En nødvendig rettelse

For et par uger siden var min lejlighed i Femina. Det magasin, som jeg også er så heldig at arbejde for som anmelder. Billederne var superflotte, og damerne der lavede reportagen var virkeligt dygtige. De stylede nemlig også lejligheden. Det betyder at de lige hjalp med at få det hele til at se “lidt” lækrere ud. Selvom jeg var ved at få en prop da jeg pludseligt så lejligheden i et magasin (det føltes virkeligt mærkeligt), og svor at det skulle jeg nok aldrig igen, så har jeg simpelthen fået så mange mails, kommentarer og beskeder med spørgsmål om, om der virkeligt er så pænt hjemme hos os?

Svaret er:

NEEEEEEJ!!!

Så lækkert er der ALDRIG hos os. Så i sandhedens tjeneste og fordi jeg jo tror på at vise / sige tingene som de er, så kommer der her billeder af hvordan der ser ud hjemme hos os på en GOD dag. Ikke en slem. Men en meget, meget, meget god dag. Kaffekoppen er halv fuld med kold kaffe, og huen på bordet har været brugt til at tørre mælk op fra gulvet og burde derfor ligge i vasketøjskurven. Helt ærligt.

Her går det godt, send flere palietter

Som del af den generation, som ikke fik lov til at gå i tylsskørt, har jeg nu et næsten manisk forhold til palietter. Palietter hjælper på alt. Ondt i maven – palietter. Dårlig hårdag – helt klart palietter! Manglende søvn? Palietter. Palietter. Palietter. Mega-styg dame-uge (som i MEGAMEGASTYG) i kombination med søvnterror?. Palietter. Det hjælper faktisk. Så i selvmedlidenhedens ånd har jeg droppet panodilerne og i stedet kastet mig over dem her.

De kom med posten. Næsten helt af sig selv. Fra en webshop, som hedder debell.dk. Og nej, jeg er hverken modeblogger eller rig. Men jeg forestiller mig at hvis jeg både bruger dem som træsko, vinterstøvler, panodiler og virkeligt praktiske løbesko, så er de multifunktionelle nok til at jeg (næsten) kan lade være med at synes de er for dyre.

Andre farver

Velkommen til en ny uge. For mig begyndte den naturligvis lidt for tidligt, og dagen i går sluttede lige så naturligt lidt for sent. Jeg er ved at komme godt og grundigt i efterstempo og ditto stemning, og kastanjetræerner omkring søerne er lige så stille begyndt at skifte farve, så det er svært at undgå at opdage, hvilke farver verden er ved at få. Og speaking of… Jeg var ude lørdag aften. Helt til midnat. Vi havde købt os til en babysitter så Johan og jeg kunne spise middag med gode venner inden Johan skulle spille og jeg skulle hjem og overtage baby-ansvaret, og på vej hjem gik det op for mig at det er årevis siden jeg er cyklet hjem i mørke. Det var SÅ pænt, farverne var så dybe og rolige, og natten duftede så godt. Man burde komme noget mere ud. Også om natten.

Endnu en omgang?

Hvis det her skal vare ret meget længere, ved jeg simpelthen ikke hvordan jeg skal tage mig sammen og være voksen omkring det. Det er søndag i dag. Nu har det varet i en uge. Den seneste omgang med søvnstress, vågen-Elias og med den der altoverskyggende træthed, som svider i øjnene og brænder i musklerne. Eller resterne af dem.

Dagene er fyldt med en topcharmerende, energisk, nysgerrig Skattefidus som på ingen måde er for træt til at tale om tog eller de såkaldte maginer. Det er faktisk kun mig (og Johan) der har problemet. Igen.

Starstruck

I eftermiddags var jeg til et møde i meget fantastiske omgivelser med meget fantastiske kvinder. Pludseligt træder der en dame ind, jeg ved jeg kender, men ikke kan huske hvorfra. Belært af tidligere erfaringer (hvor jeg er kommet til at hilse ALT for overstrømmende på folk der har været i min stue - dog kun på tv… piiiinligt), holdt jeg mig afventende tilbage indtil det gik op for mig, hvem jeg stod overfor: ISABELLA SMITH. En dame, der om nogen har bragt shabby chic, lækre sæber  (som jeg også faldt over i kultbutikken Dean and Deluca i New York) og ALT med blomster ind i danskernes hjem. Ud over at bygge en forretning og et magasin op fra grunden…  Hende der giver mig lyst til kolonihaver, blomsterbuketter og endnu mere patchwork. Jeg er imponeret. Og det var jeg også efter at have mødt hende. Dog rødmede jeg helt ned til anklerne i ren og skær befippelse, men hun var sød og tog min stammen meget pænt. Jeg bliver simpelthen så imponeret over den slags mennesker, der tager sagerne i egne hænder og bare gør det. Uden så megen snak, men bare gør det. Og smiler imens.