Hånd, baba!
I morges ville Elias selv gå ned af trappen. Fra fjerde. Han ville ikke holde i hånden, så det var med hjertet i halsen at jeg så ham kravle ned af trappen. Det gik langsomt. Meget, meget langsomt. Da jeg blev utålmodig og forsøgte at tage ham op, sagde han: Gå, baba. Ti trin senere ville han gerne op alligevel og sagde noget der lød som: Hånd, baba. Jeg tog ham i hånden, tog ham op, og fik et kys. Sikken en morgen.
Det er i de små, nære ting, at de store ting viser sig…
Det er dejligt, når ens barn udvikler sit sprog. Og sin personlighed. Og selvstændighed.
Kalder han dig for Baba?
Kh Rikke
Baba…
Håber bare ikke, at det er “kort for babser”
Baba… var faktisk også Gustavs første ord og har altid været navnet på hans yndlingsbamse.
Så i min verden er det altså lidt stort, at du bliver kaldt for baba
@Frederikke – Baba er vel teknisk set ikke et ord, men godt på vej mod …hvad?
Jeg elsker når børns sprog går fra pludren til næsten sprog, og de kæmper med at få verden med på deres udlægning af modersmålet. Når børn udvikler sprog sker der bare sjove ting. Den 4 årige herhjemme elsker Prins Caspian (som storebrødrene har set), så Karen insiterer på at løven i Narnia hedder Hashlan!
Ham der Taxa-Jesper (kan ikke huske hvad han hedder, lægger stemme til det danske lydspor og måske har Kridt-Iglen fat i noget, for han lyder satme stenet)
I dag sagde hun pludselig “hørte i den ildelugtende prut ketchupflaksen lavede?”
Så Julia, midt i al dit natteroderi, jobtravlhed og branding, misunder jeg dig virkelig evner til at dvæle ved de små detaljer, og hårdt som alt det andet må være, må det være en kæmpe juhu-forventning, at vide, at det kun lige er begyndt! Du vil have så mange sjove episoder til gode – Glæd dig!
Sej knægt iøvrigt, der siger: “Nej, tak, jeg går selv ned ad trappen” fra fjerde! Cool!
One small step for mum – one giant leap for Elias… eller noget…
Sej knægt
Baba må da helt sikkert betyde trappe?
Til overblikket!
Jeg tror, at Barbar (og nu hvor jeg tænker mig rigtig om, kan jeg godt høre, at der er et R i hans/vores udtalelse) skulle blive til bamse, men sådan blev det ikke og måske er det os som forældre, der har ødelagt det hele og vores barn, fordi vi fortsatte med at kalde hans bamse for Barbar.
Det jeg lagde mærke til, den gang Gustavs sprog for alvor tog fat, var, at han havde det med at bruge samme stavelse to gange i forhold til rigtig mange ting.