DSB 1′. Her kan du effektivt udnytte rejsetiden. Holde møder med kollegaer, bruge mobilen
DSB 1′ Stillezone. Her er fred og ro til at læse, forberede dig eller slappe af. Alt elektronisk udstyr er på lydløs.

Så der skulle jo gerne være rig mulighed for både at kunne skrive på sin computer, slæbe sit støjende barn med eller få helt fred.

Jeg havde ikke ‘rummet’ hende. Men kaldt hende en nar. I hvert fald inde i mit hovede…

Hvis jeg havde investeret i en 1. klasses bilet, ville jeg også forvente at få fred og ro – helt ærligt, for den tanke slog mig sidst, at næste gang, jeg skulle køre langt, så var det sådan jeg gjorde. Der var nemlig også en, der i stillekupé synes han skulle have ørebøffer på og lege med sin computer. Men hvis man prøver at sove og hvile sig, så ér det irriterende – sorry det synes selv jeg, der ELSKER min computer.

Så er det jeg spørger, hvad skal man snart gøre for at få fred? Ja købe en bil – giver du???

Fu.. hvor kunne vi lære meget i lille Dk om hølighed og service og imødekoommenhed. Jeg bliver sgu helt forskrækket, når folk, jeg ikke kender, spørger, om de kan hjælpe mig med noget. Og nej, det er ikke kun de velmenende ekspedienter i de dyre tøjbutikker, der øjner lidt omsætning, det er også almindelige mennesker i Tuben, når jeg står og ser søgende ud (skal jeg med District line east eller west???)Og så er der alle de gange man bliver spurgt: How are you today? Jeg bliver lige paf hver gang og fumler med et passende svar, og det er selvom, jeg før i tiden boede her i et par år og udmærket ved, hvordan man forventes at svare – ligeså høfligt. For slet ikke at tale om supermarkedskøer eller bilkøer… det kan de bare her ovre i modsætning til derhjemme, hvor man åbenbart også kan komme ud for tastatur hets i den offentlige transport. Damen med det røde tørklæde må godt nok have et surt liv!

Af og til flytter jeg mig, om muligt, hvis jeg har noget jeg skal have laest og der sidder folk og snakker og distraherer mig, men jeg kunne da aldrig droemme om at bede dem vaere stille, for de har da (formentlig) betalt for billetten saa vel som jeg har.

Ligeledes proever jeg paa at tage hensyn naar jeg selv rejser i en gruppe, men jeg synes ikke man kan forvente at en gruppe paa f.eks. 4 sidder helt mussestille og siger ingenting hele vejen.

Jeg har hoert mange brokke sig over mobiltelefonsnak i togene og jeg kan bare ikke se det er anderledes end at folk snakker med sidemanden. Mht tastatur”larm”, saa er det en hysteri jeg simpelthen ville doe af grin over. Det kan man sgi da ikke klage over!

Syn’s ligesom Heidi at det der med “førsteretten” er en underlig størrelsen. Det giver ligesom en stemning med den bemærkning, som ikke er til at ændre!!

Meeen – når alt det så er sagt, så må jeg så også indrømme at jeg har det lidt svært med det her med hensyn og “støj” i det offentlige rum. Jeg hører til dem, som undres over diverse mobilsamtaler i linie 1A, højt musik på mp3′eren i flyvet, etc. Jeg er bestemt ikke i humør til at altid at blive påduttet andres “støj”. Nogle gange bliver hensynet bare for stort (og irriterende) – og andre gange skal rummeligheden være større. Det er en svær balance!
Men at være så bitter som damen med tørklædet…nej tak…