Riget
Her til morgen har jeg været på Rigshospitalet. For at besøge en veninde. Der er altså noget over det sted, som på en gang rummer liv, og alt det, man ikke tør tænke på. Sidst jeg var der, skulle jeg interviewe en fantastisk dame: Lotte, som er præst der, i forbindelse med min bog, Sig Farvel – hvad præster ved om sorg. Når man står i indgangshallen er det som om stemmerne lyder anderledes end ellers. Folk taler stille sammen, og loftet sænker sig trykkende ned over én. Der er ikke plads til de store armbevægelser, ikke plads til at lukke lyset og livet ind ad de store vinduer og de langsomme automatiske døre. Energien bliver suget ud af en, og der står man så og er pludseligt nervøs, mens man lytter til suget fra dørene.
Hmmm – det er lige præcis som jeg husker Riget. Vi mistede vores tvillingedreng Asger der. Når døren lukker tæt efter én, er det som at være i en rumkapsel (ok, det har jeg ikke prøvet, men det er fornemmelsen) En mystisk blanding af skæbner, livskamp, nyt håb, isolering og livsglæde.
Glæder mig til at læse den. Måske du har interviewet den præst, som vi var i kontakt med da vi mistede – på Riget. Hun var nemlig ret fantastisk. Rigtig god fredag til alle – og kig ud – fantastisk septembervejr!
Skal forøvrigt hente din bog i den lokale boghandel i dag (har bedt dem hente den hjem og snakkede med dem om at købe ekstra ind …
Enig – Rigshospitalet er nærmest et land/rige i sig selv. På den ene side enormt fascinerede – og på den anden side lidt underligt på lige præcis den dér måde.
Noget af det jeg husker bedst fra Riget var cykelparkeringen ud mod Juliane-vej. Jeg kunne ikke få en plads henne ved skannings-indgangen, og måtte derfor holde henne ved de kræftramte børn. Det var underligt at komme ud fra en MS-skanning og kigge lige ind på kræftramte børn. Tænkte lidt ekstra over livet…og det er dét Riget gør ved mig…
Riget er for mig det ultimativt mest skræmmende hospital – og det er ikke kun pga. von Trier. Den dér store betonklods gør intet godt for mig, og jeg valgte f.eks. IKKE at føde der, selvom det ligger tættest på hvor jeg bor. Ret fascinerende, at en bygning kan have så stor impact på een.
Ja, Riget er temmelig specielt. Jeg har nogle af de vigtigste timer af mit liv parkeret derinde. Det var der min dreng levede og døde. Derfor føler jeg lidt, at det er ‘mit Riget’. Vel vidende, at det også er alle andres…
Uh, Julia. Jeg skal læse din bog! Jeg håbede sådan at du ville have den præst med (‘vores’ præst). Hun er så god.
Det kræver mere mod at gå ind ad den dør, end man begriber før man står foran den.
Men du gik ind ad den fordi din veninde havde brug for din nærhed. Og derfor finder du styrken, i fælleskabet og venskabet.
Jamen, er det ikke fantastisk?
God dag, smukke.
(Håber hun er ok, din veninde?)
Hm..lidt sjovt eller hva’ man ska’ sige. Jeg forstår godt hvordan man ka’ ha’ det med hospitaler, har selv ‘kun’ mistet bedsteforældre der var over 90 år gamle, så kender da til sorg men af den mere kontrolerede slags. Men det jeg ville sige er bare at for mig er Riget primært en arbejdsplads (er forsker) og jeg elsker sgu det sted. Aldrig har jeg mødt så kompetente og engagerede mennesker og skulle jeg blive syg var det absolut det eneste sted jeg ville behandles.
Jeg har det helt anderledes med hospitaler, for mig er det nemlig en arbejdsplads. Og et sted, mine unger er kommet til verden. Men også et sted, jeg har besøgt syge venner og familie, men heldigvis har jeg kun måttet sige farvel til et enkelt menneske sådan et sted. Endnu. Og det var min mormor, så selvom jeg ville ha’ elsket, hvis hun stadig havde været her, så er det dog den rette orden, så at sige.
Men jeg kan sagtens forstå dig, for der er også meget trist sådan et sted. Jeg er ved at skrive et indlæg om det som arbejdsplads, men jeg skal lige file det til… så senere
Håber, veninde er ok? KH
Kære Karin – det gør mig meget ondt at høre. Jeg har talt med Lotte på Riget. Hun var i hvert fald helt fantastisk.
Lotte – det er et hus der rummer alle yderpunkter men som Lulubeth siger, så kan det virke skræmmende. Heidi BF – din sætning om din søn, får mig simpelthen til at tude. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Mikkeline – ja, det er altså godt at høre!!! Signe – jeg glæder mig til dit indlæg og Trine – ja, vi må holde sammen, ikk?!
Jeg har netop købt bogen “Sansernes hospital”, fordi jeg har fået en henvendelse fra en afvænningsklinik, der gerne vil have hjælp til at få skabt et rart miljø via kunsten.
Det er fantastisk, hvor meget der kunne være anderledes på vores hospitaler og andre behandlingsteder, hvis vi tænkte over trivsel, livsglæde og fantasi – det hele menneske – i stedet for at være så fokuserede på de teknologiske og videskabelige såkaldt neutrale værdier.
Kunst som helbredelse… det er fandme spændende og en helt ny vinkel på min kunstrådgivning.
Sidder nu og finder fonde frem… ja, de har også trange tider, men mon ikke de finder lidt frem fra kistebunden, hvis det betyder, at de kan være med til, at dem, der færdes på vores hospitaler, ikke behøver føle, at loftet sænker sig trykkende ned over dem og livet og lyset forsvinder… ?
Særlig helende er den slags oplevelser ikke – ikke for os, der stadig kun er gæster – og slet ikke for dem, der mod deres vilje er nødt til at tilbringe dage, uger eller måneder der… kan de blive raske i de golde rammer hvor livet har trange kår?