Slap er det nye sort

Det er ret hårdt at være atlet.

Jeg har rimeligt svært ved at være superatletisk løber i disse dage, fordi jeg er såååååå træt. I går var jeg på fotoshoot, hvor jeg fik besked på at rette ryggen. Selvom jeg allerede havde rettet ryggen så meget at jeg var ved at falde bagover, trukket maven så meget ind at jeg var ved at få den galt i halsen, og stod så akavet at min arm var ved at falde af. Vi blev enige om at det var fordi jeg var gammel og slap. Ikke ung og atletisk. Tilgengæld havde Christina Wedel givet mig smoky eyes så fine, at ingen nogensinde ville se noget andet. Det er fandme svært at være atletisk og veltrænet, når man er så glad for kaffe og kanelsnegle. Og søvn. Vi blev enige om at det at være gammel, træt og slap var det nye sort. Jeg er sort. Kulsort.

Tillykke, Bedste Karen

I dag har Bedste Karen fødselsdag. Bedste Karen er den bedstemor, alle børnefamilier burde være garanteret, når de bestemmer sig for at sætte børn i verden. Med en mor, der ikke er mere, og en far, der er ret meget i Afrika, ved jeg faktisk ikke hvor jeg – eller Elias – ville være uden Bedste Karen. Det var hende, der kom der Elias bare var lille og bare skreg, med en kuffert fuld af frikadeller, det var hende, der var sammen med Elias alene for første gang, så Johan og jeg kunne sidde foran opgangen i nattemørket og dele en øl. Det var bedste Karen, der kom dengang i december, da Elias kun havde været syg og ikke rask i så mange nætter, at vi ikke kunne mere, bare for at vi kunne sove. Det er Bedste Karen, der fortæller og fortæller om min barndom, min mor, min familie, så hun og jeg er helt sikre på at ingen af os glemmer, hende der engang var. Det er vores Bedste Karen, der kommer og bare er, så vi kan få ro til bare at være.

Ondt i ansigtet

Har stadig ondt i højre side af ansigtet efter Elias natlige skalle, og overvejer om man kan forstuve sit hoved. Det må jeg vist hellere lige undersøge. Dog tør jeg ikke klikke ind på netdoktor.dk, for der ender det altid med at man har meningitis, tyfus eller kolera.

Heldigvis (7-9-13) var natten ok i nat, og hele familien har det lidt bedre. Desværre er jeg jo ikke altid så fantasifuld, så dagens klumme handler om det samme: Søvnmangel. Men i meget værre grad end vi oplever den. Jeg mødte nemlig en dame til en middag og hendes families historie er så gennemført vanvittig, at man bør huske at danse en morgendans hver dag, man har fået mere end to timers søvn. Håber du har lyst til at læse den. Den ligger helt sikkert på fpn.dk, men jeg kan simpelthen ikke finde den, så her kommer dagens klumme:

Et familieliv på kanten

Situationen er denne: Jeg har sådan ca ikke sovet i halvandet år, hvis man medregner de to måneder inden fødselen, hvor jeg tissede hvert tolvte minut. Hele døgnet. I helt faste intervaller. Min mand har hørt mig brokke mig over det i de samme atten måneder. Før var jeg et udadvendt menneske, som kunne finde ud af at gå til fester, at holde middage, at invitere på kaffe – og nu ser mit liv sådan ud at jo mindre søvn, jo mere kaffe, men helst alene. Jeg har i perioder i den grad mistet evnen til at være social, at jeg ikke har kunnet tage telefonen. (Og bare inden du føler trang til at stille netop dét spørgsmål, så får du her svaret: Jeg ammede i 6 måneder. Ikke i 18.) Jeg og mange hundredetusinder andre mødre og fædre, der har fået børn, som ikke vil sove hele natten, men helst også lige nå at presse lidt skrål og hygge ind under stjernerne, klynger os til håbet om at ungen snart begynder at sove. Bare inden han / hun fylder 10.

