Julia Lahme

Julia Lahme
← →

Weekend – ja tak

20. november 2009 · 6 kommentarer

Har hentet Elias. Har været på legepladsen med ham. Han skreg og skreg og skældte ud da vi skulle hjem. Jeg måtte skæbe ham op ad trappen til fjerde, hvor han igen skreg hele vejen. Vi sad tæt i tyve minutter hvor jeg sang for ham indtil han var faldet så meget til ro, at vi kunne tage overtøjet af og komme i gang med aftensmad og weekend. Tak fordi det er fredag. Og fordi der kun er denne og én eneste weekend tilbage før Johan er færdig med sin turné (som på en eller anden måde har været i samtidige weekender siden april). Tak fordi Elias er den allermest fantastiske lille dreng i hele verden, ellers gik det ikke. Og JA TAK til denne weekend. Den kommer som kaldet.

6 kommentarer

  • 1 Frederikke — 20. november 2009 kl. 20:04

    Ja de weekender har det med at falde et tørt sted. Heldigvis.

    Jeg håber, at I kommer til at hygge jer resten af tiden :)

  • 2 Julie — 20. november 2009 kl. 20:22

    Jeg er vild med din evne til at takke for alle de dejlige ting i dit liv, det er vi nok nogle (MIG) der kunne lære lidt af…

    God weekend!

  • 3 Anna Ørtved — 20. november 2009 kl. 20:30

    Nej da, det har jeg aaaldrig prøvet – altså sker det sådan tit? Måske skulle du prøve at sige:” Neeej, nogle flotte trapper, lad os se hvem der kan ta’ størst skridt” Og så drøner du bare op og lukker døren og så kan du ikke høre noget – sådan tror jeg AGBR ville ha’ gjort – Hm så altså du gjorde det godt og jeg sidder ligenu i min sofa med et glas vin og er også MEGET glad for at det er weekend! :-)

    (OBS: Husk at tænde for sarkasmen når du læser denne kommentar ;-) )

  • 4 FruGosch — 20. november 2009 kl. 22:37

    Åh, en hård dag! Det kan bare være så hårdt med de unger, specielt når man lige står helt alene om dem, og man kan altid bagefter tænke, hvorfor man ikke lige kunne undgå den kamp, det skrigeri, det dumme man måske selv fik sagt eller gjort. Men heldigvis er det ikke sådan altid.
    Og heldigvis har vi alle været der, prøvet det.

    Jeg kan huske en gang, hvor min nu store dreng ikke ville med hjem fra børnehaven. Vi var på cykler begge to. Med mange tasker. Trætte begge to. Han ville ikke ud af døren. Ikke DEN vej hjem. Ikke på CYKEL. Så ikke DEN vej, så ikke holde i hånd over vejen osv osv. Det tog os halvanden time at gå en tur med cyklerne, som vi ellers kunne gå på et kvarter. Undervejs prøvede jeg alt muligt OG umuligt. Han var bare GAL, stædig, usamarbejdsvillig. Hverken sjov, lokken, konsekvens, omvendt psykologi eller den med: “okay, men mor går nu, og så kan du jo komme med, når du er klar” Næh, så stak han bare afsted i den modsatte retning og var jo slet ikke trafiksikker.

    Tilsidst havde jeg monster-hovedpine, lignede et monster og lød som et. Der var midaldrende damer, som sendte mig misbilligende blikke a la: “SIKKE en updragen unge!” “Ja, det forstår man jo godt med den uduelige mor. Det er jo omsorgssvigt!” Jeg havde ikke mere at give og sagde vredt til drengen, at nu var jeg SÅ træt af ham og havde sådan en hovedpine, at jeg i hvert fald ikke kunne lege, når vi kom hjem!! Og så brød han helt sammen og sagde: “Nu vil jeg SLET ikke hjem. Så – igen i ren afmagt – og i opdagelsen af at jeg havde fjernet den sidste gulerod sagde jeg: “Okay, så leger vi, når vi kommer hjem, men så skal du gå med NU!” Han, råbende og grædende: “Det kan du jo ikke, du har jo hovedpine!” (Damerne kiggede…) Jeg, lavmælt: “Det kan jeg godt, jeg tager bare nogle piller!” Han, alt alt for højt: “Piller, piller, du tager ALTID piller!!” Så kiggede damerne så abolut mest misbilligende og forfærdede som nogen nogensinde har kigget på mig. Og jeg ved simpelthen ikke, hvorfor han sagde, råbte sådan. Men vi sad også meget tæt og jeg trøstede ham meget, da vi kom hjem. Og jeg havde taget den pille…..

    Men vi har faktisk grint mange gange af det siden og sagt: “Kan du huske: Piller, piller, du tager altid piller!”

    GOD weekend! Håber du kan nøjes med rødvin…og så de der gode kram og den kærlighed til din søn, som du beskriver så smukt, og som jeg – vi alle – så godt kan forstå…

  • 5 Dorte — 20. november 2009 kl. 23:05

    Åh ja skønt med weekend – når man HAR fået de(t) fredagstrætte barn/børn slæbt hjem og fundet roen derhjemme…

    Fru Gosch – kom til at grine højt, da jeg læste din beretning, altså det genkendende, medfølende grin. De kan bare få os så langt ud, de unger, og så har man ikke ligefrem brug for tilskuere i form af misbilligende damer. Been there…

    God weekend!

  • 6 Charlotte — 21. november 2009 kl. 02:21

    For F…det var for sjovt Fru Gosch – altså at tænke tilbage på! :)

Skriv en kommentar