Piller, piller!
I går lagde Fru Gosch denne helt og aldeles fantastiske kommentar til et indlæg om Elias der ikke ville med hjem. Kommentaren er simpelthen så god, så derfor hiver jeg den lige op her, så ingen går glip af den. Og tak til Fru Gosch!
KH
J
Jeg kan huske en gang, hvor min nu store dreng ikke ville med hjem fra børnehaven. Vi var på cykler begge to. Med mange tasker. Trætte begge to. Han ville ikke ud af døren. Ikke DEN vej hjem. Ikke på CYKEL. Så ikke DEN vej, så ikke holde i hånd over vejen osv osv. Det tog os halvanden time at gå en tur med cyklerne, som vi ellers kunne gå på et kvarter. Undervejs prøvede jeg alt muligt OG umuligt. Han var bare GAL, stædig, usamarbejdsvillig. Hverken sjov, lokken, konsekvens, omvendt psykologi eller den med: “okay, men mor går nu, og så kan du jo komme med, når du er klar” Næh, så stak han bare afsted i den modsatte retning og var jo slet ikke trafiksikker.
Tilsidst havde jeg monster-hovedpine, lignede et monster og lød som et. Der var midaldrende damer, som sendte mig misbilligende blikke a la: “SIKKE en updragen unge!” “Ja, det forstår man jo godt med den uduelige mor. Det er jo omsorgssvigt!” Jeg havde ikke mere at give og sagde vredt til drengen, at nu var jeg SÅ træt af ham og havde sådan en hovedpine, at jeg i hvert fald ikke kunne lege, når vi kom hjem!! Og så brød han helt sammen og sagde: “Nu vil jeg SLET ikke hjem. Så – igen i ren afmagt – og i opdagelsen af at jeg havde fjernet den sidste gulerod sagde jeg: “Okay, så leger vi, når vi kommer hjem, men så skal du gå med NU!” Han, råbende og grædende: “Det kan du jo ikke, du har jo hovedpine!” (Damerne kiggede…) Jeg, lavmælt: “Det kan jeg godt, jeg tager bare nogle piller!” Han, alt alt for højt: “Piller, piller, du tager ALTID piller!!” Så kiggede damerne så abolut mest misbilligende og forfærdede som nogen nogensinde har kigget på mig. Og jeg ved simpelthen ikke, hvorfor han sagde, råbte sådan. Men vi sad også meget tæt og jeg trøstede ham meget, da vi kom hjem. Og jeg havde taget den pille…..
Men vi har faktisk grint mange gange af det siden og sagt: “Kan du huske: Piller, piller, du tager altid piller!”
Ih… sikke en god kommentar. Og hvordan kan det være, at de unger altid skal sige sådan upassende ting, når man er ude blandt andre.
Gustav og jeg havde været til lægen og da vi kommer ud fra konsultationen og de andre patienter sidder og venter, så siger Gustav lige så højt: Min far giver mig mavepuster!!
Jeg tabte kæben og lavede enlig mor-tricket. Aj, det håber jeg da ikke, at han gør! Det var det eneste, at jeg kunne finde på at sige.
Hmm… Ja, elsker bare den slags kommentarer ;o)
Min far har i hvert fald engang ønsket at han
kunne krybe i et musehul :
Da jeg var barn, kunne jeg godt lide at nulre de der store vaskemærker der er i T-shirts -og jeg kaldte dem for “dejlig” fordi de var dejlige at røre ved, og min far havde en arbejds T-shirt hvor mærket var stort og ekstra blødt.
)))))))))))))
En dag vi er ude og handle, er T-shirten blevet væk – og jeg sidder i vognen midt i et stort supermarked, og råber at lungernes fulde kraft “hvor er fars store dejlig, jeg vil have fars dejlig!!!!” Tror nok lige han var den der forsvandt i en fart
Therese – jeg er FLAD af grin; og Frederikke – man håber bare at dem der sidder omkring én også har snakkesalige børn!
Ha ha, sådan en har jeg også. Pædagogen i børnehaven havde haft en samtale med den yngste af mine drenge: “Min far, han gør noget ved børn, som de ikke kan lide!” Pædagogen nåede lige at mærke den sitren, en sådan sætning kan medføre, da drengen fortsatte: “Han ville ikke give mig en blyant, i går aftes, da jeg bad ham om det. Og det sker ret tit!”
