Dagens klumme… Om stærke forældre
Kunne jeg igen ikke finde på FPN.dk, så derfor får du den her. Måske er den lidt en gentagelse af, hvad der er foregået på bloggen den sidste tid, men jeg håber alligevel at du har tid til at læse den.
Om stærke forældre
Jeg har lige været syg. Sådan rigtig syg, hvor jeg blev indlagt akut, fik fjernet en blindtarm, der blev opdaget betændelse steder, man ikke vil have det, og derefter kom jeg hjem, pumpet med penicillin og fyldt til randen med træthed og ondt i kroppen. Det var ikke godt. Det gjorde ondt alle vegne, og på grund af syninger kunne jeg end ikke løfte Elias. Og så var det her balladen begyndte for alvor.
Elias er snart halvandet år gammel. Halvandet år vild, halvandet år gammel, halvandet år tung og i hvert fald bevidst om hvem han selv er, og hvad han mener, han med rette kan forvente af sin mor. For eksempel at blive taget op, når han vil, krammet når han har lyst og løftet op til ting, han endnu ikke selv kan nå, fordi han jo kun er halvandet år høj. Jeg blev naturligvis syg i lige præcis den uge på året, hvor min mand havde allermest travlt, og slet ikke var hjemme – hverken dag eller nat, så der blev indforskrevet babysittere både til Elias og til mig. Problemet var ikke babysitterne – de var fantastiske, men at Elias faktisk opdagede at noget ikke var som det plejer. Så han blev endnu mere pylret og ville krammes og kysses endnu mere end han plejer, og blev da også selv lige småsyg oveni.
Dagens klumme er sådan set ikke en klagesang over hvor hård en uge jeg har haft, men en afgrundsdyb undren over hvor lidt man kan tillade sig at være syg eller have ondt, når man er forældre. For en del af aftalen man indgår når man siger ”ja tak” til den gave det er at få et barn, er at være den store; den voksne; den stærke. Man skal kunne holde løver og onde drømme på afstand, man skal kunne lave havregrød og løfte et lille menneske op på puslebordet, og man må ikke være for tung i hovedet til at kunne tyde de ord, der endnu ikke er formet, så man helt forstår dem. Man skal være på. Fireogtyve – syv. Dette siger jeg ikke for at bidrage til den lange liste med krav til den perfekte familie, men blot som konstatering, for var det ikke for vuggestuer og bedsteforældre, så ville man jo være nødt til at have et øje på hver finger hvert minut hele døgnet. En mor – og en far – skal fungere og være funktionsdygtige. Det mærkelige jeg opdagede var, at det gjorde mig mere ked af det, ikke at kunne være ordentligt til stede for Elias i en sølle lille uge, end det faktisk gjorde at have ondt. Jeg synes det var rædselsfuldt, at være sat ud af spil, at se skuffelsen på hans ansigt og at skulle bede andre om hjælp til at løfte ham op i min favn. Ikke fordi jeg krydser fingre for at jeg en dag bliver en superkvinde, der kan alt, men fordi jeg krydser fingre, tæer, arme og ben for at være en supermor. Ind i mellem. Gerne i stramt blåt tøj og en rød kappe med et gyldent M på brystet. Fint med mig. Den slags mor, som man altid kan regne med, og som man ved er der. Ikke den slags der bager boller i tide og utide, men den slags, der hjælper en med de vigtige kampe i livet. Sådan havde min mor det også. Og hun var ikke syg i en uge, men i flere år. Min mor var syg af kræft i sine sidste år, og jeg forstår nu, de ting hun forklarede mig om at savne os, selvom vi sad lige ved siden af hende, og holdt hendes hånd. For jeg er helt sikker på, at den måde hun ønskede at være mor, for sine voksne og store børn, ikke var den udeltagende slags, men den slags mor der kan huske, hvad der blev sagt i går, og den slags mor der ved, hvor barnet er på vej hen i morgen. Men hun kunne ikke. Hun var for træt, for afkræftet og for svag til at kunne holde sig oprejst i længere tid, og sine tanker var hun heller ikke mere selv herre over hele tiden. Det var slemt for os, men værst for hende.
