Hvis historie?

Julia Lahme 19 jul 2009

Jeg har lige læst et essay af Suzanne Brøgger i Weekenden avisen. Jeg kan næsten forstå det. Men også kun næsten. Hun taler – blandt meget andet – om, om man har lov til at fortælle andres historie end sin egen? For eksempel her på bloggen. Har man lov til at fortælle om de mennesker, der også er i ens liv, eller “stjæler” man så deres historie fra dem. Jeg tror at man må fortælle det meste, at vi er vores egen prisme, som historien så går gennem. Men man tager jo så også skraldet for det, hvis nogen føler sig trådt på. Men der er da også ting, jeg ikke fortæller, for man vil jo ikke såre nogen… Fx har jeg en veninde, som absolut synes at jeg fotæller for meget herude. Om alt. Så derfor er hun aldrig med her. Bloggen indbyder mærkeligt nok til nærhed, og de cybervenskaber jeg har fået her, er lige så virkelige for mig som alle andre. Men det er da en tanke værd, ikke? Om vi må fortælle andres historier, eller kun vores egen…

Glædelig weekend

Julia Lahme 17 jul 2009

Dagen er ved at gå på hæld, og Elias er lagt efter en af de svære eftermiddage, hvor han har været så mor-syg, at jeg næsten ikke har kunnet finde ud af det. Den gode side af mor-syg er masser af kram, som næsten vejer det faktum op, at han græder falskt med åben mund og øjnene halvt åbne, så han lige kan tjekke om jeg nu også ser hvor stakkels han er, lige så snart jeg ikke er totusind procent opmærksom på ham. Meget udspekuleret, men helt ærligt, også ret belastende. Johan er på Bornholm for at spille, og jeg sidder i min stue med søster og svoger, kaffe, computere og lige om lidt: Evighedsprojektet. Rigtig glædelig weekend til Jer alle!

Duften

Julia Lahme 16 jul 2009

Kender du det med at der er en særlig stemning over nogle dage? At en dag kan føles helt anderledes end andre? Nogle gange glemmer man faktisk hvorfor en dag føles så speciel, og når det pludseligt rammer, falder brikkerne på plads. Jeg vågnede i morges og var egentligt rimelig cool. (Altså, jeg vågner jo ikke af mig selv, vel, jeg har mit effektive vækkeur aka Elias) Stadig lidt ør og tummelumsk var jeg da jeg gik i gang med havregrøden, kaffen og den evindelige snak om biler, der stadig kører i højeste gear herhjemme fordi det tilsyneladende er Elias skæbne at blive racerkører/mekaniker. Johan og jeg drak kaffe, og Elias nulrede rundt og klokken blev halv syv, syv, halv otte… Pludseligt slog det mig, hvad det var, der føltes så mærkeligt ved i dag: Det er min mors dødsdag. I dag for fire år siden. Hun mangler. Så derfor kommer her mit tydeligste barndomsminde så godt som det kan lade sig gøre i cyberspace: Duften af lavendler. Min mors. Dem hun selv plantede.

Også en anbefaling værd…

Julia Lahme 16 jul 2009

Der er store spørgsmål i livet, og så er der de mindre. Dem, der handler om hverdagen, og om hvilken vej vi vælger at gå i den. Lykke Rixs blog handler netop om alle de små ting, hun og alle vi andre kan undres over i hverdagen. Lykke går helt tæt på, og det er mere end almindeligt spændende at følge med i. Klik her: blog.lykkerix.dk

En anbefaling værdig

Julia Lahme 15 jul 2009

Anna Skyggebjerg fortalte mig engang (eller måske står det i en af hendes bøger), at hun var stukket af fra mand og børn for lige at tage en nat på et hotel for sig selv. Og at det virkede. Jeg har været to nætter væk fra Elias. To en halv dag sammen med Johan i sommerlandet. Jeg har sovet og sovet. Og det virker. Det virker virkeligt! Jeg føler mig, omend ikke helt på toppen endnu, så meget tættere på end inden vi tog hinanden i hånden og steg på toget. Jeg fik endda arbejdet lidt, så noget af den meget store bunke af forsømmelser kunne indhentes. Og så har jeg siddet helt stille og drukket hvidvin mens jeg hverken tænkte eller gjorde noget. Meget fantastisk. Og meget anbefalelsesværdigt.

Tilgengæld var det svært at komme hjem igen – for i en husstand uden kørekort, er man henvist til det offentlige. Og bussen kører EN GANG i døgnet! Læg mærke til, hvor mange billetter, der skulle til, for at vi kunne komme hjem.

« Forrige sideNæste side »
Julia Lahme // Copyright Julia Lahme 2010 - all rights reserved. // Design by minimega