Shhhh….
Jeg kom i weekenden til at sætte mig i en stillezone, uden at opdage det. Og så kom jeg til at grine sammen med Johan. Den slags gør man naturligvis ikke ustraffet, og vi fik løftede pegefingre og reprimander hurtigere end vi kunne nå at sætte os ned. Og det er naturligvis på papiret helt ok. For man må ikke larme i en stillezone. Men hvad sker der med overskuddet? Hvorfor er det som om nogle mennesker ligefrem GLÆDER sig over at kunne skælde lidt ud? For jeg skal love dig for at manden med reprimanden blev glad af at få lov til at hæve både pegefinger og stemme… I stillezonen. Han så meget glad og tilfreds ud, og det er da dejligt for ham, sådan at kunne slippe af med noget. Men det fik mig altså til at tænke – for er der ikke noget med at nogle mennesker bliver så glade for at man overtræder reglerne, så de endeligt kan få lov til at blive sure? Tænk, hvis man går rundt og anstrenger sig så meget for at være høflig, at man til sidst nærmest eksploderer. Det må være noget med at sige fra løbende, så jeg ikke selv ender med at være sådan en rød-flammende hidsigprop i et s-tog.
Harh! Ja. Han var garanteret sådan en type, man fik lyst til at losse hårdt i røven. Eller, som Annamette ville ha’ skreget, ‘AGURK!’. Hehe.
Måske var det bare mere sådan en, der virkelig er under tøflen derhjemme? Og SÅ får han luft, når han kører S-tog. Suk, altså. Han kunne jo bare ha’ ventet på, det gik over. ‘Larmen’, altså. Småt. Småt, siger jeg bare.
Jeg forstår slet ikke behovet for stillezoner i et S-tog??? Kan man virkelig ikke holde andres lyde ud, i den korte tid man sidder i et s-tog? Folk der griner, folk der snakker i telefon, folk der lever – er det så slemt?
Tror du virkelig at grunden er, at de er for høflige og ikke siger nok fra? Det forklarer ihvertfald hvorfor man bør være MUSESTILLE i Tokyos metro, hvor man ikke engang må pudse næse.
Jeg har nu også altid været lidt bange for japanere. Folk der er så effektive, diciplinerede og høflige, må da få afløb for det menneskelige, larmende og beskidte på andre måder?
Har selv oplevet det, og tror seriøst, at nogle mennesker bare sidder og venter på at udspye galde.
)
I S-toget kan man sætte sig i mobilfrie vogne, men alligevel sætter sure mennesker sig i de andre vogne, kigger ondt på folk, som taler i mobil og kommer ofte også med kommentarer om hvor irriterende det er – ja ja, hvis man ikke har andet at bruge sit liv på….
Jeg arbejder selv i butik, og har flere gange oplevet, at en kunde kommer direkte ind til disken og er fuldstændig rødglødende af surhed, og så taler man personen lidt ned, og det viser sig for det meste, at der ikke er noget i vejen, men personen har bare en dårlig dag.
Nogle gange burde man lige tænke sig om en ekstra gang, inden man går ud blandt andre mennesker – for hvis man er helt vildt negativ, burde man måske blive hjemme.
Hurra for mennesker med overskud og godt humør
Op med humøret Julia, du har gjort manden en tjeneste…….*SMIL*
Der findes desværre mennesker der i den grad nyder at hidse sig op over de mindste ting. Trist at de ikke kan tage tingene med et smil. Mit motto er nu engang: Smil og verden smiler til dig
Når det så er sagt så hører jeg da også til dem der indimellem kan blive vældig irriteret over andres mobilsnak i busser og tog. Ikke så meget at de snakker (for det gør vi jo alle), men mere over de intime detaljer fra deres privatliv som nogle ganske bramfrit lukker ud. Detaljer som jeg indimellem gerne ville være foruden. Det er som om privatsfæren, der tidligere blev holdt indenfor hjemmets 4 vægge, nu er kommet ud i det offentlige rum i takt med at vi stort set allesammen ejer og bruger en mobil.
