Her er gårsdagens klumme fra JP. Den er lidt mere eftertænksom end de plejer at være, og handler lidt mere om voksenlivets skyggeside. Jeg håber, du har tid til at læse den.
Noget af det, som jeg glædede mig allermest til, da jeg var teenager i Odense og gik og ventede på at blive voksen, var at slippe af med den fordømte sårbarhed.
Den slags, hvor en forkert bemærkning kan vælte læsset eller blive hængende i én måneder eller år. Det var også den sårbarhed, der gjorde, at venskaber, kammeratskaber og forhold til andre mennesker blev farvet af, hvad der blev sagt, og hvad der ikke blev sagt. Inden jeg slap af med sårbarheden, havde jeg helt sikkert også været for ømskindet og alt for lidt hårdhudet: Selv i dag svider nogle ting. Nogle ord, der fik mig til at føle mig som offer for verdens grusomheder, hænger fast. I hvert fald kan jeg huske dem. Hvad siger det mon om mig? At jeg er nærtagende (den grimme), at jeg er ømskindet (den knap så grimme), eller at jeg er sårbar (den nogenlunde acceptable)?
Efterhånden lærte jeg at slippe af med den. I tyverne var jeg lykkeligt fri for den helt fintfølende sårbarhed, og jeg øvede mig og øvede mig, indtil jeg lærte at blive sådan én, der ikke tager sådan på vej. En af dem, der sagtens kan grine af sig selv, og en af dem, der tror på, at fuld fart frem hen over stepperne altid er den bedste løsning. Altså, sådan som jeg forstod på de andre, at det var bedst, klogest og allervigtigst at være. Det sluttede brat. Da jeg blev mor, forsvandt skallen, og min sårbarhed kom tilbage for fuld styrke. Nu er jeg blevet så fintfølende, at jeg ikke kan holde til at se Extreme Home Makeover på TV3, for når de råber MOVE THAT BUS, og bussen kører væk, så man for alvor kan se det nye smukke hus, som tv-programmet har bygget til nogen, der har behov, ligger jeg allerede i sofaen og tuder snot over, hvor smukt det er, at en familie på 16 handicappede (men heldigvis ærkeamerikanske og gudsfrygtige) mennesker endelig, endelig får hjælp.
Men sårbarheden er flyttet ind i mit liv – og ikke kun i mit. Jeg har fire veninder, som har været eller er gået ned med stress. Den slags, man ikke sådan lige uden videre kan ryste af sig, den slags, der i bedste fald tvinger en til at lukke ned i lange perioder og i værste fald invaliderer, og i hvert fald den form for stress, som gør, at verden ikke har de samme farver, som man kan huske, den havde engang. Der er noget med forældreskabet, der river den hårde hud af det ømme skinneben, men som også gør, at sensitiviteten bliver en anden. Det at være stresset går ikke mere kun ud over en selv, men fører også til ulvetimer fra helvedet, sure ægtefæller og svigerfamilier, der forstår endnu mindre, end de gjorde før. Og ja: Til øget sårbarhed. Jeg bliver indimellem i tvivl, for på papiret er sårbarheden god. Den giver mulighed for, at vi sanser hinanden bedre og måske endda også os selv. Den giver også mulighed for, at vi bedre griber fat om, hvem hinanden er, og hvordan vi kan være der for hinanden. Men i virkeligheden er den knap så fed at være belemret med: Den kræver f.eks. tid. Hvis man tillader sig selv at være en af dem, der ikke er ligeglad, tager det tid fra effektiviteten – man hænger fast i ting, og det er naturligvis også strengt forbudt – i effektivitetens hellige navn. En holdspiller, som så mange arbejdspladser ønsker sig, står jo heller ikke og gransker sine oplevelser i frokostpausen, men er god til at have det sjovt med de andre ved bordet. Så nej, det er ikke kun positivt at bære sit hjerte på sit ærme, som det hedder på engelsk. Indimellem får det også rifter.
Mine fire veninder, som er kloge, dygtige, professionelle og bevidste kvinder, har ikke en lav tolerancetærskel. De er heller ikke forældre alle fire. De er ikke kvinder, der aldrig har været udsat for noget, der gik dem imod, og de er hverken forkælede eller egoistiske. De er bare blevet oversvømmet af opgaver, pligter, krav og trusler om skambid af FinansGrisen. Og så tror jeg godt, at jeg kan tillade mig at sige, at de ikke har nået at lytte til den stemme, der bor inden i sårbarheden, som indimellem hvisker, at nu er den på overarbejde igen-igen, og at den godt lige kunne trænge til at strække benene. Den stemme, som jeg indimellem selv godt kunne tænke mig at slippe af med og parkere i baren på Vega, som jeg gjorde for ti år siden.
