Ondt i ansigtet
Har stadig ondt i højre side af ansigtet efter Elias natlige skalle, og overvejer om man kan forstuve sit hoved. Det må jeg vist hellere lige undersøge. Dog tør jeg ikke klikke ind på netdoktor.dk, for der ender det altid med at man har meningitis, tyfus eller kolera.
Heldigvis (7-9-13) var natten ok i nat, og hele familien har det lidt bedre. Desværre er jeg jo ikke altid så fantasifuld, så dagens klumme handler om det samme: Søvnmangel. Men i meget værre grad end vi oplever den. Jeg mødte nemlig en dame til en middag og hendes families historie er så gennemført vanvittig, at man bør huske at danse en morgendans hver dag, man har fået mere end to timers søvn. Håber du har lyst til at læse den. Den ligger helt sikkert på fpn.dk, men jeg kan simpelthen ikke finde den, så her kommer dagens klumme:
Et familieliv på kanten
Situationen er denne: Jeg har sådan ca ikke sovet i halvandet år, hvis man medregner de to måneder inden fødselen, hvor jeg tissede hvert tolvte minut. Hele døgnet. I helt faste intervaller. Min mand har hørt mig brokke mig over det i de samme atten måneder. Før var jeg et udadvendt menneske, som kunne finde ud af at gå til fester, at holde middage, at invitere på kaffe – og nu ser mit liv sådan ud at jo mindre søvn, jo mere kaffe, men helst alene. Jeg har i perioder i den grad mistet evnen til at være social, at jeg ikke har kunnet tage telefonen. (Og bare inden du føler trang til at stille netop dét spørgsmål, så får du her svaret: Jeg ammede i 6 måneder. Ikke i 18.) Jeg og mange hundredetusinder andre mødre og fædre, der har fået børn, som ikke vil sove hele natten, men helst også lige nå at presse lidt skrål og hygge ind under stjernerne, klynger os til håbet om at ungen snart begynder at sove. Bare inden han / hun fylder 10.
Fordi jeg jo også bare er et helt almindeligt småtskåret menneske holder jeg fast i den flig af håb, der består i at mit barn må være noget ganske specielt. Altså objektivt set. Tænk hvis han nu er udstyret med en overordentligt begavelse, der får ham til at ligge der i tremmesengen og spekulere i kvadratrødder, kvantefysik, kræftens gåde og store digte? Det må være det, der holder ham vågen – for hvilke andre forklaringer, er der efterhånden tilbage: Det er ikke ørerne. Han er ikke allergisk. Det er ikke for mange indtryk, for få rytmer, nattøj i uld eller manglende sutter. Heller ikke de forkerte sutter. Der er bare ingen forklaring. Som jeg efterhånden bliver mere og mere rutineret i ikke at sove, og taler med flere og flere om det, går det op for mig, at vi er mange, der på denne måde lever på skyggesiden. Og at der er forældre, der har det så slemt, at man slet ikke forstår det. For eksempel mødte jeg Lise i går.
Vi sad ved siden af hinanden til en middag, jeg havde fået hevet mig selv af sted til, efter Elias var afleveret hos svigerforældrene og jeg lige havde sovet fantastiske 3,5 time. Middagen viste sig at være noget af det bedste, jeg havde ofret nattesøvn på i tusind år. Tilbage til Lise. Lise er en smuk pige, sidst i 30-erne, er gift med en mand hun så vidt hun husker er enormt forelsket i, og hun tror nok at hun er glad for sit job. Så vidt hun husker har hun også gode veninder, og engang for mange år siden, læste hun en bog som gjorde et stort indtryk. Hun kan bare ikke lige huske titlen, men det kommer nok, siger hun. Lise husker ind i mellem at telefonen ikke bør ligge på køl ved siden af kyllingen, og på en god dag får hun også to ens sko på. Lise har to børn, den yngste er snart to. Han har skidt hver time hele sit liv, OG haft kolik. Han har været til tusind og to kontroller, og det samme har hun for hun har ikke sovet i to år. I hvert fald ikke mere end en halv time ad gangen. På trods af Skide-Smølfen, finder hun og ham hun ikke lige kan huske navnet på, men som hun, så vidt hun husker, er lykkeligt gift med, på en eller anden uforklarlig måde overskud til at bestille en rejse, pakke de otte kufferter der skal til når man er fire mennesker, hvoraf to er børn, og rejse til et tropisk sted. Der går et døgn og Skide-Smølf er blevet til Sove-Smølf. Som ved et mirakel. Lise er paf.
