eget firma, klimakampagne og minus søvn m.m
Jeg har altid elsket min alenetid, og savner den meget, nu hvor Bertram har været her i snart et år, og tiden ikke er til så meget mig-tid, men jeg prøver også, som Birgitte og Rakel siger at tænke at den tid nok skal komme igen, og så vil man savne den her tid, hvor ens barn er meget afhængig af en….men altså, kan så godt følge dig, er totalt på team Julia
7 Julia Lahme — 26. november 2009 kl. 21:06
I er altså helt fantastiske. Det er så godt at vide, at overskuddet kommer igen, og at andre har det på samme måde… Det er jo ikke fordi symaskinen løber væk, hvis ikke jeg sidder og holder på den, men det er jo på en mærkelig måde noget jeg går glip af. Og jeg kender så godt det der med at skynde sig at sove når barnet endeligt gør det!
8 Berit — 26. november 2009 kl. 21:14
- og lige der er det så man overvejer om man skal have et barn til? – for så må man (som den sidste ego aktivitet) også opgive at barbere ben i badet….
Ved lige præcis hvor du taler fra … og er glad for ikke at være alene
Tak for en ab fab blog…
9 Maria — 26. november 2009 kl. 21:42
Jeg vil egentlig bare gentage de andre her. Tiden kommer igen, og så HAR man tid til ego-tid og krea.
Jeg savnede det helt forfærdentligt meget. Havde ikke overskud til hverken at sy, kreere, eller læse en bog. Men NU er tiden her, og jeg holder fast med både hænder og tænder.
Og bare for at slå den fast, det er ikke en prioritetssag, det er umuligt !
Men du måtte da gerne komme forbi mig og min symaskine, kunne sikkert blive til noget sjovt.
KH Maria.
10 Jette — 27. november 2009 kl. 09:25
Julia du er helt og adeles menneskelig, og det kunne være mig der skrev ovenstående (bare ikke så godt formuleret).
Hver tid sin charme…
11 FruGosch — 27. november 2009 kl. 14:30
Jeg er helt på linie med de dejlige damer ovenover…
Det er naturligt. Det kommer til en igen. Og det handler ikke bare om prioritering. Men om “faktisk brugt tid” og om, at man også må slappe af og hvile sig. Det gør jeg altid, her på din blog. Måske derfor mine nyligt indkøbte maler-artikler stadig står uåbnede i kælderen. Jeg hviler istedet – mens Karl sover
Men de dage, uger, hvor man bare SLET ikke når alt det, man egentlig burde af familie-samvær og opgaver, så savner man endnu mere egotiden, og så fylder dens fravær ekstra meget. Men fakta er, at du når MEGET af de der kreative sysler. Synes jeg.
Det er måske derfor, du er så fascinerende Julia. Du er på en gang så helt-nede-på-jorden-ærlig-menneskelig og så så superwoman-superheltinde-power-prinsesse-sej
Skriv en kommentar