Hvis historie?
Jeg har lige læst et essay af Suzanne Brøgger i Weekenden avisen. Jeg kan næsten forstå det. Men også kun næsten. Hun taler – blandt meget andet – om, om man har lov til at fortælle andres historie end sin egen? For eksempel her på bloggen. Har man lov til at fortælle om de mennesker, der også er i ens liv, eller “stjæler” man så deres historie fra dem. Jeg tror at man må fortælle det meste, at vi er vores egen prisme, som historien så går gennem. Men man tager jo så også skraldet for det, hvis nogen føler sig trådt på. Men der er da også ting, jeg ikke fortæller, for man vil jo ikke såre nogen… Fx har jeg en veninde, som absolut synes at jeg fotæller for meget herude. Om alt. Så derfor er hun aldrig med her. Bloggen indbyder mærkeligt nok til nærhed, og de cybervenskaber jeg har fået her, er lige så virkelige for mig som alle andre. Men det er da en tanke værd, ikke? Om vi må fortælle andres historier, eller kun vores egen…
Selvfølgelig må man fortælle andres historie, også i blogland. Man stjæler ikke noget, og ofte er det jo andres historie, der giver inspiration til tanker, også de tanker, man deler online.
Jeg gør det selv. Men jeg udleverer aldrig nogen, og forsøger at være diskret. Jeg skriver fx sjældent navne, heller ikke på mine nærmeste. Det er først for nylig, jeg skrev navnene på mine børn i bloglandet.
Jeg ved, at Se og Hør, BT osv. er af en anden mening, men jeg mener, man sagtens kan fortælle den gode historie og være nærværende, uden at skulle krænge alt ud, navn, ansigt, vægt, højde, bopæl, følelser osv. Egentligt mener jeg, tingene bliver meget mere nærværende og konkret, hvis alt det andet bliver sorteret fra.
Ok, det kørte måske lidt ud på et sidespor, men det var min umiddelbare tanke om emnet.
Er det virkelige spørgsmål ikke, om man kan fortælle sin egen historie uden at fortælle andres historie? Det tror jeg ikke, man kan. Og så må man bare prøve at sløre de andres identitet, så man ikke sårer andre…
mvh
Andrea
Du kan aldrig fortælle andres historie. Så enkelt er det… Du kan altid kun fortælle hvordan du oplever dét andre fortæller dig om, eller hvordan verden ser ud fra din vinkel.
Men det er selvfølgelig blot min optik
Jeg kan genkende dine overvejelser, dem gør jeg mig også tit!
Og som dig er jeg temmelig glad for min beslutning om at være mig selv – også i cyperspace, selvom det bringer undren og til tider bekymring med sig fra omgivelserne.
De historier, som jeg fortæller, er historier, som på en eller anden måde har rørt noget i mig. Derfor er det ikke kun andres historie, det bliver også lidt ens egen, fordi at noget røre mig. Det er det jeg elsker ved at være sammen med andre: man forundres, fornøjes, forskrækkes og tvinges til at ta stilling til hvad dine omgivelser fortæller..
Selv har jeg filter på, når jeg skriver på min blog. Hvem jeg selv er, min familie er, hvor vi bor osv. ligger jeg ikke skjul på og min familie og venner har det fint med det. Men der er ting, som jeg egentligt har lyst til at fortælle og få skrevet ned, som ikke kommer på bloggen, fordi at det er for personligt- ikke for mig, men for min familie eller venner. Hvis jeg ikke skulle ta hensyn skrev jeg helt uden filter:)
Den er svær! Som udgangspunkt har jeg det sådan at jeg synes at man skal holde sig til egne historier. Mest fordi andre ikke selv har valgt at ‘gå offentlige’.
Selvom man forsøger at pakke historierne ind i anonymitet, vil folk ofte kunne genkendes af dem der kender dem… og af dem selv… Er man i tvivl kunne man jo bare spørge sig selv hvordan man ville have det med at samme historie blev skrevet om en selv – af andre – i verdens største avis (internettet).
Det indviklede opstår når man krydser historier med andre. Jeg kan f.eks. ikke skrive om min mor uden at fortælle at hun er min mor… (men problemet er jeg personligt ude over fordi jeg har gemt mig bag et password)
Hmmm….Egne eller andres historier. De er vel flettet sammen. De færreste af ens “egne” historier handler vel kun om en selv. Ellers kan jeg meget godt lide Trines vinkel.
Man skal selvfølgelig ikke udlevere andres private livsvilkår, sorger osv. Men man kan jo generalisere, anonymisere osv.
IØVRIGT er diverser historier i bogform også indimellem en udlevering af andres historier….OG, jeg måtte selv opgive at læse S.B.´s Jadekatten, da jeg syntes den var en lang opremsning af tillægsord – de fleste iøvrigt så negative, at jeg ikke gad lære personerne i bogen at kende.
