Kender du den her?
Den er fuldstændig fantastisk – og meget vemodig. Den er skrevet på vers og handler om både at have en god og dårlig side i sig, og om, hvordan forældrenes afvisning af Mørkebarnets besværlige sider fører til at hun vækker alle nattens monstre og inviterer dem indenfor. Meget smuk, og med en lille, slet skjult opfording til alle os voksne om at elske alle barnets sider. Hvis vi kan.
Mørkebarnet af Cecilie Eken
Kender den godt. Kender også Mørkebarnet…
Uhh, hvis du er i humør til pragtfuld, sørgelig børnelitteratur der rykker skal du læse noget af Hanne Kvist… Jeg lover dig, det er bøger der ikke lige slipper hjertet igen!
Ja, den kender jeg godt. Den er god. Og ja – Hanne Kvist er super! Drengen med sølvhjælmen!
Åh – og Hund i Himlen… Gåsehud!
En anden helt fantastisk børnebog der handler om døden og bearbejdning af sorgen er ‘Så blev farfar et spøgelse’ af Kim Fupz Aakeson. Sidder helt og får en klump i halsen bare ved tanken
http://www.bogguide.dk/find_boeger_bog.asp?_UNR=1331087
Hej Trine, Julie og Jette! Tusind tak for fantastiske tips. Biblioteket i morgen! KH
Jeg kender (desværre?) ikke bogen, og jeg kan egentlig slet ikke lide den der skelnen mellem lyse og mørke sider. Det er, som om de mørke skal forvises… Vi har vist alle sammen besværlige sider – som før eller siden kommer frem i lyset. Og dér befinder de sig vel meget godt, når det kommer til stykket, for så kan vi jo gøre noget ved dem? Vi kan ikke elske alle, men det er heldigvis utroligt nemt at elske sit barn.
Enig i at det er en smuk bog. Og den lyder så flot når man læser den højt!! Og tegningerne…jah!
Jeg kan også rigtig godt li’ Farfars engel, som desværre er udsolgt fra forlaget og derfor kun kan graves frem på biblio. Men – nu går jeg ikke ud fra at du er på jagt efter børnebøger om sorg…men den rummer også noget flot i sproget.
Tilslutter mig begejstringen for Fupz Aageson! Og hans samling af hans bedste historier: “Den store Fupz” er simpelthen uundværlig. Den indeholder alle historier om livets sorger og besværligheder og er alligevel så livsbekræftende smuk.
Fupz sære universer, hans skæve/ved siden af/ud af en tangent-historier kan næsten virke lidt “for meget”, og selvom pointen ofte er rimelig klar og forventelig, så tager den som regel alligevel en fuldstændig uforberedt på den smerte man bare pludselig tuder ud! Min 8-årige synes også, at historierne giver god mening, og han griner og bevæges undervejs.
Eneste problem er, at de historier får mig til at blive så rørt eller så bevæget, at jeg først kan læse dem højt for min dreng uden at græde alt for meget, hvis jeg har læst dem for mig selv 3 gange ca.
Vil finde den bog, du anbefalede Julia, for det er da et yderst relevant tema, og jeg tror virkelig også, at det er med at elske sine børn, selvom de også har dårlige sider. Kan man ikke se sit barns dårlige sider, er det måske fordi man lukker øjnene…
Selv kender jeg til at have svært ved at rumme, hvis min søn er egoistisk, for det lå meget i min egen opdragelse, at man ikke måtte være det. At man skal være god ved andre, tænke på andre først, dele med andre osv. Men som en klog engang sagde til mig, så har man jo også lov til at sige nej, og man behøver ikke altid være så overflink og “et over-godt menneske” imod alle – det er der faktisk nogle, der ikke har fortjent, at man er (overfor dem). Så det prøver jeg at huske mig selv på, når min søn ikke er (det bedst tænkelige menneske imod alle i enhver situation)…
Måske er de mørke sider i ens barn, som man slår allermest hårdt ned på/lukker øjnene for/har sværest ved at rumme de sider, som man heller ikke kan se på/tillade/give plads hos sig selv….
Den smukkeste af dem alle er Astrid Lindgrens “Min allra käraste syster” (kender ikke den danske titel). Den handler om to tvillingesøstrer – og den ene løb hjemmefra ved fødslen for at blive dronning i underjorden. (Som barn kan man godt forstå at hun er død.., så det er ingen idé at ikke skrive det her) Den andre søster savner og længes, og bogen handler om hvordan man takler sorg og om at være alene.Den er vemodig og fin, og afdramatiserer døden på en fantastisk måde.
Jeg glæder mig til at min søn er stor nok til at jeg kan gå i gang med at læse den..
Kram til dig Julia!
Ikke alene er den på vers, det er en sonetkrans, som består af 14 14-linjede sonetter, hvor hver ny sonets første linje samtidig er den sidste linje i den foregående sonet. Alle disse førstelinjer sammensættes til slut i en femtende sonet, også kaldet mestersonetten.
Her er ”mestersonetten”:
Der bor to piger i en dejlig have
den ene leger ensomt og forladt
den anden kalder Far og Mor ”en gave”
hun sover trygt hos dem når det er nat.
Men Far og Mor vil ikke ha´ dem begge
så Mørkebarnet mumler for sig selv
og noget lister frem af nattens dække:
de dunkle dyr der slår alt lys ihjel.
Lysbarnet bli’r så bange at hun skriger
- da viser Mørkebarnet alt sit mod
hun holder ud til alle skygger viger.
Og se nu kommer Far og Mor til syne
de indser det de ikke helt forstod:
At to er én der under samme dyne.
Kærlig hilsen fra din bibliotekar -
A-L mon du ikke tænker på ‘Allerkæreste søster’
https://www.ghlbib.dk/sites/WGLX/pub/search.html
En anden smuk smuk historie af Lindgren er ‘Suser min lind, synger min nattergal’
https://www.ghlbib.dk/sites/WGLX/pub/search.html
Kh fra Jette *som altid har syntes at Astrid Lindgren burde have haft Nobels Litteratur-pris’. Men den gives vist ikke til forfattere af børnebøger*
Hej Julia
Har den stående på hylden.
Men den er endnu ikke læst højt for min datter. Hun kiggede i den og konstaterede at man vist skulle gå i skole for at kigge i sådan en uhyggelig bog.
Jeg giver hende ret, billederne er voldsomme.
Temaet kender jeg desværre alt, alt, alt for godt. Jeg er fået fokus på at “mørkebarnet” jo også er en del af min datter og al det krudt jeg bruger på at få hende til at forsvinde, forstærker desværre bare hende tilstedeværelse.
Så jeg har en opgave i forhold til min datter.
Kh Mie