Om sårbarhed

Her er gårsdagens klumme fra JP. Den er lidt mere eftertænksom end de plejer at være, og handler lidt mere om voksenlivets skyggeside. Jeg håber, du har tid til at læse den.

Noget af det, som jeg glædede mig allermest til, da jeg var teenager i Odense og gik og ventede på at blive voksen, var at slippe af med den fordømte sårbarhed.

Den slags, hvor en forkert bemærkning kan vælte læsset eller blive hængende i én måneder eller år. Det var også den sårbarhed, der gjorde, at venskaber, kammeratskaber og forhold til andre mennesker blev farvet af, hvad der blev sagt, og hvad der ikke blev sagt. Inden jeg slap af med sårbarheden, havde jeg helt sikkert også været for ømskindet og alt for lidt hårdhudet: Selv i dag svider nogle ting. Nogle ord, der fik mig til at føle mig som offer for verdens grusomheder, hænger fast. I hvert fald kan jeg huske dem. Hvad siger det mon om mig? At jeg er nærtagende (den grimme), at jeg er ømskindet (den knap så grimme), eller at jeg er sårbar (den nogenlunde acceptable)?

Efterhånden lærte jeg at slippe af med den. I tyverne var jeg lykkeligt fri for den helt fintfølende sårbarhed, og jeg øvede mig og øvede mig, indtil jeg lærte at blive sådan én, der ikke tager sådan på vej. En af dem, der sagtens kan grine af sig selv, og en af dem, der tror på, at fuld fart frem hen over stepperne altid er den bedste løsning. Altså, sådan som jeg forstod på de andre, at det var bedst, klogest og allervigtigst at være. Det sluttede brat. Da jeg blev mor, forsvandt skallen, og min sårbarhed kom tilbage for fuld styrke. Nu er jeg blevet så fintfølende, at jeg ikke kan holde til at se Extreme Home Makeover på TV3, for når de råber MOVE THAT BUS, og bussen kører væk, så man for alvor kan se det nye smukke hus, som tv-programmet har bygget til nogen, der har behov, ligger jeg allerede i sofaen og tuder snot over, hvor smukt det er, at en familie på 16 handicappede (men heldigvis ærkeamerikanske og gudsfrygtige) mennesker endelig, endelig får hjælp.

Men sårbarheden er flyttet ind i mit liv – og ikke kun i mit. Jeg har fire veninder, som har været eller er gået ned med stress. Den slags, man ikke sådan lige uden videre kan ryste af sig, den slags, der i bedste fald tvinger en til at lukke ned i lange perioder og i værste fald invaliderer, og i hvert fald den form for stress, som gør, at verden ikke har de samme farver, som man kan huske, den havde engang. Der er noget med forældreskabet, der river den hårde hud af det ømme skinneben, men som også gør, at sensitiviteten bliver en anden. Det at være stresset går ikke mere kun ud over en selv, men fører også til ulvetimer fra helvedet, sure ægtefæller og svigerfamilier, der forstår endnu mindre, end de gjorde før. Og ja: Til øget sårbarhed. Jeg bliver indimellem i tvivl, for på papiret er sårbarheden god. Den giver mulighed for, at vi sanser hinanden bedre og måske endda også os selv. Den giver også mulighed for, at vi bedre griber fat om, hvem hinanden er, og hvordan vi kan være der for hinanden. Men i virkeligheden er den knap så fed at være belemret med: Den kræver f.eks. tid. Hvis man tillader sig selv at være en af dem, der ikke er ligeglad, tager det tid fra effektiviteten – man hænger fast i ting, og det er naturligvis også strengt forbudt – i effektivitetens hellige navn. En holdspiller, som så mange arbejdspladser ønsker sig, står jo heller ikke og gransker sine oplevelser i frokostpausen, men er god til at have det sjovt med de andre ved bordet. Så nej, det er ikke kun positivt at bære sit hjerte på sit ærme, som det hedder på engelsk. Indimellem får det også rifter.

Mine fire veninder, som er kloge, dygtige, professionelle og bevidste kvinder, har ikke en lav tolerancetærskel. De er heller ikke forældre alle fire. De er ikke kvinder, der aldrig har været udsat for noget, der gik dem imod, og de er hverken forkælede eller egoistiske. De er bare blevet oversvømmet af opgaver, pligter, krav og trusler om skambid af FinansGrisen. Og så tror jeg godt, at jeg kan tillade mig at sige, at de ikke har nået at lytte til den stemme, der bor inden i sårbarheden, som indimellem hvisker, at nu er den på overarbejde igen-igen, og at den godt lige kunne trænge til at strække benene. Den stemme, som jeg indimellem selv godt kunne tænke mig at slippe af med og parkere i baren på Vega, som jeg gjorde for ti år siden.

Så nej, det er ikke min pointe, at sårbarhed er skyld i stress. Pointen er, at jeg tror, at det er møgfarligt at blive ved med at overhøre sin egen sårbarhed. Jeg tror nemlig også, at vores grænser forrykker sig igennem livet; at jeg f.eks. lige nu, lige her på endnu en dag uden søvn nok til, at jeg i virkeligheden kan fungere, kan styrke mig nok til at stå fast ved blot at drikke kaffe. For sårbarheden kan ikke slås ned med koffein. Den bliver bare hængende.

16 Comments
Previous Post
Next Post