Om at tage hensyn
Nå, men Elias småsover, jævnligt afbrudt af små klynk og hvin… Dagen er ved at være slut og den har været god trods den grå dyne af søvnmangel, jeg kender så godt. I dag handlede min klumme i JP om at tage hensyn. De har ikke lagt den ud, så du får den af mig her. Glæder mig til at høre, hvad du synes!
KH
J
Hensyn?
Denne klumme er skrevet i et tog. Jeg har ekstraordinært investeret i en billet til første klasse fordi DSB reklamerer med at der er adgang til internettet, så jeg kan arbejde undervejs. Så jeg spurgte pænt på Fredericia Banegård om det nu også kunne passe: Ja, det kan det! Der er gratis netadgang og masser af plads på DSB 1. Det er der så bare ikke i de nye IC4-tog, hvor jeg sidder lige nu. Hverken netadgang eller masser af plads. Og det er heller ikke lige så hyggeligt som i reklamerne. For damen overfor mig sidder og er sur. Meget sur. Hun har sit røde tørklæde strammet så meget ind om halsen at det ser ud som om hun er ved at knibe hovedet af sig selv. Hendes lyse korte hår er sat med en arkitekts præcision og hendes ellers pæne mund er knebet helt sammen. For jeg irriterer hende. Og det er ikke med vilje. Hun synes jeg larmer. Hun har sagt det flere gange. Bedt mig om at larme mindre. Første gang hun sagde det blev jeg så forbløffet at jeg ikke kunne svare. Anden gang blev jeg så fornærmet at jeg ikke kunne sige noget. For det er hænderne på tastaturet der irriterer hende. Men sådan er det i den offentlige trafik, og i det offentlige rum i det hele taget. Vi irriterer hinanden. Grænseløst. Andre mennesker lugter, larmer, forstyrrer og er til besvær. De er i hvert fald i vejen for os. For mig. Når der sidder et fremmed menneske overfor mig i toget er min første tanke på ingen måde at se vedkommende ind i øjnene og lære hende eller ham at kende. Tværtimod. Jeg får lyst til at kigge væk. Og jeg er ellers ikke en uinteresseret type. Andre mennesker interesserer mig, men der er noget ved det der med at blive sat ned overfor et menneske, man ikke kender og ikke har bedt om at lære at kende, der er irriterende. Bare sådan grundlæggende.
Jeg prøver lige nu at skrive meget, meget stille, så jeg ikke forstyrrer damen så meget at hun kniber hovedet af sig selv ved i vanvare og irritation at hive sig i tørklædet, og mens jeg prøver at være stille tænker jeg over, hvorfor det er mig, der skal tage hensyn? Hvorfor det er mig, der skal være stille, og ikke hende der skal øve sig i at være lidt mere rummelig. Det er det fordi det er sådan jeg er blevet opdraget. Til at tage hensyn. Og fordi det er sådan jeg opdrager (eller prøver på det) mit eget barn. Til at tage hensyn til omgivelserne. Men sådan virker det ikke som om damen overfor mig er opdraget. Er det fordi det er hende der har bedt om noget først? Havde jeg nu sagt til hende: ”Hey dame, prøv lige at slappe lidt af”, havde det så virket? Nok ikke. Det er altid den forurettede der har førsteretten. Det er den der er blevet trådt over tæerne, og har mod nok til at råbe det højest, der løber med hensynet.
Og her er problemet faktisk. For, hvad er det nu vi lærer vores børn: De skal kunne lege med alle. De skal tale pænt til alle, og interagere pænt og nydeligt med alle, selv de børn i børnehaven, der altid lugter lidt af tis og har grønne ellevetaller hængende i sløve klatter ned over læberne. Dem skal de også være søde ved. De må ikke vælge dem fra, for så er de pludseligt sådan nogle der mobber. Men vi voksne, vi må gerne. Vi køber biler for at undgå at sidde tæt på mennesker vi ikke kender. Vi insisterer på høje ligusterhække så vi slipper for at tale med den irriterende snakkesaglige og venlige nabo, der altid vil låne et eller andet og også gerne lige en kop kaffe. Vi undgår øjenkontakt når vi lufter hunden, og samtidig priser vi i floromvundne vendinger hvor søde og rare og imødekommende de indfødte er når vi rejser til Indonesien eller Italien. Der gider vi nemlig godt tale. Og sidde tæt. Der er det nemlig del af hele den kulturelle oplevelse. Men når vi er hjemme gælder der en ting: Jeg kom først og du må ikke irritere mig.
Til alt held har den stramme dame i sædet overfor mig endnu ikke tabt hovedet. Men jeg hviske-skriver også. Jeg skriver så langsomt og så stille, at jeg taber et bogstav i hvert an et o d. Og jeg tænker over, hvad jeg har lært af det her, når jeg kommer hjem (ud over et næsten lydløst skrive-system). Jeg har lært at jeg enten skal lære at elske offentlig transport og se det som en måde at lære andre mennesker at kende på. Eller bare se at få taget det kørekort. Men jeg har også lært at det faktisk er synd for vores børn, at vi prøver at opdrage dem til at blive bedre og mere hensynsfulde udgaver af os selv. For hvis det lykkes os at få så vellykkede børn, kommer de godt nok til at være trætte af at være sammen med typer som os, som tror vi er ih og åh så sociale, men i virkeligheden helst vil have at andre tager hensyn til os. Og så har jeg lært at man skal passe meget på at stramme tørklædet for meget. Man kan nemlig ikke få luft.
Eller denne særlige gede-skåner i leopardprikket plys:
