Julia Lahme 14 aug 2009
Elias er stadig syg. Har naturligvis ikke sovet rigtigt i nat – altså der var stunder, hvor jeg blundede indtil jeg fik en fod i munden, en albue i øjet eller et hoved i maven, men rigtig søvn var der ikke tale om… Feberdrømme har han også og vågner med skrig og skrål dag og nat, og jeg kan godt huske den slags drømme, fra jeg var barn: Klovne der kom ud af væggen og den slags. Johan skal spille i Odense i aften, og jeg har en fornemmelse af at det er en udendørskoncert. Er naturligvis allerede misundelig på alle dem, der skal stå en halvlun aften med en kold fadøl i hånden og lytte, men jeg skal da heldigvis se alt, hvad der er af TV i aften. Og sidde i løn. Og læse Mumihistorier højt for Elias, tale om biler og om fisk og holde den lille feberkrop tæt. Og helt ærligt så er det altså ikke så tit at Elias i den grad nyder at være tæt, som han gør når han er syg. Det er det, der gør det udholdeligt – at være tæt og at Elias kan lide billederne i Mumibogen.
Julia Lahme 13 aug 2009
Efter en af de helt gode dage med mange møder hentede Johan Elias, fodrede svanerne og så om togene kørte som de skulle (to af Elias hovedinteresser). Og så kom feberen. Og aftenen blev en af den slags med en mini-klynker, varm og helt opkogt ved siden af mig i sofaen. Jeg har gættet hvilken slags nat det bliver, så jeg prøver mentalt at forberede mig. Og at sikre at der er sukker og koffein nok i huset. Det må snart gå over.
Julia Lahme 12 aug 2009
Det kræver ikke altid ret meget mere end én god ven at have det rigtigt sjovt, men i aften skal jeg mødes med fire veninder, som jeg ikke har set hele sommeren. Jeg gik nemlig glip af det store bryllup, fordi jeg var syg, og dermed gik jeg også glip af årets fest, ser det ud til. Men i aften, når Elias er lagt, kaster jeg mig ud af hoveddøren, ned på cyklen, og hen til det sted, hvor de gode historier, de gode venner og måske også et enkelt glas af den gode vin, venter. Dejlig onsdag.
Julia Lahme 11 aug 2009
I går holdt jeg det foredrag, jeg ærligt talt havde været nervøs for. Det mest fantastiske var, at repræsentanter fra blogverdenen kiggede forbi! Trines svigermor, fx. Og Annamette – som er lige præcis så gravid som hun fortæller os. Men altså sådan ca en million gange pænere gravid end hun lader os tro… Og Line! Line, kom også, og det var jeg fandme glad for. Men nu vover jeg pelsen og går totalt offentligt med mit nye site. Jeg håber du har lyst til at melde dig til nyhedsbrevet, der følger en e-bog med det første. Og så håber jeg (sgu) at du kan lide det. Sitet, altså. Og e-bogen. Og nu er jeg nærmest nervøs igen. Nå, jeg springer ud og klikker “udgiv”.
Julia Lahme 10 aug 2009
I morges ville Elias selv gå ned af trappen. Fra fjerde. Han ville ikke holde i hånden, så det var med hjertet i halsen at jeg så ham kravle ned af trappen. Det gik langsomt. Meget, meget langsomt. Da jeg blev utålmodig og forsøgte at tage ham op, sagde han: Gå, baba. Ti trin senere ville han gerne op alligevel og sagde noget der lød som: Hånd, baba. Jeg tog ham i hånden, tog ham op, og fik et kys. Sikken en morgen.
« Forrige side —
Næste side »