Forklaringen: Han kan ikke tåle rugbrød. Så simpelt er det. Og hun taler til mig med en lettelse, der ligger hen over hendes ansigt, og gør hende mild og fin som en perfekt nutellamad. Hun er lykkelig, og hun fortæller mig, at hun tror, at det faktisk er muligt at få et liv til at fungere igen. Nu skal det bare lige vare ved, det med søvnen. Hun er stadig bange hver aften hun går i seng, for tænk hvis mareridtet begynder for fra. Men hun fortæller mig, at hun er begyndt at tro at det er muligt både at gå på arbejde og tale med sin mand – på én og samme dag. At det er muligt at blive glad igen. Ikke hele tiden kun at fungere på trods, og dopet med 10 liter kaffe og mere sukker end WHO har liggende på deres nødlagre.
For det er faktisk sådan det føles, skulle jeg hilse at sige. Et liv uden søvn, er et liv på kanten. Man mærker ikke hvordan andre mennesker reagerer på en, og man er hele tiden tre sætninger efter sig selv og efter samtalen. Nu, hvor jeg befinder mig mellem jobs (som de siger i USA – det betyder i virkeligheden bare at jeg blev et af Finans Grisens ofre), kan jeg endelig stå ved, at jeg har sovet på toilettet på min nu tidligere arbejdsplads. Bare fem minutter et par gange om dagen, og med mobiltelefonens alarm slået til, så det ikke endte i dramatiske scener, hvor nogen troede jeg var faldet død om, fordi jeg ikke kom ud igen. Det vildeste ved alt det her er, at man elsker ungerne alligevel. Elias kan for eksempel aldrig sove så lidt at jeg holder op med at elske ham. Det behøver altså virkeligt ikke komme an på en prøve, så tillad mig bare lade den påstand hænge.
Tak for endnu en god klumme. Sindssyg historie med Skide-Smølfen. Det er jo helt ekstremt. Vores den ældste på 2½ sover endnu ikke igennem og nogle gange tænker jeg på, om man pludselig kommer til at se helt anderledes på verden, hvis man rent faktisk begynder at få uafbrudt søvn på helt fast basis. Jeg har vænnet mig til den nuværende tilstand, men jeg var seriøst ved at krepere, da jeg var gravid med den yngste. Manglende søvn-træthed + graviditetstræthed er en killer. Der måtte jeg altså indimellem sætte mødeskiltet på og trækkegardinerne til mit kontor for, for at komme igennem dagen. Men det gode er, at det ikke er så hårdt at få nummer 2, hvis man i forvejen ikke sover igennem.
Og P.S. Ja, netdoktor er farlig. Jeg er f.eks. lige kommet til at læse, at jeg (næsten helt sikkert) har gigt i storetåen. Farvel, høje hæle, blev der så også lige sagt. Må simpelthen stoppe med at nærme mig den slags sider.
Tak for endnu et grin og genkendende nik.
Føler nu, efter at have læst med læææænge, at jeg må smide en lille kommentar.
- Ikke for at skræmme nogen, men har datter på ni år!!!! som stadig ikke sover igennem hver nat.
Forskellen er nu, at det er meget vigtige og lange samtaler hun mener vi skal føre om natten. Og så mener hun bestemt at hun sover bedst hos os.
Hun har også altid hylder princippet om at powernaps på max. 30 min. er det sejeste…….. lige fra dag 1 i verden.
Nu på 9. år i moderskabet, er søvn og de tidspunkter hvor jeg kan liste mig til den, stadig på uundværlig-listen. Og sover hun en hel nat, er det ganske sikkert, at jeg vågner alt alt for tideliget, fordi noget mangler.
Men man lærer at navigere i det………. og nøjes med et barn:o)
Netdoktor, uha… I årevis havde jeg mærker på benene. Hele tiden dukkede der mærker op. Blå, gule, sorte. Ud af det blå, om jeg så må sige. Og i følge Netdoktor, kunne det faktisk godt betyde at den var helt, helt gal. (Akut leukæmi lå for eksempel lige for, så vidt jeg da kunne se.) Men jeg levede med det, gjorde jeg. For man render alligevel ikke til læge hele tiden, når det bare er noget med én selv… Senere fandt jeg ud af, hvad de blå mærker skyldtes: De skyldtes, at jeg altid var så stangtræt, at jeg gik ind i alt muligt uden at opdage det. Det var først, da jeg efter nogle år fik en tilværelse, hvor jeg faktisk sov om natten, og pludselig ikke længere havde mærker på benene, at sammenhængen gik op for mig.
