Nå, men Elias småsover, jævnligt afbrudt af små klynk og hvin… Dagen er ved at være slut og den har været god trods den grå dyne af søvnmangel, jeg kender så godt. I dag handlede min klumme i JP om at tage hensyn. De har ikke lagt den ud, så du får den af mig her. Glæder mig til at høre, hvad du synes!
KH
J
Hensyn?
Denne klumme er skrevet i et tog. Jeg har ekstraordinært investeret i en billet til første klasse fordi DSB reklamerer med at der er adgang til internettet, så jeg kan arbejde undervejs. Så jeg spurgte pænt på Fredericia Banegård om det nu også kunne passe: Ja, det kan det! Der er gratis netadgang og masser af plads på DSB 1. Det er der så bare ikke i de nye IC4-tog, hvor jeg sidder lige nu. Hverken netadgang eller masser af plads. Og det er heller ikke lige så hyggeligt som i reklamerne. For damen overfor mig sidder og er sur. Meget sur. Hun har sit røde tørklæde strammet så meget ind om halsen at det ser ud som om hun er ved at knibe hovedet af sig selv. Hendes lyse korte hår er sat med en arkitekts præcision og hendes ellers pæne mund er knebet helt sammen. For jeg irriterer hende. Og det er ikke med vilje. Hun synes jeg larmer. Hun har sagt det flere gange. Bedt mig om at larme mindre. Første gang hun sagde det blev jeg så forbløffet at jeg ikke kunne svare. Anden gang blev jeg så fornærmet at jeg ikke kunne sige noget. For det er hænderne på tastaturet der irriterer hende. Men sådan er det i den offentlige trafik, og i det offentlige rum i det hele taget. Vi irriterer hinanden. Grænseløst. Andre mennesker lugter, larmer, forstyrrer og er til besvær. De er i hvert fald i vejen for os. For mig. Når der sidder et fremmed menneske overfor mig i toget er min første tanke på ingen måde at se vedkommende ind i øjnene og lære hende eller ham at kende. Tværtimod. Jeg får lyst til at kigge væk. Og jeg er ellers ikke en uinteresseret type. Andre mennesker interesserer mig, men der er noget ved det der med at blive sat ned overfor et menneske, man ikke kender og ikke har bedt om at lære at kende, der er irriterende. Bare sådan grundlæggende.
Jeg prøver lige nu at skrive meget, meget stille, så jeg ikke forstyrrer damen så meget at hun kniber hovedet af sig selv ved i vanvare og irritation at hive sig i tørklædet, og mens jeg prøver at være stille tænker jeg over, hvorfor det er mig, der skal tage hensyn? Hvorfor det er mig, der skal være stille, og ikke hende der skal øve sig i at være lidt mere rummelig. Det er det fordi det er sådan jeg er blevet opdraget. Til at tage hensyn. Og fordi det er sådan jeg opdrager (eller prøver på det) mit eget barn. Til at tage hensyn til omgivelserne. Men sådan virker det ikke som om damen overfor mig er opdraget. Er det fordi det er hende der har bedt om noget først? Havde jeg nu sagt til hende: ”Hey dame, prøv lige at slappe lidt af”, havde det så virket? Nok ikke. Det er altid den forurettede der har førsteretten. Det er den der er blevet trådt over tæerne, og har mod nok til at råbe det højest, der løber med hensynet.
Og her er problemet faktisk. For, hvad er det nu vi lærer vores børn: De skal kunne lege med alle. De skal tale pænt til alle, og interagere pænt og nydeligt med alle, selv de børn i børnehaven, der altid lugter lidt af tis og har grønne ellevetaller hængende i sløve klatter ned over læberne. Dem skal de også være søde ved. De må ikke vælge dem fra, for så er de pludseligt sådan nogle der mobber. Men vi voksne, vi må gerne. Vi køber biler for at undgå at sidde tæt på mennesker vi ikke kender. Vi insisterer på høje ligusterhække så vi slipper for at tale med den irriterende snakkesaglige og venlige nabo, der altid vil låne et eller andet og også gerne lige en kop kaffe. Vi undgår øjenkontakt når vi lufter hunden, og samtidig priser vi i floromvundne vendinger hvor søde og rare og imødekommende de indfødte er når vi rejser til Indonesien eller Italien. Der gider vi nemlig godt tale. Og sidde tæt. Der er det nemlig del af hele den kulturelle oplevelse. Men når vi er hjemme gælder der en ting: Jeg kom først og du må ikke irritere mig.