Fordi jeg jo også bare er et helt almindeligt småtskåret menneske holder jeg fast i den flig af håb, der består i at mit barn må være noget ganske specielt. Altså objektivt set. Tænk hvis han nu er udstyret med en overordentligt begavelse, der får ham til at ligge der i tremmesengen og spekulere i kvadratrødder, kvantefysik, kræftens gåde og store digte? Det må være det, der holder ham vågen – for hvilke andre forklaringer, er der efterhånden tilbage: Det er ikke ørerne. Han er ikke allergisk. Det er ikke for mange indtryk, for få rytmer, nattøj i uld eller manglende sutter. Heller ikke de forkerte sutter. Der er bare ingen forklaring. Som jeg efterhånden bliver mere og mere rutineret i ikke at sove, og taler med flere og flere om det, går det op for mig, at vi er mange, der på denne måde lever på skyggesiden. Og at der er forældre, der har det så slemt, at man slet ikke forstår det. For eksempel mødte jeg Lise i går.

Vi sad ved siden af hinanden til en middag, jeg havde fået hevet mig selv af sted til, efter Elias var afleveret hos svigerforældrene og jeg lige havde sovet fantastiske 3,5 time. Middagen viste sig at være noget af det bedste, jeg havde ofret nattesøvn på i tusind år. Tilbage til Lise. Lise er en smuk pige, sidst i 30-erne, er gift med en mand hun så vidt hun husker er enormt forelsket i, og hun tror nok at hun er glad for sit job. Så vidt hun husker har hun også gode veninder, og engang for mange år siden, læste hun en bog som gjorde et stort indtryk. Hun kan bare ikke lige huske titlen, men det kommer nok, siger hun. Lise husker ind i mellem at telefonen ikke bør ligge på køl ved siden af kyllingen, og på en god dag får hun også to ens sko på. Lise har to børn, den yngste er snart to. Han har skidt hver time hele sit liv, OG haft kolik. Han har været til tusind og to kontroller, og det samme har hun for hun har ikke sovet i to år. I hvert fald ikke mere end en halv time ad gangen. På trods af Skide-Smølfen, finder hun og ham hun ikke lige kan huske navnet på, men som hun, så vidt hun husker, er lykkeligt gift med, på en eller anden uforklarlig måde overskud til at bestille en rejse, pakke de otte kufferter der skal til når man er fire mennesker, hvoraf to er børn, og rejse til et tropisk sted. Der går et døgn og Skide-Smølf er blevet til Sove-Smølf. Som ved et mirakel. Lise er paf.

Forklaringen: Han kan ikke tåle rugbrød. Så simpelt er det. Og hun taler til mig med en lettelse, der ligger hen over hendes ansigt, og gør hende mild og fin som en perfekt nutellamad. Hun er lykkelig, og hun fortæller mig, at hun tror, at det faktisk er muligt at få et liv til at fungere igen. Nu skal det bare lige vare ved, det med søvnen. Hun er stadig bange hver aften hun går i seng, for tænk hvis mareridtet begynder for fra. Men hun fortæller mig, at hun er begyndt at tro at det er muligt både at gå på arbejde og tale med sin mand – på én og samme dag. At det er muligt at blive glad igen. Ikke hele tiden kun at fungere på trods, og dopet med 10 liter kaffe og mere sukker end WHO har liggende på deres nødlagre.

For det er faktisk sådan det føles, skulle jeg hilse at sige. Et liv uden søvn, er et liv på kanten. Man mærker ikke hvordan andre mennesker reagerer på en, og man er hele tiden tre sætninger efter sig selv og efter samtalen. Nu, hvor jeg befinder mig mellem jobs (som de siger i USA – det betyder i virkeligheden bare at jeg blev et af Finans Grisens ofre), kan jeg endelig stå ved, at jeg har sovet på toilettet på min nu tidligere arbejdsplads. Bare fem minutter et par gange om dagen, og med mobiltelefonens alarm slået til, så det ikke endte i dramatiske scener, hvor nogen troede jeg var faldet død om, fordi jeg ikke kom ud igen. Det vildeste ved alt det her er, at man elsker ungerne alligevel. Elias kan for eksempel aldrig sove så lidt at jeg holder op med at elske ham. Det behøver altså virkeligt ikke komme an på en prøve, så tillad mig bare lade den påstand hænge.

