Endnu en løgn
Jaja, jeg ved det godt. Herude på bloggen er vi tidligere blevet enige om at man ikke må lyve for sit barn. For Teletubbies sover ikke, nej, vi har slukket fjernsynet. Men nu har jeg gjort det igen. Løjet. Jeg har forsøgt at bilde Elias ind at det var deroppe i trætoppene, nisserne bor om sommeren. Og at de har grønne huer på. Han svarede ikke rigtigt med andet end nogle grynt, og eftersom han ikke ved hvad en nisse er endnu, har jeg vel teknisk set ikke bundet ham en historie på ærmet. Men jeg har tænkt mig at gøre det. Fortælle historier. Om nisser.
Herhjemme skal teletubbies, aristocats, bamse-kylling osv også sove = fjernsynet slukkes.
Tror ikke de tager skade af lidt gode historier en gang i mellem. Det er ligesom at her, er cola/sodavand MEGET stærkt og ikke noget for børn (ja ja så længe den går, så går den.)
Åh bliv endelig ved. Med at lyve om nisser eller andre skabninger. Min moster har løjet så meget for mig at hendes næse ville få Pinnochios til at ligne en lille kort kvist, men havde hun ikke løjet, havde jeg aldrig haft min fantasi. Ps. vidste du godt at der findes kildespøgelser på Amager?
Fnis. Jeg tror på dig…
ej, de bor altså i tunellen mellem nørreport og vesterport – det har jeg nemlig bildt min datter ind…
Da jeg var barn havde vi en fjollet, irriterende, lille talemåde: “Er det første gang du lyver?
” Og uanset, om man svarede ja eller nej indrømmede man jo så, at man løj. Alle mennesker lyver. Selv det mest ærlige af slagsen. Mange mennesker siger, at de er så dårlige til at lyve.
Jeg selv oplevede fornyligt et stort pres, da jeg over et par uger løj for min kæreste, og mærkede hvordan det greb om sig, og hvordan jeg ikke kunne holde rede i historierne, modsagde mig selv. Altsammen for ikke at afløre, at jeg overraskede ham med gæster på hans fødselsdag. Og mad udefra. Så det var helt uskyldigt alt det der lyveri. Det samme er dine løgne om niserne.
Der findes gode løgne og grimme løgne. Og de gode bor i trætoppene om sommeren.
Min dreng på 8 spurgte mig meget alvorligt sidste vinter (som i: “Jeg er klar til sandheden”): “Mor, FINDES julemanden egentlig?” Jeg svarede, at det var der nogle der troede på, og andre der ikke troede på. For ligesom at lade sandheden gå op for ham på varsom vis, i små bidder. Han fortsatte: “Den og den siger, at han ikke findes!” (Drenge fra hans klasse.) “Tror DU på, at han findes mor?” Jeg: “Narjjj, tja, det ved jeg ikke rigtigt, aj det kan da godt være, at han ikke findes….? :-/ ….” Han (indtrængende) : “Jamen mor, DU tror da på, at han findes gør du ikke?” Jeg: “Jo!” Han:”DET gør jeg ogs´!”
Knus
Jeg tror nærmere lige at vi skal have begreberne på plads. At fortælle historier er IKKE det samme som at lyve. At fodre drømmene, fantasien og forestillingsevnen kunne simpelthen ikke ligge fjernere fra sådan noget som at lyve. De to ting har ikke noget med hinanden at gøre. Nisserne er i trætoppene – og mange andre steder. Når ikke de bliver uvenner med troldene…
Ja… det er allerede blevet sagt, men nisser i trætoppene (Nåh, det er der de er, når de ikke bor på loftet!), tandfeer, julemanden, “Nangijala” (Astrid Lindgrens fantasiland, når du dør) og alle de andre ting er FANTASI – ikke løgn. Det er helt OK at sætte gang i børn (og voksnes) fantasi. Mere af det, tak!
Men det er løgn, at Teletubbies sover, for det gør de ikke! De traller “Tinky… Winky… La-la, Pooh” HELE den f… dag – og hele natten også.
Godt vi slap af med den DVD til et loppemarked!
Og jeg gjorde det helt uden at lyve!
Årh, det lyder som en sød fortælling, den med nisserne. Jeg troede også på Nissepigen, som gav os gaver hver dag i hele december, indtil jeg var ret gammel (sådan 6-7 år). Det er jo fantastisk med sådan nogle røverhistorier (eller rettere; nissehistorier)
Mht. til Teletubbies, så skal du bare købe dig en ny MacBook. Min VIL simpelthen ikke afspille vores Teletubbies-DVD’er, og spytter dem prompte ud. Men den vil gerne spille “Min nabo Totoro” og lignende kvalitetsbørnefilm. Very weird.
For mange er Nisser jo noneksisterende og så kan man jo sende dem, hvor hen man vil.