Til alt held har den stramme dame i sædet overfor mig endnu ikke tabt hovedet. Men jeg hviske-skriver også. Jeg skriver så langsomt og så stille, at jeg taber et bogstav i hvert an et o d. Og jeg tænker over, hvad jeg har lært af det her, når jeg kommer hjem (ud over et næsten lydløst skrive-system). Jeg har lært at jeg enten skal lære at elske offentlig transport og se det som en måde at lære andre mennesker at kende på. Eller bare se at få taget det kørekort. Men jeg har også lært at det faktisk er synd for vores børn, at vi prøver at opdrage dem til at blive bedre og mere hensynsfulde udgaver af os selv. For hvis det lykkes os at få så vellykkede børn, kommer de godt nok til at være trætte af at være sammen med typer som os, som tror vi er ih og åh så sociale, men i virkeligheden helst vil have at andre tager hensyn til os. Og så har jeg lært at man skal passe meget på at stramme tørklædet for meget. Man kan nemlig ikke få luft.
20 kommentarer
1 Lisbeth — 13. oktober 2009 kl. 21:39
Jeg er da helt sikker på, at jeg har mødt hende den snerpede et sted før..
Jeg prøver at være rummelig og jeg håber at mine børn også bliver det, for hold op, hvor kan man bruge mange kræfter på at være irriteret på andre, uden man kan gøre noget ved det..
Jeg synes du rammer problematikken omkring hensyn og rummelighed helt rigtigt..
2 Stephanie Gaarde Caruana — 13. oktober 2009 kl. 21:46
Sandt, sandt… uanset om vi er i den ene eller anden ende af irritation, så er det altid en god idé lige at se det lidt udefra, hvordan vi opfører os i det offentlige rum… og ellers tage en bog eller noget musik med, hvis folk er for &%#§…
Minder mig i øvrigt om dengang, hvor…
http://caruana.urbanblog.dk/2008/04/09/hula-folmer/
3 Kathrine — 13. oktober 2009 kl. 21:51
Gode tanker om rummelighed og hensyn. Vi forsøger at tage meget hensyn til vores underbo, der synes at mine unger larmer, når de løber og leger i lejligheden (de er 2 og 5 år – hvad skulle de ellers gøre?) Men egentlig irriterer det mig at vi skal tage så meget hensyn. For vi må da også være her – eller hur?
Godt du minder os om rummelighed – jeg vil tage det med mig og forsøge at rumme vores underbo.
4 FruGosch — 13. oktober 2009 kl. 22:10
Ja, det med rummelighed og hensyn kan nogle gange være to sider af samme sag. Andre gange er det enten-eller. Du skulle vidst både vise hensyn og være rummelig, fordi damen i det kvælende tørklæde ikke var nogle af delene. Men hun var sgu da svær at rumme, lyder det til. Hendes type: som netop ikke kan rumme andre, er de sværeste at rumme…!!!
Jeg kender godt det med at lære sit barn rummelighed og hensyntagen. Og det kipper så nemt over i hensynsbetændelse. Når man selv er opdraget til at være en pæn pige, så bliver ens børn nemt offer for lidt for store krav om, at de bare skal være SÅ rummelige, hensynsfulde, små gode mennesker. Min største kompliment til min store søn (på 9) er, at han er sådan et godt lille menneske. Hvilket han er! Men jeg øver mig til stadighed i at lære ham, vise ham, at han godt må sige fra, må sige nej, må være egoistisk, må sige nej til at lege med hende fra klassen, som faktisk er ret grov overfor ham (fordi hun har det svært derhjemme)….
Man skal tage hensyn. Og finder man balancen kommer alt det gode man giver tilbage til en i form af god samvitighed, tak, smil, god stemning, selvtilfredshed, hygge, følelse af overskud osv osv.
Tager man for meget hensyn, istedet for at sige fra, på en ordentlig måde, når det er berettiget, ja så får man ondt i maven, bliver indebrændt, kan ikke slippe tanken om alt det, man skulle have sagt og gjort. Man får det skidt med sig selv, føler mindreværd, bliver bitter, trist osv osv.
Og de der folk, der ikke tager hensyn. De kan i den grad pisse mig af, chokere og forarge mig. Men måske kunne man også lære en lille bitte smule af nogle af dem nogle gange og måske prøve at være lidt hurtigere på aftrækkeren. Ift at give udtryk for sit eget behov. Hvis man lige havde været opmærksom på det.
Jeg ville næsten ønske du var kommet det sure røde løg i forkøbet og havde sagt: “Undskyld, jeg har noget arbejde jeg skal have lavet, så jeg håber I vil give mig fred og arbejdsro imens og ikke sidde uroligt, tale for meget eller knitre med jeres slikposer, tørklæder og andet!” Eller noget
Og hver gang hun tog sig til tørklædet, skulle du have sagt: “Er du sød at stoppe det der, det distraherer mig faktisk!”