Så nej, det er ikke min pointe, at sårbarhed er skyld i stress. Pointen er, at jeg tror, at det er møgfarligt at blive ved med at overhøre sin egen sårbarhed. Jeg tror nemlig også, at vores grænser forrykker sig igennem livet; at jeg f.eks. lige nu, lige her på endnu en dag uden søvn nok til, at jeg i virkeligheden kan fungere, kan styrke mig nok til at stå fast ved blot at drikke kaffe. For sårbarheden kan ikke slås ned med koffein. Den bliver bare hængende.
16 kommentarer
1 Det Lille Spørgsmål — 11. november 2009 kl. 12:59
Uha, du rammer lige ind i min sårbarhed med den beskrivelse.
Kh
Lykke
2 mor-til-to — 11. november 2009 kl. 13:29
Stress forøger i hvert fald sårbarheden, og så er det ikke så charmerende som dengang man vendtede barn og blev en tudemarie pga hormoner; det var en del af graviditeteten og lidt du-er-nu-med-i-klubben-agtigt i forhold til andre mødre… dengang!
hvad så når børnene er 4 og 2 og Moren igen bliver helt vildt; først nærtagende og kort luntet for derefter at blive ude-af kontrol-sårbar og sygemeldt … med stress, så er “klubben” pludselig en anden og ikke så fed at være med i kan jeg hilse at sige. For her opvejes gråd og nærtagenheden ikke af indkøb af babyudstyr og bryster der strutter og små spark i maven… i stress klubben er kun en dagligdag som du ikke magter -og som man som mor samtidig ikke kan slippe for- og godt det samme kan man måske sige, men det er bare så hårdt!! når man er midt i det, nu er jeg heldigvis på den anden side og så håber jeg bare jeg har fået lært nok til at lytte til den indeni-stemme så jeg en anden gang kan stoppe op og tage hånd om mig selv indenindeni-stemmen hiver det tunge skyts frem igen…
Fuld af eftertænksomhed
Nina
3 Jela — 11. november 2009 kl. 13:56
Din klumme og Ninas kommentar rammer meget godt ned i min onsdag, som er grå af træthed og dårlig samvittighed over igen i nat, efter lang tids dårlig søvn og pres over eksamensopgaver, har snerret af min lille søn, når han ikke gider sove og hellere vil hive mig i håret, karte rundt og nikker mig skaller…øv, altså jeg hader fornemmelsen af at være lige præcis så underskudsagtig, som jeg havde håbet, jeg aldrig ville være overfor mit barn – deri ligger min store sårbarhed, ikke at leve op til mine egne forventninger om mit moderskab. Finder dog trøst i at jeg ikke er alene, og efter en samtale med en god veninde, overbevist om at de natlige mor-barn-hvæseseancer vist ikke er forbeholdt mig og min søn
God onsdag
!!
4 Mathilde Risvig — 11. november 2009 kl. 14:08
Tak for din ærlighed og nej, sårbarhed er livsfarligt at overhøre. Og det er godt nok sin sag at få et sårbart sind til at svinge med et effektivt samfund! God dag.
5 Grønlandsposten — 11. november 2009 kl. 15:28
Sårbarheden er en del af det at være et helt menneske. Selvom jeg nogle gange virkelig godt kunne undvære den.
6 pialouise — 11. november 2009 kl. 16:26
Virkelig god klumme.
Jeg tror også, at sårbarheden er en delmængde af helheden. Tager man hensyn til sårbarheden, lytter til den og accepterer den, tror jeg, at man bliver bedre venner med rummeligheden og empatien.
Jeg ville ikke leve uden sårbarheden, men jeg ville sgu’ gerne slippe for hende den pæne pige, der ALDRIG siger fra, men altid gør det der forventes, hvor urimeligt det end er.