Jeg læste samtidigt Jane Aamunds Klinkevalstriologien, og uanset om diverse kritikere vil kalde den slags litteratur for mindre intellektuel end Susanne Brøggers, ja så synes jeg J.A. er genial, når hun blot ved at beskrive sin farmors gang ned i vaskekælderen kan give en et billede af, hvilket menneske den farmor var. Og heldigvis, at DEN historie også blev udleveret….
Nette – jeg tror du har ret i at nogle er enormt dygtige til at skrive nærværende og vibrerende, hvis man skræller nogle af de mange specifikke lag fra. Jeg er selv helt ekstremt dårlig til det.
Andrea – jeg er helt enig.
Trine – ja, mange undrer sig meget når man er helt ærlig i et åbent forum. Jeg er altid imponeret når andre tør. Du tør jo fx være helt husløs og det er så imponerende.
Miss Muffin – ja, vi må tage det hensyn ikke at såre andre.
Rikke – ja, det med passwordet er også en god ide. Men det synes jeg også må være svært – for så skal man vel finde en helt ny balance, når man ved hvem der læser bloggen?
Fru Gosh – ja, det er sjovt det der med, hvad der er rigtig litteratur. Jeg er også bedst til de medrivende, personlige historier…
KH
Da jeg skrev min første bog “Gør det noget jeg støvsuger imens” om bla. beskrev at min mand barberer sine nosser, så blev han meget stødt, fordi han er så meget mere privat end jeg. Jeg er vild med ham og sætter stor pris på de glatte nosser, så kommentarern var ment, som et kompliment.
Jeg har lært at jeg virkelig skal passe på, hvad jeg skriver om mine nærmeste (og selvfølgelig min klienter, men den var lissom klar fra starten), for jeg skal da lige hilse og sige, at der findes forskellige grænser for, hvad jeg og andre anser for privat-sfæren.
Meget interessant emne.
Den er svær. Forsøger at kamuflere venner og familie på bloggen for ikke at træde folk over tæerne. Skriver ikke meget om min kæreste, fordi vi bor i et lille samfund, hvor rigtig mange mennesker kender ham. Med et resultat, at han ikke gider læse min blog “for du skriver jo alligevel aldrig noget om mig”!
Ganske enig – det er en enormt spændende debat. (Og Katrine – jeg havde godt undret mig over den med de bare boller…)
Nu vil jeg vove pelsen lidt og beskrive en andens historie (dog i min optik…) for jeg har oplevet på tæt hold at blogskriveri kan koste jobbet, hvis man skriver om sine kolleger og øvrige arbejdsforhold.
Vel og mærke i de situationer hvor omtalen ikke altid er positiv…
Grænsen for hvad man vil finde sig i at andre skriver om én er meget svær at definere.
Selvom det i grunden er temmelig paradoksalt kommer jeg til at tænke over om det på en måde er mere slemt, hvis man kritiserer nogle på skrift i det offentlige rum, end hvis man sladrer om dem i det skjulte….?
Og i øvrigt så er der også mange ting jeg ALDRIG kunne drømme om at skrive!
En ting, som jeg synes kan hjælpe, hvis man fx er bekymret for at gå over den famøse og usynlige streg, er, at man forestiller sig, at man skulle fortælle den historie, man vil blogge om, på fx en helt ny arbejdsplads, hvor man ikke kender en eneste. Eller i et nyt studieforum eller til andre nye bekendtskaber. Går det an, så kan man vel også blogge om dem… Andres identiteter er mulige at sløre, men man skal ikke skrive dårligt om folk, hvis man ikke vil risikere at få ørerne i maskinen. Er der så noget, man rigtig gerne vil ha’ ud, så må man generalisere. Synes jeg. Men det er en balancegang til tider. Og hvor meget, man så har lyst at udlevere om sig selv er jo altid op til den enkelte
Hvad med Erling Jepsens: “Kunsten at græde i kor” og Morten Ramslands “Hundehoved” …..osv. Der er skrevet så mange gode bøger om virkelige mennesker…Og iøvrigt Katrine A. så elskede jeg din/jeres “Gør det noget jeg støvsuger imens?” Og detaljen om de barberede b….. generede mig ikke det mindste
Men sladder på skrift (eksempelvis i form af blogs, som jo ikke behøver være sladder (!) men kan være så meget andet og oftest er det (!!!) ), det nærmer sig jo bagvaskelse….hmm…ja det er en gråzone og bestemt en diskussion værdig, så tak til Susanne Brøgger og til Julia Lahme….