Og nej, selvfølgelig vil far ikke det, når drengen har til hensigt at overmale værelsets gulv og loft, men når man kun er fire år, så er det altså virkelig en forbrydelse mod børn.
Åhhh jeg kommer til at tænke på en bemærkning jeg kom til at fyre af som barn. Når jeg var ude at handle med min mor, forsøgte hun at lære mig, at man ikke skal pege fingre af andre… også selvom de så mærkelige eller underlige ud. Hvis jeg fik øje på nogle, der var anderledes, kunne vi tale om dem, når vi var vel hjemme igen. Nå men vi er altså ude at handle, og jeg får så øje på en mand, der er klædt i dametøj fra top til tå. Ikke lige et fænomen jeg havde stødt på før, så jeg proklamerer med høj, klar barnestemme: “Mor ham manden skal vi tale om når vi kommer hjem”
/Jette
PS. Som også nød at læse FruGosch’s kommentar.
Vi grillede sammen med venners venner i sommers, hvor en far til tvillinger på to år sagde til sin søn: “Kommer du ikke herover og smager fars pølse !? ” Den har min mand og jeg grinet meget af siden
Upassende kommentarer er uden tvivl noget af det sjoveste, var fuldstændig færdig over Fru Goschs historie, ser frem til min dreng blir så stor, at han kan ytre tilsvarende pinligheder 
Nej, nej, nej, nu hyler jeg sgu da af grin. Jeg sad ellers lige og var lidt træt af, at min ældste taler så utydeligt, at jeg nærmest ikke kan føre en samtale med ham. Men synes da den med pølsen er for morsom
Min store dreng render rundt i en meget lille lokalbrugs hvor vi bor og siger tis, tis, tis. For han kan ikke udtale “k” i kiks, så det bliver til tis. (og han er ret glad for kiks)
Fru Gosch (og Julia) – tak for et grin. Det bedste på en lørdag aften…
Jeg havde for et års tid siden en kollega, som havde sin datter på 6 år med på arbejde, og på et tidspunkt siger datteren “Det er kedeligt, det du laver, mor” meget højt. Meget sjovt når man sidder i storrum med 50 mennesker, og så i en finansafdeling med en del dealere, som anser sig selv for meget vigtige mennesker…
Åh, Julia, tak for komplimenten….
), men allersjovest: Ham skal vi tale om, når vi kommer hjem mor! 
Så sjovt: Hun vidste og prøvede i hvert fald på at være høflig, og så kom det til at blive det modsatte.
og jeg Griner med….tis, fars pølse, fars dejlig og mavepuster (Måske er han blevet pustet på maven, engang han havde ondt?
Kommer lige med et eksempel mere på en pinlighed – eller var det humor? -fra min drengs side. Han var med mig i en tøjbutik. 4-5 år. Og jeg skulle lige prøve et par bukser. Istedet for at lege med butikkens legetøj, legede han med forhænget: hev det voldsomt frem og tilbage, og stoppede ikke efter et par henstande herom fra min side. Jeg forklarede ham så: “Du kan jo nok forstå, at jeg ikke vil have du åbner ud til alle de andre i butikken, når jeg står er uden tøj!” Og så rev han forhænget HELT til side, mens han råbte ud i butikken: “Skynd jer at se, min mor har igen bukser på!”
Hahahahaaaaaa, skønne historier! Jeg supplerer lige med en enkelt
En eftermiddag, hvor børnene havde fået eftermiddagsmad igen, igen og igen, men stadig var sultne og trætte af, at jeg sagde nej til mere mad før aftensmaden, råbte (læs: læs vold-skreg) den store: “Mor, hvorfor må vi aldrig få noget mad?” Og jo, alle vinduer var åbne og godt med folk på gaden …
Polka
Skønne historier! Jeg sidder her helt stille med sovende børn ovenpå og en mand der arbejder – og kom til at grine SÅ højlydt at jeg selv blev helt overrasket
Det er utroligt så meget bøån kan komme afsted med af sige, mens jeg ventede vores lillebror, gik min datter meget op i andre kvinders maver og sagde derfor engang til en kvindelig bekendt af mine; Skal du også have en baby? Nej! var svaret Ok det er ikke så pinligt vel? Dét kan ske for enhver… men så sagde hun Hvorfor ER du så, så tyk??? 