7 Vevika — 11. november 2009 kl. 16:58
Puha, den sårbarhed findes i så frygtelig mange udgaver! Men jeg synes nu at voksen-sårbarheden slår dem alle. Den verden vi forsøger at opbygge for os selv og vore nærmeste, de ønsker og håb som fylder vores liv, er sårbare 24/7 og vi ved aldrig, hvornår vi blir slået omkuld af omverden og ændrede planer. Vi forsøger at beskytte, være forudseende og passe på os selv og vores, men sårbarheden spiller altid ind – på godt og ondt.
8 Caroline — 11. november 2009 kl. 20:30
Uha kan godt huske sårbarheden i teenage årene – det var forfærdeligt.
Og som du siger kommer den igen i moderskabet, både i sin rolle som forældre – gør man det nu godt nok, eller får man fucket det her lille fantastiske menneske totalt op hvis man ikke snart vænner ham til potten som svigermor vil ha….? Men også i forhold til død og sygdom, det er der jeg mærker min voksen sårbarhed mest – jeg er så altoverskyggende bange for at noget ondt skal ske vores lille familie – sårbarhed/frygt??
9 Gitte B — 11. november 2009 kl. 21:45
Tak for kaffe, hvor pudsigt at det var emnet i dag. Jeg har lige siddet i bilen på vej hjem og grublet over hvordan jeg skulle tackle en situation der ramte mig og hvor min sårbarhed virkelig spiste af mig og faktisk stadig gør.
Jeg kan blive så s…. irreteret når andre gør sig kloge på noget omkring ens person og ens situation og bevidst rammer min sårbarhed.
Og derfor slår noget hen på ens vegne for det er jo nok ikke så slemt endda, nej måske ikke for dem men nu er vi jo forskellige og det er jo meget forskelligt hvad der kan fylde hos folk.
Og tænk det hænder jeg mistænker nogle mennesker for bevidst at ramme ens sårbarhed, ja det lyder grimt men selvom de ikke kender en helt godt rammer de alligevel.
Men nå jeg så får styr på min sårbarhed kan jeg godt se at det måske er en måde de overlever deres egen følelser.
Ja sårbarhed fås i mange udgaver og udarter sig på mange måder og jeg siger også gid jeg var mindre pæn og sagde bedre fra.
Så jeg tilslutter mig de mange kloge tanker og ord der er skrevet af andre her på siden.
10 Maria — 11. november 2009 kl. 21:51
Uhhhh… Jeg sidder med genkendelsens briller her og læser din klumme.
Sådan var jeg jo (også). Sårbar og fintfølende som teenager. Og så igen som mor.
Stress….. Udbrændthed og følelsen generelt af ikke at slå til. Etc etc….
Men har man prøvet det, lærer man. og efterhånden mærkere man hurtigere og hurtigere hvornår signalerne bimler for ørerne – og så STOPPER MAN SGU !
Men det ville altså være fedt, hvis verden var bare en smule mere indrettet på følsomme kvinder.
KH Maria.
11 Irene — 11. november 2009 kl. 22:44
Lige præcis når jeg har brug for det, så skriver du det. Din første bog faldt jeg tilfældigt over i en boghandel i sommers – på det tidspunkt var mit barn 5 mdr – og jeg havde SÅ meget brug for den, uden at vide det, men den hjalp mig bare SÅ meget. Siden har jeg fulgt dig herinde og minsandten om du ikke lige har gjort det igen. Jeg føler huden er pillet af og jeg er sårbar som aldrig før, mere behøver jeg ikke sige – udover – TAK for en helt fantastisk blog!
Og nå ja, tak for din håndtering af AGBR i GoMorgenDK – det var befriende og dejlig ærligt!
12 FruGosch — 12. november 2009 kl. 13:57
Så vigtigt og følsomt et emne, du tager op Julia. Du beskriver det ærligt og rigtigt. Jeg tror, at mange, rigtigt mange kender til sårbarhed. Nogle tør også indrømme det. Man kan nemlig godt være både sårbar og modig.
Og en hel masse andre ting. Stærk og udholdende – og sårbar. Sej og kærlig – og sårbar. Osv.
Jeg kender også til sårbarhed. Til stres. Til sorte huller. Til frygt/angst (som Caroline også skriver om) ift at frygte at miste sine børn. HVER gang min store dreng er hos sin far er jeg angst for at miste ham/at han mister sin far/at de begge to dør i et trafikuheld.
Jeg øver mit i at passe på mig selv.
). Jeg bruger bare mig selv som forklaring: “Jeg bliver nødt til at sige nej, for jeg kan ikke tåle ret mange aftaler, så bliver jeg alt for stresset, og så har jeg og min familie det slet ikke godt. Så jeg passer lidt på mig selv.” Det kan folk godt forstå. Hvis ikke, så må de…..gå.