Og når hun spidsede sin mund: “Åh nej, gider du godt stoppe den grimasse der, den løfter altså ikke ligefrem stemningen vel?! Jeg mener, vi er jo også andre her i vognen ikke!”
På den anden side: Så var der jo ikke kommet så god en klumme ud af det, Julia. Du er genial og rammer lige på kornet og får sat så mange tanker i gang hos os andre!
Kh Rikke
5 Jeannet — 13. oktober 2009 kl. 23:00
Hej Julia
Hold op hvor er det godt skrevet.Jeg er fuldstændig enig og enig med Rikke. Du valgte jo netop det tog fordi du skulle arbejde.
Du skriver f…… godt.
6 Kirstenk — 14. oktober 2009 kl. 07:18
Godt brølt løvinde!!! Mht vores børn så lærer de jo det, de ser deres respektive voksne rollemodeller gøre, og ikke det vi siger til dem de skal gøre… Så det ser ikke for godt ud for damen med det stramme tørklædes børn…
7 Valdemarsro — 14. oktober 2009 kl. 08:36
Hvor er det egentlig synd for hende. Hun må være SÅ indebrændt, altså!
Men det skal man jo ikke tage hensyn til på den måde, at man bliver lydløs. Sådan én dame i det humør hun venter bare på noget at slå ned på. Så havde det ikke været dine tastelyde, så havde det været noget andet.
Gode ord og tanker om at være hensynsfuld og om det offentlige rum i det hele taget
8 mette b — 14. oktober 2009 kl. 08:52
Du rammer bare plet med din klumme. Her i andedammen er vi egentlig ikke særlig imødekommende og åbne overfor nye bekendtskaber. Vi lukker hellere vores dør og ser måske lidt småsnerpede ud samtidig.
Jeg er sikker på, at vi ville vinde meget, hvis vi turde se andre i øjnene, komme med en jovial kommentar til etellerandet, smile til fremmede.
Jeg prøver at lave mit eget lille “korstog”, hvilket min teenage-datter synes er meget pinligt (heldigvis ved jeg jo, at hun nok kommer til at gøre ligesådan som voksen, he he) Jeg smiler og hilser, når jeg cykler på arbejde, jeg hilser, når jeg møder nogen, når jeg løber rundt om Søndersø, jeg snakker venligt med gamle mennesker, unge mennesker og små børn. Nogen gange er folk med på den og hilser eller småsnakker og andre gange snerper de hønserøven og ser væk.
I søndags kørte vi i tog til Århus, hvor en familie sad i båsen på den anden side af midtergangen. Lillepigen havde pixibøger med og mor læste gerne op. Det blev til 3 eventyr og jeg kunne sletikke lade være med at lytte, for jeg lytter så godt, når jeg strikker. Se, det er jo ikke pinligt, for det kan min datter jo ikke se, at jeg gør! Men nu kommer det: da vi skulle af, takkede jeg selvfølgelig for historierne og sagde, det havde været hyggeligt. Jeg fik et stort smil og et “velbekomme” tilbage. Se, det var pinligt. Syntes teenageren. Jeg syntes det var med til at gøre min dag dejlig.
Jeg er vild med dine skriverier. Er i gang med din bog om sorg. Den er svær at læse, fordi den er så vedkommende. Tak for den
9 Tina Kristine — 14. oktober 2009 kl. 09:47
JA det er give plads til andre eller som du skriver: at være rummelig, er en svær ting for rigtig mange voksne.. og ja hvorfor/ hvordan lære vi vores børn at acceptere det barn med det grønne 11 i ansigtet eller et barn der bare ikke er og ser ud som andre børn…… Jeg vil sige at jeg med mine tidligere jobs, har lært at acceptere en hel masse og ja for pokker det skal min søn også.. Jeg ser måske osse tingene lidt fra en anden side. Min søn har en meget stor og vemmelig knude siddende ved hjøre armhule på ryggen.. Og gang på gang, får vi som forældre modgang med hensyn til dens vækst og ja jeg er da vildt bange for hvad andre børn vil gøre/sige eller kalde ham, når han kommer med sin “pukkel” Kan i høre det for jer??? Så min konklussion er vel at, ja vi skal opdrage vores børn til at være søde ved alle uanset om de lugter og ser anderledes ud og derved håbe på at de som voksne, arter sig og udviser rummelighed og selvfølgelig skal man da heller ikke finde sig i alt, men tænk alligevel for din handling..
