Yderst på bænken

P1020175

I nat døde min mormor. Hun blev 100. Jeg kommer ikke til at savne hende. Desværre. Hun var ikke just interesseret i at være mormor, og vist heller ikke helt i at være mor. Da min mor var døende og bad om at se hende, kom hun ikke. Det er facts. Men der er også de andre ting. En kvindeskæbne jeg ikke kender. Et liv jeg ikke forstår, og en måde at tackle livet på jeg slet ikke begriber. Jeg sørger ikke. Men jeg er vemodig over den kontakt og det forhold der kunne have været. Og så er der linket – det link, der er væk. Min mor er ikke mere, min mormor er ikke mere, så nu sidder min søster og jeg alleryderst på bænken, og er dem, der er. Vi passer heldigvis på hinanden.

14 Comments
Previous Post
Next Post