-Ved at tilgive mig selv, når jeg fejler (Jela, min mor som er kærlig og god mor uden temperament sagde engang til mig som voksen, at hun havde så dårlig samvittighed over, at hun indimellem råbte af min søster og mig, da vi var små. Jeg kan hverken huske eller forestille mig det, for det er slet ikke noget der eksisterer mellem min mor og jeg. Hun er bare ikke særlig vred eller skrap. Jeg troede faktisk, at hun helt sikkert måtte huske forkert, sagde: “Du råbte vel ikke ligefrem?!” “Jo!” sagde hun og fortsatte: “Så forfærdeligt. Nogle gange blev jeg helt hæs!”) Man skal tilgive sig selv. Det er ikke altid nemt.
- Jeg øver mig i at sige nej. På en PÆN måde (Pialouise
- Jeg øver mig i at være mere tydelig, fremfor sådan martyr-agtig. SIGE hvad jeg har brug for eller bedre VIL. Eksempelvis: “Jeg skal sove en time nu, så du må tage børnene.” Til manden. Det forstår han bedre, min i hvert fald end det der med: “Hvis det altså er okay, altså det er helt i orden hvis du skal løbe, så træt er jeg heller ikke, jeg kan godt sådan og sådan osv osv” (Desværre taler jeg nok mest sådan, æv.)
- Jeg sjusker lidt med nogle opgaver, eksempelvis rengøring – tager bare lidt af gangen, pletvasker gulvet osv. Og skal jeg skrive en rapport på jobbet eller lignende, så bliver jeg ikke ved at rette i den eller kræve, at den skrives på et sprog, som ingen alligevel kan forstå eller gider at læse.
- Jeg forsøger at sætte mig i andres sted, når de sårer mig. Forsøger at få “lorten tilbage til dem”, hvis de projekterer deres eget mindreværd af på mig. Hvis de bare er røvdumme, gider jeg ikke være i deres nærhed.
- Når jeg ikke kan finde ud af ovenstående bruger jeg mine nærmeste, mest sårbare, mest kloge, empatiske veninder til at hjælpe mig med at sortere i tingene, så jeg kan sige fra og stadig føle, at jeg er god nok.
KhR
13 FruGosch — 12. november 2009 kl. 14:03
Og Maria har ret i, at verden burde være indretttet lidt mere efter de følsomme kvinder.
Og ja, det er sgu ikke OS der er noget galt med.
Der er så mange jobs, der er alt for hårde og stress-givende.
Det er hårdt at være voksen og følsom. Men måske også rigere nogle gange. For Julia, det gør sgu da ikke noget, at man græder snot i stænger over eksempelvis Extreme Home Makeover. Eller Det lille hus på prærien for den sags skyld.
14 Kristine — 12. november 2009 kl. 16:47
Jeg læser dette oven på en dag (faktisk i går) hvor jeg var sårbar og ked af det og vred over en situation og vred over at jeg påtog mig en skyld og et ansvar som ikke er mit. Og ked af at jeg gør det gang på gang og ikke kan skelne … endnu.
Så tak fordi du bringer emnet op – jeg kan også relatere til det.
På en eller anden måde er det min erfaring, bliver jeg faktisk mere sårbar med alderen, selvom jeg troede det var anderledes.
15 Mette — 12. november 2009 kl. 20:38
SMUKT !!jeg er vild med det indlæg.
16 Karin — 16. november 2009 kl. 12:23
Super duper klumme – hvis det er sådan her du er, når du er lidt mere eftertænksom – så come on
Jeg er bare vild med dette blogland – med dette indlæg får du mig til at føle mig som en del af – og ikke ved siden af – oversat: fællesskabsfølelse i fuldt flor, og det er så pokkers rart. I mange år er jeg blevet konfronteret med: om jeg ikke var lige lovlig følsom og nærtagende, og jeg har i mange år prøvet at komme af med det. Og hvordan er det lige det går med det, vi har modstand på, ja, det forstærkes typisk jo mere modstand vi giver det – sååå! Jeg har i længere tid arbejdet med at eje min sårbarhed og bruge den og forøvrigt mener jeg at sårbarheden er integreret i din intuition, og den vil jeg absolut ikke være foruden. KH K
Skriv en kommentar