Klumme: Misundelse
Gårsdagens klumme i Jyllandsposten handler om misundelse…
Du kan læse den her, på epn.dk
11 Kommentarer »
RSS feed til kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Tryk på knappen og se hvad jeg i denne uge har valgt at teste
Julia Lahme // Copyright Julia Lahme 2010 - all rights reserved. // Design by minimega
Fed klumme. Jeg læser med herinde, men er ikke den store “taler”/skriver.
I min verden har misundelse altid været den blide og tilladte følelse. Den man godt kan tale om og sige højt, og til dem man misunder. Det er ok at misunde andre noget der ikke lige er muligt for en selv, bare man ønsker dem det bedste. “Bare det var mig, men god vind”.
Men så er der jalousien. Den grimme. Monstret. Hvor man bare ikke under dem “det”. Den der ikke lige forsvinder. Men ligger og nager. “Naboens græs”. Den røde med horn og trefork. Den man genkender i “En hundjævels bekendelser”.
Jeg syntes efterhånden jeg har lært at kende forskel og kan vende hundjævlen til den gode. Være følelsesmæssigt overskudsagtig.
PS Kendte din mor lidt via arbejdet, for en tid. Skønne diskussioner om verden. Fantastisk menneske! Kan se hvor dit talent med ord stammer fra
Hmprf, fx er jeg misundelig over at du skriver bedre klummer end mig. Måske kan vi ikke være venner alligevel
Kh Maren
Jeg råber det gerne: JEG ER MISUNDELIG. På alle de mødre, der har jobs eller evnen til at nyde mellemrummet imellem. Det kan jeg ikke. Jeg er misundelig på alle dem, der har langt tykt hår, og mænd de altid kan finde noget positivt ved. Og jeg tilslutter mig Marens kor, jeg er misundelig på alle jer, der skriver bedre end mig. Så er det sagt!
Og misundelse er der sgu nok af her i Danmark. Hvad sker der for dem, der ikke kan unde Johan noget succes nu? Nu er hans nummer pludselig et plagiat? Hrmpf!!!
Og så er jeg i øvrigt misundelig på alle dem, der bare kan spise og spise uden at tage et gram på!
Hm… hører ikke til de særligt misundelige. Kan selvfølgelig godt blive træt af nogle af dem, hvor alt går op i en højere endhed altid, men det er bestemt kun, når de så ikke formår at have empati for andre, som fx er mindre heldigt stillede. Eller har helt andre betingelser. Dét gør mig ond i sulet, men jeg synes, det er helt ok at ‘misunde’ (for er det egentlig dét, man gør? Helt inderst inde? Eller handler det bare om, man også gerne ville ha’ den perfekte fødsel/mand/det perfekte hjem/job/økonomi mv selv – uden de andre behøver miste det?) andre de ting, man eddermame gerne ville være bedre til selv. Det er vel også en motivationsfaktor af og til. Hvis altså man ikke begynder at slå sig selv i hovedet med de ting, that is
Der er masser af misundelse og der er masser af tabuer
Folk gemmer og gemmer så der skulle være nok til mange nye klummer 
Ønsk det bedste for dig selv – ønsk det bedste for andre.
Problemet er at de færreste evner at rumme deres egen selvomsorg og derfor heller ikke kan rumme andres.
Uh, jeg kender misundelse! Den totalt grønne, grimme monsteragtige, hvor jeg i det skjulte kan bande og svovle (og få luft) over, hvor let og ligetil ‘alle andre’ kommer til det jeg ønsker så brændende. Dog sker der noget, når det kommer tæt på… når det er mennesker jeg kender. Så er det faktisk ikke helt misundelse, men har en lidt anden drejning. Jeg har tit tænkt på, at jeg mangler et ord for det. Så er det ikke fordi jeg ikke under dem det, men jeg vil bare så gerne OGSÅ.
Jeg kender også godt misundelse. Yrk! Den er ækel. Den kan æde mig helt op indenfra. Den får mig til at være en sur kælling. Jeg vil også … Åh, der er mange mennesker at være misundelige på – selv om jeg også under dem deres succes, udseende og lykke. Alligevel kommer det grimme monster og overmander mig konstant …! Det er svært at finde et våben, der kan slå det ned … Suk!
Ja, det monster, det står altså på lur. Sus – selvomsorg? Hvis du kigger med herinde, vil du så ikke lige forklare, hvad du mener?
KH
J
Åh, jeg synes det er så sødt – det sidste – med at du jo ikke kunne have fået et bedre barn. For sådan er det jo. De andre børn kan have deres skinnende sider – men ens egen unge… Dét er altså den bedste af dem alle. Ynder at fortælle Alfred, at jeg er den heldigste mor i verden, for hvis jeg kunne vælge mellem alle børn i hele verden, så ville jeg vælge ham og August. Og så var det jo heldigt, at det var de to (rødder!!) jeg fik. Nu er han begyndt selv at bede om at høre mig sige det…
Men den med taljen – nøj! Den misundelse kender jeg godt. Og skulle nogen mangle noget hud – ja, så er det dér mit overskud er
Det er ikke kun Mødre, der lider af misundelse – det er et helt generelt fænomen.Egentlig er det ikke selve misundelsen, den er gal med. Problemet ligger i det danske sprog. Vi har kun ét ord til at beskrive den følelse, og det er et usselt ord. Mis-undelse betyder jo, at vi ikke under folk, det de har (hvad det så end er), og det er i bund og grund ikke det, vi føler. Langt de fleste gange under vi den anden alt, men vi vil bare også gerne have en bid af kagen selv.
Personligt fandt jeg løsningen i at opfinde et nyt ord: Selvundelse = jeg under mig selv lidt af det de andre har. Alle læsere af denne fantastiske klumme har hermed rettigheden til at bruge dette ord – gerne dagligt.