Kommentarer til: Om sårbarhed

Af: Karin

Karin — Mon, 16 Nov 2009 10:23:35 +0000

Super duper klumme – hvis det er sådan her du er, når du er lidt mere eftertænksom – så come on Jeg er bare vild med dette blogland – med dette indlæg får du mig til at føle mig som en del af – og ikke ved siden af – oversat: fællesskabsfølelse i fuldt flor, og det er så pokkers rart. I mange år er jeg blevet konfronteret med: om jeg ikke var lige lovlig følsom og nærtagende, og jeg har i mange år prøvet at komme af med det. Og hvordan er det lige det går med det, vi har modstand på, ja, det forstærkes typisk jo mere modstand vi giver det – sååå! Jeg har i længere tid arbejdet med at eje min sårbarhed og bruge den og forøvrigt mener jeg at sårbarheden er integreret i din intuition, og den vil jeg absolut ikke være foruden. KH K

Af: Mette

Mette — Thu, 12 Nov 2009 18:38:59 +0000

SMUKT !!jeg er vild med det indlæg.

Af: Kristine

Kristine — Thu, 12 Nov 2009 14:47:33 +0000

Jeg læser dette oven på en dag (faktisk i går) hvor jeg var sårbar og ked af det og vred over en situation og vred over at jeg påtog mig en skyld og et ansvar som ikke er mit. Og ked af at jeg gør det gang på gang og ikke kan skelne … endnu.
Så tak fordi du bringer emnet op – jeg kan også relatere til det.
På en eller anden måde er det min erfaring, bliver jeg faktisk mere sårbar med alderen, selvom jeg troede det var anderledes.

Af: FruGosch

FruGosch — Thu, 12 Nov 2009 12:03:56 +0000

Og Maria har ret i, at verden burde være indretttet lidt mere efter de følsomme kvinder.

Og ja, det er sgu ikke OS der er noget galt med.

Der er så mange jobs, der er alt for hårde og stress-givende.

Det er hårdt at være voksen og følsom. Men måske også rigere nogle gange. For Julia, det gør sgu da ikke noget, at man græder snot i stænger over eksempelvis Extreme Home Makeover. Eller Det lille hus på prærien for den sags skyld.

Af: FruGosch

FruGosch — Thu, 12 Nov 2009 11:57:02 +0000

Så vigtigt og følsomt et emne, du tager op Julia. Du beskriver det ærligt og rigtigt. Jeg tror, at mange, rigtigt mange kender til sårbarhed. Nogle tør også indrømme det. Man kan nemlig godt være både sårbar og modig. Og en hel masse andre ting. Stærk og udholdende – og sårbar. Sej og kærlig – og sårbar. Osv.

Jeg kender også til sårbarhed. Til stres. Til sorte huller. Til frygt/angst (som Caroline også skriver om) ift at frygte at miste sine børn. HVER gang min store dreng er hos sin far er jeg angst for at miste ham/at han mister sin far/at de begge to dør i et trafikuheld.

Jeg øver mit i at passe på mig selv.
-Ved at tilgive mig selv, når jeg fejler (Jela, min mor som er kærlig og god mor uden temperament sagde engang til mig som voksen, at hun havde så dårlig samvittighed over, at hun indimellem råbte af min søster og mig, da vi var små. Jeg kan hverken huske eller forestille mig det, for det er slet ikke noget der eksisterer mellem min mor og jeg. Hun er bare ikke særlig vred eller skrap. Jeg troede faktisk, at hun helt sikkert måtte huske forkert, sagde: “Du råbte vel ikke ligefrem?!” “Jo!” sagde hun og fortsatte: “Så forfærdeligt. Nogle gange blev jeg helt hæs!”) Man skal tilgive sig selv. Det er ikke altid nemt.
- Jeg øver mig i at sige nej. På en PÆN måde (Pialouise ). Jeg bruger bare mig selv som forklaring: “Jeg bliver nødt til at sige nej, for jeg kan ikke tåle ret mange aftaler, så bliver jeg alt for stresset, og så har jeg og min familie det slet ikke godt. Så jeg passer lidt på mig selv.” Det kan folk godt forstå. Hvis ikke, så må de…..gå.
- Jeg øver mig i at være mere tydelig, fremfor sådan martyr-agtig. SIGE hvad jeg har brug for eller bedre VIL. Eksempelvis: “Jeg skal sove en time nu, så du må tage børnene.” Til manden. Det forstår han bedre, min i hvert fald end det der med: “Hvis det altså er okay, altså det er helt i orden hvis du skal løbe, så træt er jeg heller ikke, jeg kan godt sådan og sådan osv osv” (Desværre taler jeg nok mest sådan, æv.)
- Jeg sjusker lidt med nogle opgaver, eksempelvis rengøring – tager bare lidt af gangen, pletvasker gulvet osv. Og skal jeg skrive en rapport på jobbet eller lignende, så bliver jeg ikke ved at rette i den eller kræve, at den skrives på et sprog, som ingen alligevel kan forstå eller gider at læse.
- Jeg forsøger at sætte mig i andres sted, når de sårer mig. Forsøger at få “lorten tilbage til dem”, hvis de projekterer deres eget mindreværd af på mig. Hvis de bare er røvdumme, gider jeg ikke være i deres nærhed.
- Når jeg ikke kan finde ud af ovenstående bruger jeg mine nærmeste, mest sårbare, mest kloge, empatiske veninder til at hjælpe mig med at sortere i tingene, så jeg kan sige fra og stadig føle, at jeg er god nok.

