Månedsarkiv: juli 2009

Enlig svale eller De onde nætter vender tilbage?

Nogle gange skal man bare lade være med at glæde sig for tidligt. I nat havde vi fornøjelsen af en koncert, hvor Elias gav den som kommende operasanger, endda med gentagelser og noget der næsten lignede en rytme. Smukt var det ikke, og det er urtroligt, hvad en håndfuld gode nætter kan gøre ved en. Jeg har nemlig allerede glemt, hvor HÆSLIGT det er at forsøge at få en dag til at fungere med summen og dunken i kroppen, mens det værker inde bag øjnene. Sådan en dag har jeg haft i dag. Og faldt direkte i sukker-kaffe-brokkerøvs-fælden, som simpelthen ikke klæder mig særligt godt. Hverken kaffe, sukker eller brok, forstås. Ikke i de mængder i hvert fald. Til gengæld var Elias, Morfar og jeg i Ikea – hvor Elias diverterede med løb og hop. Og så nåedesløst lod som om han sov i alle de senge han kunne klatre op i… Helt uden humor er han ikke…

Himmel

P1010741

Her er et lille stykke af den himmel, der lige nu hænger tungt over Østerbro. Det er en af de dage, hvor man tror det er søndag, fordi alt er blevet stille og dæmpet. Det er på ingen måde søndag, og selvom jeg ikke kan forestille mig, hvordan skal jeg ud af døren om en time. Nej, ikke ligge på sofaen og drikke kakao mens jeg ser Oprah. Næææh nej, ikke i dag. I morgen måske?

Kender du den her?

Den er fuldstændig fantastisk – og meget vemodig. Den er skrevet på vers og handler om både at have en god og dårlig side i sig, og om, hvordan forældrenes afvisning af Mørkebarnets besværlige sider fører til at hun vækker alle nattens monstre og inviterer dem indenfor. Meget smuk, og med en lille, slet skjult opfording til alle os voksne om at elske alle barnets sider. Hvis vi kan.

Mørkebarnet af Cecilie Eken
Mørkebarnet-forside-jpg

Er du blevet klippet?

Har du tabt dig? Du ser så anderledes ud?

Nej, nej, jeg har bare fået nye blog-bannere!

(Fantastiske) Sara fra Minimega har lavet dem for mig, og du bliver nødt til at klikke lidt rundt på siden, så du kan se, hvor flotte de er! Samtidig har yndlingssvogeren, Helmer, hvis indianernavn må være kan-alt-med-grafik-og-web flyttet bloggen fra én server til en anden. Det betyder  at der er forsvundet nogle kommentarer, men de kommer altså igen, har Helmer lovet mig.

Med hensyn til diskussionen fra i går: Ok så – det er en bil. Tak!

Hvad er det?

Kan I huske ham der Piet van Deurs, der i monopoltv-ets tid holdt en mærkelig dims op foran kameraet og langsomt drejede det rundt mens der lød klimpre-klimpre-musik? Han spurgte altid, hvad det var, han holdt, og så skulle de begejstrede (og meget nøjsomme) tv-kiggere skrive ind og fortælle ham, hvad de mente det var, han stod med. Det viste sig vist altid at være noget ret kompliceret a la en hummer-klo-afskrælnings-mekanisme fra 1430′erne. Nu er jeg nødt til at spørge:

HVAD ER DET?

p1010737

Elias påstår selv, at det er en bil. Men han siger også at jeg er en bil. Eller et tog. Og ind i mellem en bus. Jeg vil helst være en bil, hvis jeg er nødt til at vælge.

Shhhh….

