Julia Lahme

7 kommentarer

• 1 Lis — 22. juni 2009 kl. 10:45

  Det manglede da bare:)

• 2 Annamette — 22. juni 2009 kl. 11:23

  Kære Julia
  Jeg er sammen med dig også meget rørt over al den mor-solidaritet, der findes her i cyber. Hvor er det fantastisk.
  Og hende Østerbro-moren må da simpelthen ha’ den Burberry paraply så langt oppe i røven, at hun slet ikke kan se livet for bare stiletter. Og børn der sover igennem. Jeg får lyst til at sende hende alle kommentarerne og derefter morfe hende ind i et liv med søvnløse nætter, kolik, og måske også lige en lille fødselsdepression on top. Så kan hun sidde der og pudse næse om kap med sine Marc Jacobs sko og polere sin hellige røv, og se hvor lang tid hun kan være solidarisk.

• 3 Rosanna — 22. juni 2009 kl. 11:58

  Øj, hvor kom jeg til at grine af dit indlæg fra i lørdags!… det er et klasse-eksempel på hvor stygge kvinder kan være overfor hinanden. I stedet for lige at give en hånd med at holde cykel mens du kunne vikle cykelhjelm ud af håret, så vælger hun at sparke til dig….
  Det er den samme slags kvinder, der vil “berolige” en kommende førstegangsmor, der står overfor snart at skulle føde. De kan fortælle de mest rædselsfulde fødselsberetninger, som de efterfølgende afslutter med “… men det sker jo selvfølgeligt ikke for dig, men nu ved du hvordan det også kan gå!”…
  Jeg er SÅ imponeret over at du ikke efterlod hende med uglet hår… rent verbalt, altså! Du er godt nok ret sej, du!

• 4 Jette — 22. juni 2009 kl. 13:22

  Hej Julia

  Jeg læste også indlægget i lørdags med en blandning af vantro og undren. For selvom kvinden havde delvis ret i sin pointe med at moderskab en stor del af tiden er hvad vi selv gør det til, så handler din dejlige og nærværende bog om DINE oplevelser af at være mor og ikke om hendes.

  Nu er jeg begavet med et – rimeligt – nemt barn når det kommer til det med at sove om natten, men hvor min amning gik fint i begyndelsen så måtte jeg en dag bide i gulvtæppet og erkende – efter 6 ugers kamp – at det eneste rigtige var at gå over til flaske. Min pointe med ovennævnte? At ingen børn og familier er ens og vi alle har vores ‘kampe’ og at det styrker en så uendeligt meget at vide at man ikke er alene. Jeg har kunne se enten min dejlige søn eller mig selv i stort set alle de situationer du har beskrevet enten her på din blog eller i din bog. Min mand har måtte høre på at jeg læste lange passager fra din bog højt og en dag udbrød han: “Nu ved jeg hvad den bog er – det er en mødregruppe i bogform”. Mødregrupper er i min øjne den bedste mentalhygiejniske foranstaltning man kan opdrive, såfremt man er udstyret med en god en af slagsen (hvilket jeg heldigvis er)

  At du bevarede fatningen og ikke gav et grimt svar retur viser bare at du er et menneske med stort overskud.

  Kh fra
  Jette

• 5 Rikke — 22. juni 2009 kl. 13:32

  Fantastisk at du klarede situationen med så stort overskud. Jeg havde nok pandet kællingen en i arrigskab

  Jeg synes desværre at man oplever en del af hvad du beskriver – fremmede kvinder som stiver deres ego af med at angribe os andre lige der hvor vi er allermest sårbare, og fordi vi tør være ærlige med det.

  Tænk, at hun tør tage ordet usolidarisk i sin mund. Hun skulle skamme sig!

• 6 FruGosch — 22. juni 2009 kl. 22:07

  Kære Julia

  Den solidaritet, du røres af, er du den første til selv at øse ud af. Du får alt det igen, som du selv giver. Og du giver så meget.

  Så når du røres til tårer, så vid, at vi er mange som røres til tårer af DIG, og din ærlige bog, hvor du udover at give os et hudløst ærligt indblik (!) i dit allerdyrebareste: dit moderskab og dit partnerskab, også giver OS solidaritet og en kærlig hjælp til en egen accept af vore små fejl, faldgrupper, dårlige samvittighed, angst og forbudte følelser….

  Det du giver, får du tilbage igen. Tak for det du giver.
  Kh Rikke

• 7 Julia Lahme — 23. juni 2009 kl. 11:51

  Kære Lis:
  Kære Annamette! TAAAK for dig og for dit helt fantastiske sproglige overskud…
  Kære Rosanna, ja den type er fandme for meget! Ligesom dem der fortæller en om risikoen for spontane aborter når man er gravid i syvende måned. Hvad sker der for dem?
  Kære Jette! Det er fandme sejt! En mødregruppe i bogform! Ja tak! Det gemmer jeg lige allerinderst inde til næste regnvejrsdag…
  Kære Rikke, ja man forundres over at sårbarhed ikke får lov til at være et fællesmenneskeligt bånd. At man skal have tæv for at være det.
  Fru Gosh – tak og i den grad i lige måde. Det er det samme der sker ovre hos dig.
  KH
  J

Skriv en kommentar