Et (Priviligeret) døgn

I går: Kl 23 – Johan og jeg går i seng. I svigerforældrenes kælder. Elias ligger og sover noget så fredeligt. Vi tænker: “Hey, måske er det her en af de nætter, hvor han sover!”

Kl 00:24 – Elias er vågen. Meget vågen. Kalder, pludrer, griner, skriger og efter en time, er det gået over i hysteri over ikke at blive taget op.

Kl 01:45 – sidder Elias mellem os i vores seng og nikker mig en skalle så kraftig at jeg tror min hovedskal skal flække. Så kaster han sig grinende om kuld, sparker mig to gange i maven og begynder at nynne Lille Peter Edderkop. Vi tænder lyset. Er nødt til at vide om jeg har alle tænder og intakte øjenbryn. Det har jeg.

Kl 02:30 – Johan og jeg bliver enige om at nu tager vi kampen. For alvor. Elias kommer over i sin egen seng igen, og vi går i gang med at lægge ham ned – igen og igen.

Kl 03:14 – Elias sover. Pyhaaaa.

Kl 03:21 – Elias er vågen. Vi begynder forfra.

Kl 04:09 – Elias sover. Tør man håbe?

Kl 05:21 – Elias er vågen, sulten og i den grad klar på dagen!

Kl 0715 – Svigerfar banker på døren, og spørger om ikke det var noget med vi skulle nå toget til København om en halv time. Vi sover alle tre, og flyver op og ud af døren.

I dag udkommer Johans album, eller Jooks album, Priviligeret. Endelig. Fantastisk! På vej ind til københavn sidder en dame og læser Urban. Johan er på forsiden. Jeg forstår det ikke. Det er totalt surrealistisk. Elias synger, og vi sidder der og kigger på en forside, hvor min mands ansigt fylder en tredjedel. Tænk, tænk, at det ser ud som om det her projekt faktisk lykkes?! Sker det i virkeligheden? Mens søvnmanglen gør os underlige, mærkelige og helt følsomme, går det op for mig, at det her faktisk kan blive til det liv, Johan har ønsket sig. Taknemmeligheden er grænseløs. Og Elias er sulten, og det eneste vi har er den hemmelige chokolade og Elias madpakke, som han skal have med i vuggestuen i dag. Hvad gør man? Søvnmangel kan bruges som undskyldning på meget – og så i dette tilfælde. Så ja, chokoladen. Nu er klokken kvart i elleve. Jeg kan ikke nå at sove, for jeg skal til Odense og holde et foredrag om PR og markedsføring, og det skal sådan set også lige skrives. Og jeg skal nå toget. Men jeg har lagt champagnen på køl. For selvom vi ikke har sovet, selvom Johan arbejder på teatret (ja, det er en anden historie) hele dagen, og selvom jeg først kommer alt for sent hjem til at kysse mit barn godnat, så er der ting, der skal fejres. At Johan har turdet satse det hele, at det ser ud som om det faktisk kan lykkes, og at vi har hinanden; det er champagne værd.

(forresten: Der er blevet tryllet en intro-video frem til Johans album, som du kan se her: http://jooks.dk)

Anmeldelser

Her i mit nye liv, hvor arbejdslivet bliver stykket sammen af en hel håndfuld ting, som jeg heldigvis alle sammen er helt vild med, er jeg lige om lidt blevet anmelder. I Femina.

Og det er sådan set rimeligt ironisk for jeg har altid være ret angst omkring Anmelderne. Især dem, der anmelder sager, som om de er noget andet: Altså en musical bliver bare aldrig til en opera, og en fagbog om babyer bliver aldrig til et russisk litterært storværk. Nu skal jeg så selv være sådan én, der nu og da læser en bog og skriver om den. Jeg lover, at jeg ikke bliver en sur F…. , host, en mavesur dåse.