Morale: Man skal altså have noget søvn. Og man skal passe på med netdoktor.
Et klik på netdoktor, ja det bliver man syg af…og han må da nærmest blive et geni den knægt, med al den tid han har til overs i forhold til andre…
Julia, for fanden. Og ja, alle hendes medsøstre udi kundskaben ikke at miste forstanden af ikke at sove: Det lyder bare så hårdt, og ja det må bare være så hårdt ikke at få sovet.
Historien i din klumme, om Lise, er både en solskinshistorie men også forfærdelig, fordi der skulle gå så lang tid før situationen blev opklaret.
Det er det med søvn og børn, at der både kan være fysiske forklaringer og psykologiske, og det er et sted, hvor de virkelig kan sætte hårdt mod hårdt. Problemet er bare, at man ikke ved hvad årsagen er i de fleste tilfælde.
Man tør jo næsten heller ikke komme med forslag til afprøvning, for jeg ved, at når man står i et uløseligt problem uden forklaring, så magter man bare ikke de gode råd. Man brækker sig over dem. (Men jeg så i tv fornylig et indslag med en godt nok træls type af en sundhedsplejerske, der KASTEDE børn rundt, og på den måde kurerede kolik, fordi hun sagde, at de græd grundet kedsomhed…..Men jeg tog alligevel en lille bitte del af det hun sagde til mig: ift at de skal bevæges, og jeg laver hver dag gymnastik med min baby. Altså ruller ham rundt og laver forskellige ting. Som måske er med til at trætte ham…..?……) Men nogle ville måske bare blive overstimulerede…..??? Ja, det er sgu ikke så let altid….
Kh Rikke
Uhh jeg nyder at læse din blog, du er god til at få tingene til at træde frem, så man kan genkende sig selv.
Tak’ Anja
Hah. Da jeg læste dagens klumme højt for min mage troede han det første lange stykke tid at det var mig det handlede om. Lige indtil jeg læste den del om at sove på toilettet på arbejdet. Det har jeg ligodt aldrig gjort, men det er nok kun fordi jeg stadig er på barsel.
Hej Julia.
Åhhhh man vil jo give hvad som helst for en hel nattesøvn.
Vores den yngste der er født for tidligt sov ikke igennem før han var næsten 5 år….
Efter samtale og test med bla. en psykolog om hans trivsel kom vi til at snakke om at han ikke sov igennem, så sagde psykologen at det skulle han, han var jo sund og rask så det skulle han bare.
Ja fortæl ham det, vi har prøvet uden held….
Hendes råd til os var samme sengetid, samme stå op tid.
Jeg arbejdede dengang på et fritidshjem så han fik bare lov til at sove til han vågnede om morgenen.
Vi troede nu ikke på det ville hjælpe men vi kunne da godt prøve… efter et par dage sov han. Han vågnede stadig og kom over i vores seng men han faldt i søvn med det samme igen.
I denne uge har han sovet i sin egen seng hver nat og han er lige blevet 8….
Skønt
Hvad kan man ellers sige, benyt jer af al den hjælp/aflastning I kan få efter en hel nattesøvn kan man nærmest klare det umulige, igen.
Mange hilsner
Susan
Puhaaa jeg blir bange, rigtig bange…. Jeg er gravid i 6.måned og jeg har en søn på 9 måneder (vi troede ikke at vi selv kunne lave børn, det kunne vi, også selvom jeg ammede fuldt ud hele tiden) Men min søn Albert havde kolik de første 3 måneder, hvilket ikke var sjovt, men men men, han sov om natten og hvis ens barn sover om natten kan man klare hvad som helst, og så kan man sagtens overleve 3 mdr. med kolik… Men jeg håber virkelig a den lille purk der ligger i maven også sover om natten, for så tager jeg gerne 3 mdr med kolik igen, bare jeg får nattesøvnen, så der er overskud til begge børn om dagen!!!! Jeg har virkelig inderligt ondt af forældre der ik får deres nattesøvn, puhaaa det må være hårdt…