Historien om “drukturen”, familieferien og den fantastiske gulerodskage

Julia Lahme 25 okt 2009

Det bliver langt det her. Og slutter med den første opskrift jeg nogensinde har lagt ud på bloggen her…

Det må have været 92 eller 93. Jeg gik i gymnasiet og havde lige fået sommerferie. Mine forældres meget skarpe regler om at jeg under ingen omstændigheder måtte røre alkohol påvirkede mig så meget at jeg den dag i dag er, hvad der på godt fynsk hedder en svag-drikker. Mine forældre var ved at pakke Fiat-en, som skulle køre os til sydtyskland, hvor lillesøster, mine forældre og jeg skulle være i 14 dage – hos deres gamle venner, hos familie og lige præcis der, hvor de nogensinde (vistnok) har haft deres allerbedste meste forelskede år. Dagen før var der Grøn Koncert i Odense, og jeg var med. Jeg rørte ikke alkohol (angsten for skideballen var stadig meget virkningsfuld), til gengæld spiste jeg en halv vandmelon og 3 (!) poser piratos. Næste morgen klokken syv havde vi lige præcis sat os ud i bilen før jeg kastede op. Jeg undgår detaljer, men det var sindssygt ulækkert. Jeg blev råbt og skreget af og begge mine forældre var overbeviste om at jeg havde drukket mig helt og aldeles i hegnet. Intet hjalp. Jeg var stemplet som drukmås, og ferien tegnede til 14 dages fængsel. (Ferien blev nu helt fantastisk – mine forældres venner havde en søn (stemplet som MEGET ansvarsfuld…) som var lidt ældre end mig og sammen med ham festede og ja, drak jeg, i de følgende 14 dage). Nå, men på den meget lange tur ned gennem Tyskland levede jeg af tvebakker. Bag på posen var der en opskrift på en gulerodskage, som jeg af en eller anden grund har gemt de sidste 17 år (kan det passe? SYTTEN ÅR?). Den er fantastisk! Kagen, altså. Og her kommer opskriften:

5 æg deles. Hvider piskes stive og blommer piskes med 250 gram sukker. 10 gulerødder rives. To håndfulde nødder hakkes, blandes med saften fra en citron, gulerødderne og 12 knuste tvebakker. To teskefulde bagepulver kastes i og sukkermassen røres i. Hviderne vendes forsigtet i og det hele bages i en springform i en time på ca 190 grader.

TADAAAAA – min første opskrift i cyberspace. Domestic Godess, yep, det er mig.

8 Kommentarer »

  1. Ha ha ha….. Kan levende forestille mig møgfaldet på vej sydpå i Fiaten. Og havde måske forestillet mig en Piratoskage (bvadr!), men denne her skal da prøves, er vild med gulerodskage, eller bare kage.
    Altså har du prøvet den også i 17 år eller bare gemt den?
    God søndag aften :-)

    Kommentar by Steenen — 25. oktober 2009 @ 17:27
  2. To sjæle én tanke. Har netop sat gulerodskage i ovnen, men nu ærger jeg mig over, at det ikke er din opskrift jeg prøver… Godt der er en næste gang.

    Kh
    Lykke

    Kommentar by Det Lille Spørgsmål — 25. oktober 2009 @ 17:50
  3. Herligt med en opskrift fra din hånd…og historien bag er god… Jeg er også en svag-drikker, en mor med indremissionsk baggrund sætter sine spor!!

    Kommentar by Kirstenk — 25. oktober 2009 @ 18:41
  4. Det lyder da som en dejlig nem kage. Den skal prøves.

    Kommentar by Pia — 25. oktober 2009 @ 20:32
  5. En gulerodskage smager dejligt, men smager himmelsk med “glasur”…. Pisk Philedelfia ost med flormelis og lidt citronsaft til det er luftigt og smør på kagen, mmmmm……

    Kommentar by Gitte — 25. oktober 2009 @ 20:33
  6. Hvis jeg skulle leve af tvebakker ned igennem Tyskland vil jeg nok ha’ et anstrengt forhold til tvebakker, så hatten af for at du stadig kan stå med én i hånden.
    Men – takket være den gode historie vil jeg prøve med tvebakker (- og giver Gitte ret i det med overtrækket. Der skal philadelfia ost til…).

    Og – hvor mange gange mon Elias skal høre den historie i de kommende år…

    Kommentar by Lotte B — 25. oktober 2009 @ 22:11
  7. Jeg er også en svagdrikker.
    Et par fadøl eller tre, og festen er bare i topgear for mig.

    Den dersens vandmelon… er du sikker på den ikke var vædet med vodka ? Eller er det måske bare et jysk fænomen at gøre sådan noget på en varm sommerdag…

    KH Maria.

    Kommentar by Maria — 25. oktober 2009 @ 22:22
  8. Der kan faktisk være pænt meget vodka i sådan vandmelon…

    Kommentar by Holm — 26. oktober 2009 @ 10:34

RSS feed til kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI

Skriv en kommentar

Julia Lahme // Copyright Julia Lahme 2010 - all rights reserved. // Design by minimega