Den store aftale om at de voksne passer på børnene, holder vist nemlig ikke op. Man afleverer ikke ungerne ved kassen på deres 18års fødselsdag. Man holder fast i dem. At have børn – kan jeg efterhånden så småt forstå – er ikke en del af livet i en periode. Børnene er en del af livet hele livet. De gode forældre, dem der vil tage del, ønsker sig sundhed og styrke, så de selv når børnene er godt på vej mod de fyrre, kan tage fra, støtte dem, og sørge for de ikke snubler. Så forældre skal være i god træning, de skal kunne holde hovedet oven vande, og holde vejret under det, når det gælder. Også når de er halvfjerds. Den uge, jeg lige har taget, hvor jeg hverken kunne holde vejret for mig selv, eller for andre, var ikke god. Især fordi jeg hemmeligt var nervøs for at påføre mit barn varige mén og minder om afvisninger fra sin tidlige barndom. Nu kan jeg løfte ham, kramme ham, og svinge ham rundt igen, og jeg kan se, at han faktisk har glemt hele sidste uge. Som småbørnsforældre har vi nemlig én grundlæggende forsikring for at klare os nogenlunde: Vores børns evne til at være lige her, lige nu.
For pokker Julia.. Jeg havde ikke lige regnet med at jeg skulle sidde og tude på min ellers fantastiske fridag, men det endte nu altså sådan. Det du skriver er så rørende korrekt som noget kan være.. Er man først mor, kan man ikke sætte det på pause.
Åhh hvad er det dog vi har indladt os på, og finder vi ud af det i tide, hvis vi er på vej ud på et sidespor?
Jeg tror aldrig man bliver færdig med at frygte at man ikke slår til, for der er vel altid et eller andet man kunne have ønsket anderledes..
Forresten rigtig godt at høre at du er ved at være ovenpå igen.
Kære Julia
Jeg tilslutter mig også Sines bliven rørt over din rammende klumme om moderskabet og frygten for ikke at slå til….
Og ja, der er altid noget, man kunne gøre bedre. Og ja, nogle gange, dage, situationer slår man ikke helt til, men sålænge det ikke er hver dag, og sålænge man gør det så godt man kan, så går det nok. Jeg er ret sikker på, at der hvor barnet virkelig bliver skadet er, når ens “svigt” bliver jævnlige, for hyppige (medmindre de selvfølgelig er meget alvorlige….hvilket jo ikke er tilfældet hjemme hos dig!) Så selvom Ellias ikke fik sin mor i den sædvanlige udgave, da du var allermest syg, så har han en mor, som er der, og som kerer om ham. DERFOR lever han i nuet og er glad ugen efter….
Og Julia, det kan godt være du gik glip af den lille brudepige med sut irl, og at du heller ikke møder os herinde irl…..men se det for dig: Du har et helt følge af mødre med kærlighed i hjerterne og lommetørklæder i hænderne….
Julia,
Puha, så sad jeg lige der og læste om mig selv og mit liv for 1½ uge siden! Også ondt som langt ind i h, blindtarm og uvelkommen betændelse og et masse andet skidt og kanel. Men værst, ikke at kunne løfte lillebassen, som er et par måneder yngre end Elias. Hans små buttede arme, som nærmest higede efter mit favntag, kærlighed og nærhed
( Eller var det mon mig der higede efter det? Uanset, så har det været den værste uge i mit mor-liv. Og selvom lillebassen helt sikkert har glemt, at jeg hans mor måtte afvise ham gang på gang, har jeg ikke glemt det og selvom jeg godt ved det, er det for alvor gået op for mig, at det MIG (og hans far selvfølgelig 
)) han har brug for. Ikke bare en voksen, men MIG! Jeg er så heldig at være hans mor, men det betyder også, at det er mit ansvar at tage mig af, elske, hjælpe på vej og slippe fri. Og efter at have læst din klumme, er det gået op for mig, at jeg altid vil være den voksne – hvordan kan man glemme det…?? Puha, sikke en opgave!