Da mine store var små fik de at vide at nisserne bor på loftet hele året. Så da en selvlysende stjerne, som sad på loftet i ældstes værelse, faldt ned, var det nissen der havde trampet for hårdt i loftsgulvet, så den dalede ned. Han var overbevist.
Og de løgne du har fortalt til Elias, tror jeg ikke skader ham, de er jo ret hvide.
Er det da løgn????
Teletobbies forsvinder af sig selv, den dag Elias synes at det er for babier… og den kommer måske hurtigere end du tror.
PS. Hvordan går det med søvnen? Holder det ved?
Yæs. Her tror vi osse fuldt og fast på julemanden, og i forbindelse med noget suttestopforsøg, fortalte vi den der med at sende sutterne op til ham. Hun måbede noget, da vi mødte ham på Bakken, hvor han havde en snor hængende fuld af sutter fra sit bælte. Hæhæ. Hvad sagde vi? Hvar? Så hvis hun tvivlede, så er hun da overbevist nu. Og dét har jeg også tænkt mig at holde fast, ligesom den med tandfeen, når det bliver aktuelt. Eller nødlyve om, bageren har lukket, fordi det er bedre med en rugbrød end en bolle. Nå! …men ellers siger vi også sandheden langt hen ad vejen…
i virkeligheden mener jeg også at vi bør sætte gang i fantasien hos vores børn. og jeg håber også at jeg kan holde fast i ikke at fortælle for mange løgne for at undgå konflikter…
og den med Bakken, skal jeg huske…
De fleste af os er blevet fodret op gennem vores opvækst med eventyr om prinsesser, prinser, hekse, trolde osv. Det er jo med til at “undervise” os om det gode og det onde… Og ligeså har både Tandfeen, Julemanden og nisserne en påvirkning i positiv retning…og hvad de væsner dog ikke må tage på kappen op gennem årene…det er ikke småting…
)
)
Og mine tøser som nu er meget voksne(20 og 25 år) nyder at mindes nogen af de historier de er blevet bildt ind i forbindelse med jul, fødselsdage og andet…og det bliver ikke oplevet som LØGNE…men som historier, som har bidraget til en sund fantasi…
Og Julemanden og Nisserne og Tandfeen findes altså..i det sunde barns univers…og bliver tids nok manet i jorden…af vores meget realistiske verdensopfattelse… Det er harmløst… Og her kunne en lang snak om Gud findes, også vinde indpas…men den må vi tage en anden gang… ;o)
Endelig fortælle ham alle de historier om nisserne, han vil elske dig for det
Jeg glæder mig selv helt vildt til at fortælle de to små basser herhjemme masser af historier om hvor nisserne, troldene, miniputterne, tandfeen osv bor og hvad de laver. Det er da ren hygge
Jeg var vist ikke med den dag, I blev enige om ikke at bilde børn ting ind.
Det skal man da!
Men det er ikke det samme, som at lyve.
Fantasien skal have lov til at blomstre, og hvis vi voksne hele tiden smadrer den med vores realistiske pis, så vil fantasien dø, og alle børn ville begynde at se tv-avis og tale om finanskrise inden de kunne udtale ordet korrekt.
Sikke kedelige og saglige voksne, vi ville få.
Selv sexfantasier og dagdrømmeri ville gå af mode. Huh…
Nej, nisser, julemand, talende dyr, tandfeen og Ole Lukkeøje findes altså!
FruGosch, lige præcis den dér samtale havde jeg også sidste år op til jul. Udfaldet var det samme. Han var 8, men jeg tror ikke, den går i år. Han er vidst blevet overbevist om, at det er illusion.
Forrige år da vi var i Sverige og stå på ski, så Kridt-Iglen (dengang 2½) en af stedet ansatte klædt ud som trold. Det syntes hun var meget uhyggeligt, for tænk hvis trolde spiste børn?
Jeg fik hende med på liften, og på vej op pejede jeg på nogle af de væltede træer, træerne lå ned, men de splinterede træstubbe strittede frem og jeg forklarede hende “…at trolde spiser træer – se selv!” Siden turde hun godt være ude på bakken selvom der altså gik trolde rundt!
@Nette – Måske henvises der til engang der var lidt diskussion om hvordan man taler til sine børn…? hmmm… Dengang var jeg, og det er jeg stadig, stor fortaler for at man taler almindeligt menneskesprog til børn og forklarer dem verden som den er. Specielt hvis man sætter grænser op, er jeg modstander af pseudoforklaringer.
At fortælle børn historier, med fantasi er jeg ingenlunde modstander af, tværtimod, jeg lyver dagligt over for børn, både på job og derhjemme… ofte starter det med “Da jeg var i fremmedlegionen…” eller “Jeg har engang…” og det er oftest så tykt at de sagtens kan gennemskue det, men de siger det aldrig, sæt jeg nu holdt op;-D