Til Lulubeth:
Jeg har arbejdet i en international virksomhed med mange japanere ansat og jo de er meget høflige, korrekte og disciplinerede. Lige indtil personalefesten (gerne sådan en med mulighed for optræden), for så kan jeg love dig de går til den. Gerne i en grad der får os europæere til at spærre øjenen op
Men som andre før mig har sagt: I gjorde manden en tjeneste
Kh Jette
Ja Signe du har helt ret med det med agurken. Jeg plejer faktisk at kalde stillezonen for agurke-zonen. Og jeg ville ønske, at der fandtes en agurke-fri zone, hvor det var helt okay, at hysse over folk der bare har den strammet alt for hårdt op bagi. Hold nu kæft altså. Og hvor dejligt at I Julia kom til at grine, det fortjente alle de stille-zone-mennesker at høre på
Jeg grinede højt da jeg læste dit indlæg, så HELDIGVIS sad jeg ikke i en stille-kupé imens…..
Jeg har selv elsket at sidde i stille-kupé og netop nyde stilheden! Og jeg ville ikke være blevet sur over et enkelt grin eller flere. Men jeg har også oplevet folk som larmer rigtigt meget i en stillekupé, og der synes jeg det er ubetænksomt og at være ligeglad med, at nogle måske har brug for stilheden…for at sidde og sove eller slappe helt af. Eller arbejde.
Omvendt oplevede jeg selv at få besked på at slukke min mobil, HELT, for nogle år siden – sådan er det ikke længere. Af togpersonalet. For jeg måtte ikke sms – trykke på lydløse taster – i en stillekupé, hvor folk havde computere tændt….med taster osv. DET synes jeg godt nok var at gå i små sko….at man ikke måtte trykke på mobilens taster eller have den tændt, på lydløs.
Der kan være mange mulige forklaringer på det sure opstød, den skæld ud, som vedkommende tilsyneladende nød at give jer…..måske er han et surt løg, måske er han ulykkelig, måske er han smålig, måske har han og andre været forstyrrede af andre før jer, som bare udviste totalt ligegyldighed/manglende hensyntagen. Og så har I fået skraldet…
Det kan være, han troede, at I VIDSTE det var en stillekupé, og at grinet kun var starten på, at I havde tænkt jer at være de eneste, som bare ville larme fra start til slut….SElvom et grin er en dejlig “larm”….
Det med ikke at opdage, at det var en stillezone, tror jeg kan ske for mange mennesker. Selv er jeg en, der ser og opfanger “alle”, små detaljer, og hvis ham den sure mand er samme, så kan han måske glemme/ikke forstå, at andre godt kan overse, at de er i en stillekupé….
Men det bedste i den slags situationer, hvor folk er alt for sure er at være smilende og positiv overfor dem. Kunne egentlig godt forestille mig, at du på bedste Julia-vis sagde farvel til ham med et smil og “Kan du have en god dag!”
Kh Rikke
Hmm… her er det, jeg må krybe til korset. Jeg elsker, når nogen kommer til at snakke i stille-kupéen! Det må være min indre svinehund, der gør det! Ikke fordi, jeg skælder ud (kunne jeg faktisk aldrig drømme om – tør sgu’ nok heller ikke). Og bestemt heller ikke fordi, jeg synes, folk skal SKÆLDES ud! Jeg hygger mig nok bare over det faktum, at andre folk har begået en fejl… og at JEG for én gangs skyld vidste bedre
Jeg synes, det er skide irriterende, når folk braser ind i stille kupéen og snakker og griner højt, og jeg gør dem gerne opmærksom på det. Jeg skælder ikke ud, og det fryder mig ikke, men jeg siger det til dem, for der er sgu’ så mange andre steder, man kan snakke og grine, så det behøver de jo ikke gøre der, hvor jeg har sat mig for at få lidt fred, vel? Og nu løj jeg så lige lidt. Det fryder mig faktisk at sætte folk på plads. Ha!