Dejligt at høre at du er tilbage lige her i nu’et med kram og svingture.
/Vevika
Puha den ramte hårdt lige ind i moder hjertet.
Det bekræfter mig tilgengæld i min beslutning om, at der skal gå et vis stykke tid før min søn skal være storebror.
For da jeg var gravid, fik jeg bækkenløsning fra 7 uger henne og måtte/kunne ikke løfte noget over 2 kg, så derfor vil vi vente indtil vores søn som det det mindste kan gå selv, så jeg ikke tager så meget fra ham.
Tak for en skøn blog, vil gerne henvise til den, når min hjemmeside er helt oppe af kører.?
Tak! Hvor var den klumme dog velskrevet. Jeg tuder store, salte tårer. Den er så smuk og rammer så dybt.
Jeg siger også tak!!! Puha – den er spot on til de tanker, som jeg engang imellem gør mig. Det er så fantastisk at være forældre og vågne op hver morgen til smil og savl – og vil så nødig skuffe ham over i den lille seng. Og han er taknemmelig bare vi er der (- og hunden også helst er der…) – og det er så fedt!!! Som du selv skriver “børn er en del af hele livet” – det er bare lige den der del med “hele” som er lidt lang tid om at synke ind…;-)
Stort varmt knus skal du have herfra! – Tak for de smukke ord og de smukke tårer du fik mig til at græde.
ÅÅÅH det er jo lige netop det der er sagens kerne, voes unger er stadig vores unger når vi er 82 og de er i tresserne……..Dine ord gik direkte ind i hjertekulen hos mig …kan ikke siges smukkere
Det er i hvert fald ikke en klagesang du skriver, men en kærlighedserklæring til det at være mor og til Elias – og til din mor. Hvis han dog bare kunne læse og forstå – som du også forstår nu, hvordan din mor har haft det.
Og det mest imponerende er – at til daglig, når man ikke er syg, så er de daglige gøremål omkring min skønne unge, kyssene og krammene det som gør, at jeg er endnu mere til stede i virkeligheden og nu’et, i den hverdag, som jeg elsker højere end nogensinde før – netop pga. min søn.
Tak for din rørende og rammende klumme, som også minder os om, at vi skal passe på os selv for at kunne passe på vores børn.
Kh
Lykke
Det er når man bliver forældre, at det for alvor går op for en at man er dødelig. Det udsagn hørte jeg mange gange før jeg blev mor, men det var først efter ankomsten af min søn at jeg for alvor mærkede efter og følte betydningen helt ind i det inderste hulrum af mit hjerte.
Som alle andre allerede har skrevet så TAK for (endnu) en klumme der i den grad sætter ord på det at være forældre.
Kh Jette
Ja, Julia, du har altså en evne til at sætte ord på moderskabet og “kvindeskabet” for mig
Din blog er noget af det første jeg liiige skal ind og tjekke på nettet hver dag og jeg føler mig ramt her, på den gode måde….helt ind i hjertet, hvor mine “skabe” står 
Jeg var vild med din bog og nyder at følge med herinde, det er jo som en bog, der aldrig ender…skønt 
Da jeg kom til stykket om din egen mor og det hun havde sagt om at savne jer, slog hjertet lige over. Det er jo bare så rigtigt. Og så rørende, at du nu forstår hende på en helt anden måde.
Flot skrevet Julia. Og dejligt at have dig tilbage rask og rammende.
Arhj.. må læse det færdigt på et andet tidspunkt, for tårerne står mig i øjnene, og jeg er slet i stand til at læse din klumme færdig. Det er lige på kornet omkring hvordan jeg selv frygter en dag ikke at ville være i stand til at være der for mine børn. Og så på en dag, hvor forholdet til min ældste er lidt anstrengt og i en tid, hvor jeg har det lidt svært med en af mine nærmeste. Så det bliver senere!