Og klummen …
… handler om verdens grimmeste (hverdags-)skænderier. Og ligger på Fpn.dk
11 Kommentarer »
RSS feed til kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Tryk på knappen og se hvad jeg i denne uge har valgt at teste
Julia Lahme // Copyright Julia Lahme 2010 - all rights reserved. // Design by minimega
Av av… stakkels unger.
Puh, hvor jeg pludseligt synes, vi har det helt fantastisk herhjemme. Helt overdrevet endda. Lutter lykke og sommersol sammenlignet med den familie.
Åh ja, der er ikke noget som andres ulykke, der får en til at værdsætte sit eget liv – øv, altså, stakkels dem….og stakkels unger!
God klumme – og vigtigt emne. Desværre tror jeg ikke, det er så sjældent, at folk bekriger hinanden på den måde i parforhold – i hvert fald på dårlige dage. Men det er måske svært for dem selv at se, hvor skidt det står til. Omvendt er det tit let for andre at se – og det er jo så ufatteligt let at være klog på andre folks liv, når man står på sidelinjen!
Som single vil jeg ikke gøre mig klog på den slags – jeg har vel, per definition, vist at jeg ikke selv kan få det til at fungere.. :p
Fik det helt underligt, da jeg læste din klumme. Kunne mærke hvordan jeg fik en stor klump i maven. De skulle have lov til at se en video med deres børns reaktion, fordi de er tydeligvis ikke klar over, hvad det er de gør overfor dem. Håber, der er en der giver dem en kæmpe skideballe, for det har de da behov for…
Tjah, jeg har netop ladet min far og stedmoder vide, at de ikke kommer til at passe mine børn. Nogensinde. Grunden er præcis den du skriver om – skænderier og så negativ ladet stemning, at man nærmest kan skære den ud af luften som små grimme skamstøtter på hvor dårligt mennesker kan tale til hinanden. Det har jeg levet med i det meste af min barndom, og man mister simpelthen tiltroen til voksne. Nogen må sige det til dem – håber de læser klummen?
Hej Julia – meget aktuelt emne at tage op, og omtåleligt. Det at blive forældre giver udfordringer på alle fronter også i den daglige dialog sammen. Med fare for at blive høvlet ned -vil jeg være ærlig at sige at jeg godt kunne genkende noget af min mand og jeg i din klumme. Og nej det er ikke spor fedt at skulle indrømme det. Vi har masser af kærlighed i vores lille familie med to børn dog kan vi også have heftige diskussioner og har haft virkelig mange udfordringer (mistet tvilling, mand med 5 årig smerteforløb med 2 diskosoperationer med eft.flg. bivirkninger, 3 år med max 4 timers nattesøvn pga. pige som ikke sover) DOG der findes ingen undskyldninger for at bekrige hinanden foran børnene. Vi er godt klar over at alle vore udfodringer kan vi vende til vore styrke og det har vi valgt – vi elsker hinanden og arbejder hårdt på at ændre vores mønster – og vi er på vej. Så enig med en af de andre kommentarer – håber at rigtig mange forældre læser din klumme og TØR være ærlige om deres hverdag og det vigtigste skridt mod en bedring er at være ærlig og den indsigt du har fået – så er du/I på vej. KH Karin
Tusind tak for Jeres kommentarer! Karin, du er for sej! Tænk at stå alt det igennem og så stadig være sammen. Alene det fortjener en medalje. Men ja, det gør ondt at se på. KH
Jeg siger også tak for et godt indlæg, det satte tanker igang, mange… både gode og svære… og ja jeg var lige ved at gøre “noget” hvad ved jeg ikke, måske kunne jeg lige så godt skrive var lige ved at gå i gulvet da jeg for en times tid siden i supermarkedet så to middelaldrende personer stå og skændes foran de “nye” danske kartofler, deres problem var om en kartoffel var både ny og dansk når den var stor !! for skulle man have store kartofler så skulle “man” sørme købe bagekartofler !! jo jo vi var en hel der der lige fik den “live” der…
Nå men godt indlæg… og gode tanker vælger jeg at sætte igang.
Det er en af de store udfordringer at blive forældre; på godt og ondt.
Jeg tror, at vi er mange, der kan genkende ting fra klummen og det gør ondt til marv og ben, man vil kun ens børn det bedste.
Mon ikke de fleste kan genkende snerten af det rædselsfulde scenarie? Når man ikke har sovet i måneder, alle er syge, men der er ingen til at tage over eller passe ungerne – når man er helt hudløs af hormoner og stress og hvad ved jeg. Så skal der ikke så meget til, før man kommer længere ud, end man vil være ved. Og så er det, man skal passe på ikke at havne dér, hvor dine venner sørgeligt nok befinder sig. Kan den slet ikke reddes, så synes jeg, man skylder sine børn at droppe det. Jeg er selv skilsmissebarn, og det var en lettelse, da mine forældre endelig fandt ud af at gå fra hinanden. Det havde jeg ventet på i mange år!
Oooooh, så vigtigt et emne. Og vi kender det jo allesammen. Jeg kan uden at blinke konstatere, at jeg har kastet en sok i hovedet på min mand, og vrælet, at det var snyd, at han kunne gå på arbejde og jeg skulle blive hjemme med en brækket røv, et barn med hård mave, en læge, som mente at vores lille ny havde en virkelig dårlig øjenkontakt. Et underliv, som var syet forkert sammen, og skuffen fuld af uldtrøjer, som kradsede.
Så jeg skal ikke holde mig for fin til at sige, at jeg har været stikhysterisk, hvis han kom hjem med havrefras i stedet for havregryn. Simpelthen af udmattelse.
Men men men. Spidser det til foran Kasper, hvilket det engang imellem gør, så hjælper det mig, at han hver morgen kommer ind og ligge mellem to forældre, som elsker hinanden højt og som han ser kysse og kramme. Som han ser hjælpe hinanden igennem en tid, hvor totalt må spalte sig selv, mellem de mange mange liv vi skal leve.
Jeg er selv vokset op i et hjem med dårlig stemnings, så jeg er ganske allergisk overfor voksne, som taler grimt til hinanden. Min mor har nu en ny mand på 15. år, og gentager selvsamme mønster. Så. Dem ser jeg kun hvis jeg har en bil hvor jeg kan køre derfra hvis det bliver for meget, ellers besøger hun mig i Kbh. Og sådan bliver det. Basta.
Sikke et langt indlæg her, men jeg beundrer de par, som forstår at behandle hinanden med værdighed. Jeg øver mig selv i at blive bedre.