Jeg kom i weekenden til at sætte mig i en stillezone, uden at opdage det. Og så kom jeg til at grine sammen med Johan. Den slags gør man naturligvis ikke ustraffet, og vi fik løftede pegefingre og reprimander hurtigere end vi kunne nå at sætte os ned. Og det er naturligvis på papiret helt ok. For man må ikke larme i en stillezone. Men hvad sker der med overskuddet? Hvorfor er det som om nogle mennesker ligefrem GLÆDER sig over at kunne skælde lidt ud? For jeg skal love dig for at manden med reprimanden blev glad af at få lov til at hæve både pegefinger og stemme… I stillezonen. Han så meget glad og tilfreds ud, og det er da dejligt for ham, sådan at kunne slippe af med noget. Men det fik mig altså til at tænke – for er der ikke noget med at nogle mennesker bliver så glade for at man overtræder reglerne, så de endeligt kan få lov til at blive sure? Tænk, hvis man går rundt og anstrenger sig så meget for at være høflig, at man til sidst nærmest eksploderer. Det må være noget med at sige fra løbende, så jeg ikke selv ender med at være sådan en rød-flammende hidsigprop i et s-tog.

Endnu en løgn

Jaja, jeg ved det godt. Herude på bloggen er vi tidligere blevet enige om at man ikke må lyve for sit barn. For Teletubbies sover ikke, nej, vi har slukket fjernsynet. Men nu har jeg gjort det igen. Løjet. Jeg har forsøgt at bilde Elias ind at det var deroppe i trætoppene, nisserne bor om sommeren. Og at de har grønne huer på. Han svarede ikke rigtigt med andet end nogle grynt, og eftersom han ikke ved hvad en nisse er endnu, har jeg vel teknisk set ikke bundet ham en historie på ærmet. Men jeg har tænkt mig at gøre det. Fortælle historier. Om nisser.

The Monster Within

Jeg skal åbenbart ikke sove i ret mange nætter før jeg begynder at tænke over at det også kunne være rigtigt fint med en kolonihave. Eller en rigtig have. Eller bare en altan. Og når så bedste Karen sender billeder som det her, hvor hun har plukket kolonihaven tom for ærteblomster, ja, så begynder jeg igen at forfalde til idylliske forestillinger om, hvordan jeg sidder der midt i blomsterfloret og bælger ærter. Hvorefter jeg lige smutter hjem og sylter et eller andet. Det kommer aldrig til at ske, men tanken er rar nok. For, hvad er det der sker, når man får barn, og pludseligt får den der indvendige stræben mod idyl? Mod middage med storfamilien a la den italienske mafia? Eller begynder at overveje om det virkeligt er så hårdt med en have som man ved det er? Jeg tror, at der inden i mig i virkeligheden bor et “shabby chique-monster”, der ind i mellem kæmper for at komme ud. Jeg må holde det nede.

Absurditeter #2

Tusind tak for Jeres kommentarer til indlægget tidligere i dag!!! Nolge spørger om vi har gjort noget, det har vi: Det begyndte at vende da jeg blev indlagt, og efter jeg var blevet opereret, fordi jeg ikke kunne rejse mig om natten og gå ind til ham, når han holdt skrigefest. Derfor gjorde Johan det. Og ham er der åbenbart ikke lige så meget fest i som i mig, så Elias accepterede med det samme at han skulle sove, når Johan havde givet ham sutten, og gjorde det. Med andre ord: Jeg har ikke rørt en finger de sidste tre uger. Jeg tror det at hele situationen er blevet brudt op, og Elias og min vane er blevet stoppet, på en eller anden måde har rystet os ud af en dårlig gænge. Jeg har ikke pylret om Elias, men jeg er nok gået for hurtigt derind. I ren og skær panik tit og ofte. Altså, når jeg ALDRIG sover, går jeg i panik ved selv det mindste kvæk, og kaster mig ind til ungen på hans værelse for at stoppe sirener inden de går i gang. Nogle gange er jeg nærmest vågnet derinde og Elias har ikke sagt en lyd. Nogen har sikkert hostet et sted i ejendommen og jeg er styrtet ind til Elias. Jeg har sikkert været pisseirriterende: Hver gang han har åbnet det ene øje, har jeg stået der med panik i ansigtet. Siatuationen er eskaleret og min indlæggelse har brudt et dårligt mønster. Sådan tror jeg bare det er.