10 HeidiBF — 14. oktober 2009 kl. 10:32
Sjovt det med førsteretten… Det er bare ikke det samme at sige noget igen, at være nr. 2. Så bliver man ofte stemplet som næsvis eller får startet et skænderi.
11 Sine — 14. oktober 2009 kl. 14:44
Øv Jeg var ellers lige ved at lade op til en pæn lille gang DSB mudderkastning..
Måske du skulle ha’ henvist damen til stilleafdelingen?
Når jeg kører tur har jeg ofte Laura med, og i disse tilfælde har jeg altid bestilt plads til os, og altid i familieafdelingen. Jeg tænker at man i disse afdelinger ser med liiidt mildere øjne på børn der lejlighedsvis måtte komme med små udbrud af rastløshed – jo, børn synes ikke altid at lange ture er lige spændende, og det gør vi jo heller ikke altid selv, men børn har måske et andet behov for at komme ud med det. Her er det at jeg jævnligt, på trods af at jeg sidder på familieplads, møder kritiske blikke, og ja, især fra folk der var der før jeg kom.
Jeg har flere gange undertrykt trangen til at bede dem skrubbe ind i stilleafdelingen. Ja, for så rummelig er jeg nemlig! Nej lad det være sagt at jeg naturligvis sørger for at Laura ikke råber og skriger, blot fordi hun kan. Hun leger som regel stille og roligt, ser en film eller ja.. Går på gangen. Jeg ved godt at det kan virke irriterende at have et barn til at buldre rundt i toget, men hvis nu et par ture frem og tilbage, uden at man løber så stærkt at man skaber gennemtræk, kan lette lidt på rastløsheden.. Og volumen som af og til hænger sammen med rastløsheden.. Er det så ikke det værd?
En lille glad historie fra søndagens togtur skal I dog have.. Laura og jeg skulle hjem efter et lille ophold i det sydjyske. Min pc er død da jeg har været så fiks og lade strømforsyningen blive hjemme. Foran os stiger en far og søn på, som rigger op med pc og film.. Laura vil naturligvis gerne kigge med, men jeg mener lige vi skal spørge om det er ok at kigge med. Jeg ville selv synes at det var en anelse irriterende hvis et fremmed barn pludselig stak hovedet ind imellem sæderne, for at kigge med. Så jeg aftaler med Laura at hun lige skal spørge først.. Heh, hun hopper så om på siden og prikker genert til faderen og spør’ pænt, om hun må se med, hvilket hun heldigvis får lov til. Hun bliver endda tilbudt faderens plads, men bliver dog omme bag ved sammen med mig, da sønnen ikke er helt tryg ved situationen.
Det synes jeg da er et meget pænt eksempel på gensidig hensyn.. No?
Indrømmet, jeg er også bare stolt over at hun turde spørge, og oven i købet gjorde det pænt.
12 Lotte B — 14. oktober 2009 kl. 15:21
Ej – en bitterfisse. Tænk at gå rundt med så meget dårlig energi at man er ved at kvæle sig selv.
Syn’s ligesom Heidi at det der med “førsteretten” er en underlig størrelsen. Det giver ligesom en stemning med den bemærkning, som ikke er til at ændre!!
Meeen – når alt det så er sagt, så må jeg så også indrømme at jeg har det lidt svært med det her med hensyn og “støj” i det offentlige rum. Jeg hører til dem, som undres over diverse mobilsamtaler i linie 1A, højt musik på mp3′eren i flyvet, etc. Jeg er bestemt ikke i humør til at altid at blive påduttet andres “støj”. Nogle gange bliver hensynet bare for stort (og irriterende) – og andre gange skal rummeligheden være større. Det er en svær balance!
Men at være så bitter som damen med tørklædet…nej tak…
13 Tina - omme i London — 14. oktober 2009 kl. 16:39
Jeg koerer med tog hver dag og af og er vandt til lidt af hvert i den forstand. Vores tog er propfuldt og det er sjaeldent jeg har en siddeplads, saa stoejen er tit temmelig taet paa.
Af og til flytter jeg mig, om muligt, hvis jeg har noget jeg skal have laest og der sidder folk og snakker og distraherer mig, men jeg kunne da aldrig droemme om at bede dem vaere stille, for de har da (formentlig) betalt for billetten saa vel som jeg har.
Ligeledes proever jeg paa at tage hensyn naar jeg selv rejser i en gruppe, men jeg synes ikke man kan forvente at en gruppe paa f.eks. 4 sidder helt mussestille og siger ingenting hele vejen.