Som bl.a. Miss Muffin skriver, så handler det om ikke at såre andre, og det kan nogle gange være svært at vide, hvor folks grænser er. Og måske Katrines mand ville være lige så stødt over, at deres folk i omgangskredsen ved det med, at han barberer sig der – noget jeg helt klart også selv ville tale med mine veninder om – og det er nok lige så slemt for nogle mænd, som at en flok fremmede kvinder ved den slags (private?) ting. For jeg møder jo ikke manden og kigger på ham og tænker: Gad vide, om de er vel-barberede, og gad vide, hvorfor du gør det, og måske jeg lige skal analysere, hvordan den oplysning ellers passer ind i mit billede af dig osv osv….
Iøvrigt ville min kæreste også synes, at det var en privat oplysning, ligesom han ville hade, at det så blev nævnt her, at han blev stødt over det! Dét ville han heller ikke have, at nogen skulle vide, tror jeg 
PS: Jeg blogger ikke, og jeg ville komme til at være alt for hudløst, grænseløst ærlig…om MINE tanker, som jo også handler om andre….
Tja? Jeg tænker at man må, hvis det giver mening i sammenhængen. Men med omtanke. Og omsorg for dem der lægger historie til. Jeg vil helst nøjes med at dele ud af mig selv, men da jeg jo ikke er alene i min lille verden, så følger der også andres historier med. Men ingenting om andre der ikke også kunne siges højt og ærligt i den virkelige verden.
Kh L
Meget interessant debat her!
Jeg skriver om mine oplevelser og følelser – stort og småt (nok mest småt). Og jeg kan på INGEN MÅDE undgå engang imellem at “nævne” folk i min omgangskreds og måske endda beskrive en af “deres” historier. Men jeg nævner aldrig folk ved navn. Jeg har nemlig fra starten valgt at være anonym (og det skal min omgangskreds selvfølgelig også være så). Jeg bryder mig ikke om, at folk ved, hvem jeg er, når jeg skriver (i bund og grund nok, fordi jeg er en smule konfliktsky – nogle kunne jo være lodret uenig med det, jeg skriver!). Nogle gange må man kringle lidt med sproget for ikke at afsløre, hvor man bor el. lign., men i sidste ende synes jeg, anonymiteten giver mig større mulighed for at skrive mere frit. Der er ikke helt så mange hensyn at ta’…
Åhr, det er bare SÅDAN en svær debat, synes jeg. Og virkelig noget, jeg tænker meget over. Selv har jeg valgt primært at skrive om mig selv – så godt det nu kan lade sig gøre. Min mand har direkte forbudt mig at skrive om ham, ligesom jeg ved, at der er andre i familien, der nok ville betakke sig for at spille en væsentlig rolle i mine indlæg. Ikke, fordi jeg er konfliktsky, men fordi jeg synes, andres grænser skal respekteres (ligesom jeg selv har en grænse for, hvad jeg vil skrive om mig selv). Så for ikke at støde nogen, skriver jeg som udgangspunkt ikke andres historier. Hvis jeg gør undtagelser, forsøger jeg at anonymisere dem.
Når det så er sagt, bliver mine forskellige relationer selvfølgelig nævnt (dog kun, når det drejer sig om noget neutralt eller positivt), fordi jeg mener, at jeg’et bliver skabt i mødet med andre (forstået på den måde, at andres forståelse af dig påvirker din selvforståelse). Derfor er din egen fortælling også skabt af mødet med andre, og så ville det jo være omtrent umuligt at fortælle sin egen historie uden overhovedet at nævne andre.
Desuden synes jeg, det er rigtig svært at afgøre, om man må fortælle sine børns historie og i så fald hvor meget af den. De gør jo ingen indvendinger nu, men måske bliver de trætte af mors udleveringer senere i livet. I forhold til det har jeg valgt at skrive om dem, men stadig med mig selv i fokus og kun skrive om noget, jeg ikke føler er krænkende for dem.
Hmmm, meget svært, forundres tit når folk skriver på nettet om meget private ting uden at være anonyme – altså ikke når det omhandler dem selv, men når de sviner svigermor til eller fortæller om private detaljer fra soveværelset.
Ud over at såre og gøre forholdet til svigermor værre, så er det jo også muligt for kolleger og børn og børns venner at læse med.
Når det så er sagt (skrevet), så er det jo langt mere interessant at læse når folk tør være ærlige og kalde en skovl for en skovl. Tror at grænsen for mig selv, går ved om det er noget jeg vil fortælle andre irl – det er så nemt at sidde ved computeren og skrive, det er straks sværere at skulle fortælle det face to face – og har jeg virkelig lyst til at mine kolleger ved for meget om mit sexliv??