KhR

Af: Irene

Irene — Wed, 11 Nov 2009 20:44:45 +0000

Lige præcis når jeg har brug for det, så skriver du det. Din første bog faldt jeg tilfældigt over i en boghandel i sommers – på det tidspunkt var mit barn 5 mdr – og jeg havde SÅ meget brug for den, uden at vide det, men den hjalp mig bare SÅ meget. Siden har jeg fulgt dig herinde og minsandten om du ikke lige har gjort det igen. Jeg føler huden er pillet af og jeg er sårbar som aldrig før, mere behøver jeg ikke sige – udover – TAK for en helt fantastisk blog!
Og nå ja, tak for din håndtering af AGBR i GoMorgenDK – det var befriende og dejlig ærligt!

Af: Maria

Maria — Wed, 11 Nov 2009 19:51:14 +0000

Uhhhh… Jeg sidder med genkendelsens briller her og læser din klumme.
Sådan var jeg jo (også). Sårbar og fintfølende som teenager. Og så igen som mor.

Stress….. Udbrændthed og følelsen generelt af ikke at slå til. Etc etc….
Men har man prøvet det, lærer man. og efterhånden mærkere man hurtigere og hurtigere hvornår signalerne bimler for ørerne – og så STOPPER MAN SGU !

Men det ville altså være fedt, hvis verden var bare en smule mere indrettet på følsomme kvinder.

KH Maria.

Af: Gitte B

Gitte B — Wed, 11 Nov 2009 19:45:41 +0000

Tak for kaffe, hvor pudsigt at det var emnet i dag. Jeg har lige siddet i bilen på vej hjem og grublet over hvordan jeg skulle tackle en situation der ramte mig og hvor min sårbarhed virkelig spiste af mig og faktisk stadig gør.
Jeg kan blive så s…. irreteret når andre gør sig kloge på noget omkring ens person og ens situation og bevidst rammer min sårbarhed.
Og derfor slår noget hen på ens vegne for det er jo nok ikke så slemt endda, nej måske ikke for dem men nu er vi jo forskellige og det er jo meget forskelligt hvad der kan fylde hos folk.
Og tænk det hænder jeg mistænker nogle mennesker for bevidst at ramme ens sårbarhed, ja det lyder grimt men selvom de ikke kender en helt godt rammer de alligevel.
Men nå jeg så får styr på min sårbarhed kan jeg godt se at det måske er en måde de overlever deres egen følelser.
Ja sårbarhed fås i mange udgaver og udarter sig på mange måder og jeg siger også gid jeg var mindre pæn og sagde bedre fra.

Så jeg tilslutter mig de mange kloge tanker og ord der er skrevet af andre her på siden.

Af: Caroline

Caroline — Wed, 11 Nov 2009 18:30:01 +0000

Uha kan godt huske sårbarheden i teenage årene – det var forfærdeligt.
Og som du siger kommer den igen i moderskabet, både i sin rolle som forældre – gør man det nu godt nok, eller får man fucket det her lille fantastiske menneske totalt op hvis man ikke snart vænner ham til potten som svigermor vil ha….? Men også i forhold til død og sygdom, det er der jeg mærker min voksen sårbarhed mest – jeg er så altoverskyggende bange for at noget ondt skal ske vores lille familie – sårbarhed/frygt??

Af: Vevika

Vevika — Wed, 11 Nov 2009 14:58:16 +0000

Puha, den sårbarhed findes i så frygtelig mange udgaver! Men jeg synes nu at voksen-sårbarheden slår dem alle. Den verden vi forsøger at opbygge for os selv og vore nærmeste, de ønsker og håb som fylder vores liv, er sårbare 24/7 og vi ved aldrig, hvornår vi blir slået omkuld af omverden og ændrede planer. Vi forsøger at beskytte, være forudseende og passe på os selv og vores, men sårbarheden spiller altid ind – på godt og ondt.