Tryk på knappen og se hvad jeg i denne uge har valgt at teste
… er alt for vanedannende. Patcwork kan have den samme effekt. I begyndelsen altså. For det bliver altså d-r-æ-b-e-n-d-e undervejs. Især hvis ambitionsniveauet er for højt, og “nogen” er søvnmangels-tosset og “kommer til” at vælge de mindste papfelter siden det Lille Hus på Prærien. For nok sidder jeg i løn det meste af tiden, men lidt liv har jeg da tilbage. Og det er sommer nu. Ikke is-vinter på Prærien. Så jeg vil se det (fucking) sengetæppe før jeg tror det, men tænk nu hvis!
Det regner, og vi er ved at pakke til udflugt. Vi holder fri i dag – Johan skal spille i Odense i nat, men indtil han tager afsted holder vi heeelt fri sammen. Vi har pakket regntøj, madpakke, bleer, og sadler Niholaen for at tage ud i min fars tomme hus. Eller sommerhuset, som Johan kalder det. Der venter sandkasse og vandpytter. Og en slags indhegning min far har været sød at bygge rundt om terrassen, så Elias ikke dratter ned. For Johan er det fra den ene yderlighed til den anden: Fra skrigende fans til madpakke. En af linierne på det album, der udkommer mandag (!) er: “De ikk klar til en familiefar, de vil ha en star, der ung og horny” – tjoooo – jeg nyder begge dele.
Herhjemme har vi allerede skuffet Elias. Hver gang han ser en bil siger han: Kør-kør? og gør et hjemmelavet tegn med hænderne. Inden min far igen drog mod den Afrikanske slette (i hvert fald til Afrika, så meget er sikkert. Ved forresten slet ikke om der er en slette, der hvor han er), passede min far Elias en eftermiddag. Elias kom ind til ham med bilnøglerne og sin jakke og spurgte: Kør-kør? Og så kørte de en tur på lossepladsen. Elias var imponeret. Han er mest skuffet over sine forældre. Hver gang han peger på en bil, kan vi kun bekræfte ham i at det er en bil, men når han står og flår i en låst dør, er der ikke noget, vi kan gøre. Ingen af os har kørekort, endsige adgang til en bil. Så knægten vinker længselsfuldt efter biler og busser, og vi andre sørger bare for at se om ikke det er muligt at overføre kærligheden til den lille scooter.
I går sagde en meget dejlig dame til mig, at det da slet ikke virkede som om søvmangel er et problem for mig, når man læser min blog. At jeg sidder og hygger mig med Elias om morgenen, og lærer ham at tegne. Sådan er det SLET ikke. Hvis det er det, jeg kommer til at give udtryk for, er det SLET ikke med vilje. Jeg er blevet sukker-, koffein, og kramme-junkie af det her. Jeg kan ikke holde mig helt vågen efter kl 14.00, hvor jeg glider ind i en slags døs og mine arme bliver tunge. Jeg har ondt i kroppen, når babyen står op i sin seng kl 0110 og glad råber HEIIIIII TAK, og forventer kram og kys. Jeg er begyndt at blive helt ekstremt smålig: Når min rapstjernemand har været på arbejde til kl to om natten endnu en gang, og det derfor er mig, der har Elias om morgenen, går jeg og overvejer, hvornår det mon bliver min tur til at sove længe… til kl 7, fx? Jeg er ved at blive totalt forskruet af manglen på søvn, og hvis jeg har sagt noget andet, er det kun fordi jeg er meget træt.
Og se så lige hvad / hvem der siger godmorgen når kl ikke engang er fire her på fjerde sal. Altså ud over Elias.
Kære Alle – dagens klumme ligger her. God læselyst!