Julia, jeg tænkte faktisk at du muligvis trådte en over tæerne, da du i din bog (som i øvrigt er fantastisk for en nybagt mor!! )beskrev en pige hvis lejlighed/liv var perfekt, men at hun efter en svær fødsel, nu aldrig mere kan holde på en prut – var det en fiktiv person eller en du virkelig kender? Tror nemlig nok jeg var blevet såret over at blive fremstillet på den måde…
Er spørgsmålet ikke: distinktionen mellem det deciderede private og det personlige… andres historier/ ens egne historier er jo kun interessante for andre i det øjeblik vi kan genkende dem, identificere os med hele eller dele af den/dem. For mig at se indeholder fx Julias bog eller andre af typen, herunder gode blogs, sider osv. jo netop de der elementer af ‘det personlige’ – det private, som at X spiser sine bussemænd eller Y barberer sine nosser… tja – er det virkelig interessant at vide for mig/andre? Ikke for mig i hvert fald, men det bliver derimod spændende, hvis det er løftes op til et mønster eller en diskussion af fænomener…eller bliver det vel udleverings-litteratur? Det private deler jeg/man kun med de allernærmeste.. det er jo det som er så fantastisk ved de relationer.
Debatten her bliver mere og mere spændende. Altså, jeg er selv meget forsigtig med at udtale mig for definitivt, for man kan jo ændre holdning undervejs. Men lige nu, har jeg det sådan at mange ting, kan blive uinteressante fordi afsenderen ikke ønsker at investere noget af sig selv. Jeg mener ikke, man må udlvere andre, men man må faktisk godt udlevere sig selv. Og så mener jeg ikke det er at udlevere, men at være ærlig omkring sig selv. For mig, kræver det dagligt mod ikke at gemme mig bag en poleret facade. Historien som Caroline henviser til er sløret, men jeg kan ikke forklare hvordan uden at gå i for mange detaljer.
Hele debatten om hvad der er god og lødig litteratur, har jeg det ret svært med – for det meste af det fx fine franske siger mig ikke en daddel, mens en masse af det, der ikke anses for særligt fint, inspirerer, udfordrer og underholder mig.
Jeg har her hen ad vejen ændret liiidt mening ift, at det er vigtigt ikke at såre andre….Det er selvfølgelig altid vigtigt ikke at støde eller såre andre mennesker, men det kan ikke altid undgås, og NOGLE gange er det i orden. Man må godt sige ting højt, også selvom det ikke flatterer den, man siger det om, hvis det er en god historie eller en god debat værd. Ellers kan man jo kun blogge om, tale om, skrive om alt det gode, positive i livet. Og der findes jo også ting, mennesker, situationer som kan være en debat eller fortælling værd, selvom det ikke er positive ting, folk eller situationer. Eks hende, Julia mødte udenfor bageren i regnvejr osv. Eller hende den forstilte med det pæne, kontrollerede liv. Ja, det er Julias version, tanker, optik. Og ja, andre kan blive sårede, men de er jo netop slørede for andre. Og kan de genkende sig selv, kan de jo tage til genmæle overfor Julia.
Og nu brugte jeg lige nogle eksempler, taget ud fra din bog eller blog Julia, men jeg er sikker på, at INGEN der taler, skriver, blogger kan sige sig fri for ikke at såre eller støde nogen. Man kan jo ikke være enig med hele verden, og man taler nemmest om sine værdier ud fra eksempler, både tænkte og virkelige. Og det må man sgu have lov til….sålænge man slører historierne.
Tænker jeg…
Iøvrigt ift det med kun at dele det private med ens nærmeste relationer, som Pia skriver om:
Jeg synes faktisk godt man med fordel kan dele noget meget privat med andre end ens nærmeste relationer. Med sin læge, en terapeut, en brevkasse (hedder det det??), et debatforum, på en blog eller andet. Man kan netop tale om ting, man måske ikke vil dele med folk, man ser til daglig. Og man kan iøvrigt ofte få nogle meget ærlige svar, fri for forudindtagethed, hensynsbetændelse osv. Man kan også få så meget andet selvfølgelig, og måske får man ikke den kærlighed og omsorg, som man jo oftest får fra sine nærmeste
Men det som nettet jo netop giver endnu større mulighed for er, at man deler tanker med, får indsigt i, får nye input til osv er DET MAN VÆLGER AT DELE. Og det er vel mest interesseant, når emnerne er noget, der ligger en nært/er vigtigt for en. Og det er jo nogle gange ikke kun ens egne små tanker og liv, der er vigtigt for en, men i høj grad også den interaktion man har med andre mennesker. Det de gør ved en, det de får en til at tænke og føle, blive i tvivl om, glad for, ked af osv. Det er jo de emner, man (også) deler med andre….