Reklameluder?
I går postede jeg et link til Ann-Christines webshop – The Green Factory. Og at man kunne få 20% i rabat. Det har så fået nogle mennesker helt op i stolene, fordi de synes at “Reklameindlæg er totalt nederen”, og andre mere rasende udfald. Det er ikke blot irriterende, synes jeg, det er også dumt. Fordi:
1. Jeg er ikke Danmarks Radio. Jeg bestemmer selv om jeg reklamerer. Men når det så er sagt, så har jeg hverken fået 80.000 kr, som én mailer foreslog, eller en tube tandpasta for at henvise til Ann-Christine.
2. Pointen i denne fantastiske blogverden er at vi faktisk hjælper hinanden. Og at vi vil hinanden det godt. Der er ikke mange steder, hvor man i dén grad er solidarisk, som man er herude. Folk DELER. Hvis jeg finder et godt link til et sted, hvor man kan købe noget særligt fint, behøver jeg vel ikke holde det hemmeligt?
3. I USA er der kvinder, der LEVER af at blogge. Kvinder der som fx Julie fra Om Livet i al almindelighed // The Jules Rules, har så fede blogs, at vi andre ikke kan holde os væk. Så hvis jeg nu kunne gøre nok reklame til at fx Julie kunne sidde hjemme og skrive hele tiden, så jeg selv kunne nyde hendes indlæg fem gange dagligt, ville jeg sgu da gøre det!
4. Er der nogen, der bliver sure, hvis jeg lige hurtigt fortæller at man hos Ida kan købe de vildeste korsstingsbroderier? At man hos Lis, har svært ved at holde pengene i lommen, når hun åbner dørene til Karlssons Kludeskab? At jeg allerede har købt ALT for meget hos Sara / Minimega? At jeg har købt bannerne til denne blog af hende, og slet ikke har tænkt mig at holde det hemmeligt? Eller er der nogen der tager det personligt, hvis jeg fortæller at jeg simpelthen er så glad for at læserne af denne blog kan få tyve procent hos The Green Factory, og faktisk er SÅ stolt af at Ann-Christine spurgte mig?
5. Søstersolidaritet er kommet for at blive – det er det nye sort, og jeg er vild med det. Fik jeg sagt at de sure opstød alle kom fra mænd?
