Tryk på knappen og se hvad jeg i denne uge har valgt at teste
Midt i al denne komme-hjem-hektik, har vi så glemt at afstemningen om om Johan kan blive nomineret til en MTV AWARD slutter i morgen. Så hvis du lige har to minutter i kaffepausen til at klikke rundt, ville det være skønt, om du ville sætte et lille bitte kryds… Klik her. TAK!
Hverdag;
Elias er afleveret: Tjek
Madpakke? Fåååårk
Alt er rodet? Tjek
Kufferterne er pakket ud? Nope
Husket bedsteforældredag i vuggestue i morgen? PIS!
Første dag på nyt arbejde i morgen? Tjek
Vi er hjemme. Fra charterferie! Det jeg har drømt om i årevis: Tid i en tidskapsel et varmt sted uden nogen som helst form for krav til at besøge en seværdighed, en kirke eller 14 kulturelle mindesmærker. Og det var præcis sådan det blev! Vi har været på Rhodos (vi kunne have været hvor som helst) og har ikke lavet andet end at plaske i klorvand og plaske i saltvand, se på fisk, spise kiks, sove og lære nye ord. De nye ord var mest Elias´område, tilgengæld er det faktisk som om, vi har lært at forstå ham bedre. Den uge sammen er kort sagt det bedste vi har gjort for hinanden i meget lang tid.
Tilgengæld er charterlivet i dén grad kommet bag på mig. På den ene side er de fleste taget afsted for at være meget private, på den anden side er man hele tiden i berøring med andre… Som nu for eksempel vores nabo. Hver aften når Elias var lagt sad Johan og jeg på altanen og drak gin & tonics i timevis. Vores nabo sad og drak noget andet, mens han ringede rundt til hele familien (hver aften) for at sige at han og konen havde det godt. Hvert opkald indledtes med urbrølet: “THES IS RRRHADÅS CALLING“. Ham havde jeg jo aldrig oplevet hvis vi i stedet havde lejet et sommerhus og siddet indendøre dér med vores glas. Der havde der nok også været betydelig mere opvask. Og færre Gin & Tonics.
Godmorgen og glædelig fredag! Det var en god dag i går – den startede med at jeg blev rasende over, hvor meget andre menneskers sko trykker, og sluttede med at jeg var lykkelig for at bogverdenen bare er for cool (Hvis du vil overbevises så se kommentarerne til indlægget fra i går, og at de mennesker der bor her har verdens største sko.
De store sko er i det hele taget noget, jeg kunne ønske mig ville blive mere udbredt, og vil gøre mit til at der kommer flere par af dem ind i stuerne. Det er slut med at brokke mig over småtterier. Man må se det store perspektiv, ikke? Nu hvor efteråret truer og alle undskyldninger i bogen lige om lidt giver mig mulighed for at brokke mig i et væk, må jeg huske at tage mig sammen (note to self), og finde overskuddet frem. Sådan.
