Fotodokumenteret regelbrud
Vi prøver at tale med ham, at forklare ham, at han ikke skal kravle rundt på møblerne, at det gør ondt når / hvis han falder ned og slår sig. Men hver gang vi kigger væk er knægten på vej op af et eller andet. Elias er nu gået over til at flytte møblerne så de ligesom passer bedre til en ny og spændende klatresituation. Nogle gange er jeg flad af grin over hans ingeniørkunst, alle gange trøster jeg når han falder, men undervejs prøver jeg også at vise, tale og udtrykke at det er forbudt at klatre. Så smiler han venligt, overbærende, og så snart jeg kigger væk er han på vej op igen. Alle vinduer er fyldt med sikkerhedsforanstaltninger, og her ser du et billede af en knægt der tror han er under radar og helt sikkert sin mors halvvågne øje overlegent…
Hvad man ikke ser..
Den leves der også højt på her hjemme.. Heldigvis er det meget åbenlyst når der foregår noget fordækt. “Mor, du må ikke komme herind!” Joo.. Så ved man godt hvad klokken har slået..
De er nu skønne.. På trods af kravlenissetendenser.
Ivalo lukker døren ind til værelset/køkkenet/stuen, hvis hun skal til at lave noget, hun ved hun helst ikke skal.
Ellen kravler bare op af alting. Hun rykker rundt på kasser, skamle – alt hvad der kan bruges til at komme op med – lige som Elias. Hendes projekter er heller ikke altid lige gennemtænkte.
Hun kunne en dag lige pludselig selv kravle op i sin højstol. Så sad hun dér – klar til mad, mens ingen af os voksne havde puttet hende der op. Da tænkte vi at vi kunne minimere hendes risiko for fald ved i det mindste at fjerne bøjlen, der nu mere var farlig end beskyttende…
Vi har også sådan en lille klatrenisse herhjemme. Det koster altså nogle knubs – især fordi storesøsteren er temmelig ligeglad med, at jeg ikke synes, at hun skal give ham gode idéer med fx at balancere henad sofaens ryglæn. Når man er 5½ er det jo ret nemt, og når man er 1½ SER det meget nemt og uimodståeligt sjovt ud… Har også prøvet dén der med, at han lige pludselig bare sad oppe i trip trappen – så er det altså med at få bøjlen af!
hi hi hi ja dét kender vi også…. Da vi fik lillebror havde storesøster på dengang knap 3 år fået ham løftet op fra BUNDEN af kravlegården og råbte ud i køkkenet: Kom og se mor! Da jeg (i al for stor afstand) så hvad hun havde gjort var der én mulighed; ros og opmuntre hende til at holde godt fast, hvor ER du stærk og tre MEGET lange skridt for at få fat i spæd-drengen UHA hjertet bankede…. men bagefter fik jeg vist gjort hende klart at det var HELT forbudt, hun har i hvert fald ikke gjort det siden, før han (og hun) blev
lidt større….
Hvor er han drenge sej, og hvor håndterer du det på den cool jeg-siger-helst-ikke-nej agtige måde.
Skøn unge
Han er da bare opfindsom, min Celine på 22 mdr elsker at rutsje ned af lænestolen, hun trækker fatboy sækkestolen hen så hun lander i den og så sker der ikke noget alvorligt (endnu) Men vi skal ha nerve af stål os mødre ss
Dejligt billede af dig nederst på bloggen, fuld af kvindelig sødme og styrke.
Knus
Der skal ske noget og så er “jorden er giftig” jo en god leg.
Min Yngste har siden han kunne komme op på alle fire kravlet op ad. I vuggestuen måtte de fiske ham ned, når han havde forceret stigereolen på stuen.
Min kravler stadig op og det er jo højere, jo bedre…
Og formaningen om at det gør ondt, præller af som vand på en gås. I december sidste år hoppede han i sofaen og smuttede ved siden af og knaldede munden i marmorbordet og flækkede læben. Har han lært noget af det? NEJ, så det er nok bare hele tiden at huske dem på hvad der kan ske/er sket og håbe de til sidst husker.
Rigtig god aften.
Klog dreng… han skal nok blive til noget stort
Ja, de der unger, de vikler og snor os om små fede fingre og man øver sig i at undgå at ødelægge dem gennem opdragelse…
Glæd dig over, at ungen har sine gå-på-mod og prøve-grænser og test-til-du-falder gener et godt sted fra. Tillykke med at have produceret en, der godt tør
Ja, det er godt at have en dreng med gå-påmod og vilje og opfindsomhed.
Og godt at have en mor, der ikke kun siger nej.
Det er sådan livet prøves, leves og forstås….
Min den store turde ingenting, og faldt han en gang, nærmede han sig ikke situationen igen. Oveni havde han jordens værste pylremor, mig. Alligevel skete der en dag det, den værste dag i mit mor-liv, at han faldt hele vejen ned af en trappe med en stor støvsuger. På skadestuen med tudbrølende mor – drengen var forlængst holdt op
og han slap med skrammer i ansigtet.
Min lille, nu 7 mdr, kravler ALLE steder, op på hylder, over forhindringer osv. Selv er jeg blevet lidt mindre pylret og bedre til ikke at sige nej. Meeeen når den store, nu modigere 9 -årige klatrer 4 meter op i et træ udover søen, så er det altså uden mor. Med sin bonusfar.
De kære unger. Uden snor. Og at være mor. Med hjertet i halsen og uden på tøjet.
Der er visse ting der simpelthen er så fristende, ja nærmest naturnødvendige, for et barn at de ikke står til at forbyde. At kravle i møblerne er en sådan ting. Alle børn med gåpå mod må prøve det og det er vel nærmest en umulighed at forklarer en dreng i den alder at han kan slå sig. Det bedste man kan gøre er at gøre som du og sikre at alle de virkeligt farlige steder er umulige at komme op på og selvfølgelig først og fremmest at ingen vinduer er til at falde ud af.
Mine har alle tre klatret rigtigt meget og den yngste sidder konsekvent seks meter oppe i et træ når jeg skal hente hende. Af nød har jeg måtte lærer at skeldne mellem virkeligt dødsens farlige klatreeventyr og så de eventyr der sandsynligvis kun fører til knubs. De sidste er tilladte også selvom der af og til slås hul på huden, de andre er stregt forbudte.
Ofte er det nemmere når man kan sige: den stol må du gerne klatre i og det træ har stærke grene end bare at forbyde det hele.
Han er da bare så meget på eventyr og man kan se på billedet, at han nyder det.
Glæd dig over at han vil bevæge sig… det går nemlig over og SÅ har vi balladen, når de siddder der og sidder hele dagen – siger moderen til en hard-core gamer-dren gpå 16