Jeg har hoert mange brokke sig over mobiltelefonsnak i togene og jeg kan bare ikke se det er anderledes end at folk snakker med sidemanden. Mht tastatur”larm”, saa er det en hysteri jeg simpelthen ville doe af grin over. Det kan man sgi da ikke klage over!
14 Birgitte Riis — 14. oktober 2009 kl. 18:57
Altså jeg er jo i London i disse dage. Til kunstmesse. Og det er sgu fedt – ikke kun al den kunst, men også al den høflighed (som måske ikke skal forveksles med rummelighed men minder meget om), der møder mig mig hver gang jeg er på disse kanter.
Fu.. hvor kunne vi lære meget i lille Dk om hølighed og service og imødekoommenhed. Jeg bliver sgu helt forskrækket, når folk, jeg ikke kender, spørger, om de kan hjælpe mig med noget. Og nej, det er ikke kun de velmenende ekspedienter i de dyre tøjbutikker, der øjner lidt omsætning, det er også almindelige mennesker i Tuben, når jeg står og ser søgende ud (skal jeg med District line east eller west???)Og så er der alle de gange man bliver spurgt: How are you today? Jeg bliver lige paf hver gang og fumler med et passende svar, og det er selvom, jeg før i tiden boede her i et par år og udmærket ved, hvordan man forventes at svare – ligeså høfligt. For slet ikke at tale om supermarkedskøer eller bilkøer… det kan de bare her ovre i modsætning til derhjemme, hvor man åbenbart også kan komme ud for tastatur hets i den offentlige transport. Damen med det røde tørklæde må godt nok have et surt liv!
15 Deborah — 14. oktober 2009 kl. 19:36
Jeg er ked af det, men jeg må altså give din sure dame ret. Jeg HADER at køre langt med toget netop fordi folk overhovedet ikke tager hensyn. Jeg sætter mig ALTID i stillezonen, men det skal fedt hjælpe, når VOKSNE mennesker, ikke kan finde ud af, at læse et skilt og ovenikøbet synes, det er okay at slæbe et barn på omkring2 år med i en stillekupé. Jeg forventer ikke, at et barn i den alder forstår betydningen af at være stille eller efterkomme det. Men jeg forventer, at en mor har så meget pli, at hun sætter sig et andet sted – næh nej, ikke tale om. HVER ENESTE gang jeg har kørt i tog, har jeg måtte gøre opmærksom på, at det er stillezone.
Hvis jeg havde investeret i en 1. klasses bilet, ville jeg også forvente at få fred og ro – helt ærligt, for den tanke slog mig sidst, at næste gang, jeg skulle køre langt, så var det sådan jeg gjorde. Der var nemlig også en, der i stillekupé synes han skulle have ørebøffer på og lege med sin computer. Men hvis man prøver at sove og hvile sig, så ér det irriterende – sorry det synes selv jeg, der ELSKER min computer.
Så er det jeg spørger, hvad skal man snart gøre for at få fred? Ja købe en bil – giver du???
16 Sine — 15. oktober 2009 kl. 12:50
Jeg kan så skuffe Deborah og fortælle at DSB1 ikke er børnefri zone. Min kæreste skulle fra Kbh til Thisted i lørdags, og havde valgt DSB1 fordi han så kunne sidde og arbejde.
Skuffelsen var stor da der i kupéen var familie med højrøstet barn og at dertil med ikke ville være nogen servicevogn efter Fredericia..
Så er der dælme langt til Thisted!
17 Mikkeline — 16. oktober 2009 kl. 21:22
Næste gang må du stille dig op og synge:
Arh der!
Jeg siger fra her
fordi MOR her
ka’ ikke klar’ mer’
jeg syn’s jeg vader i pladder
jeg er ved at blive skør
og jeg hader all’ de padder
der skader mit humør
Arh dér!
Jeg havde ikke ‘rummet’ hende. Men kaldt hende en nar. I hvert fald inde i mit hovede…
18 Julia Lahme — 16. oktober 2009 kl. 21:24
HAHA! TAK Mikkeline!
19 Frederikke — 18. oktober 2009 kl. 14:01
Sådan Mikkeline…
20 Frederikke — 18. oktober 2009 kl. 14:04
Og så er der to former for DSB1:
DSB 1′. Her kan du effektivt udnytte rejsetiden. Holde møder med kollegaer, bruge mobilen
DSB 1′ Stillezone. Her er fred og ro til at læse, forberede dig eller slappe af. Alt elektronisk udstyr er på lydløs.
Så der skulle jo gerne være rig mulighed for både at kunne skrive på sin computer, slæbe sit støjende barn med eller få helt fred.
Skriv en kommentar