Et (Priviligeret) døgn

I går: Kl 23 – Johan og jeg går i seng. I svigerforældrenes kælder. Elias ligger og sover noget så fredeligt. Vi tænker: “Hey, måske er det her en af de nætter, hvor han sover!”

Kl 00:24 – Elias er vågen. Meget vågen. Kalder, pludrer, griner, skriger og efter en time, er det gået over i hysteri over ikke at blive taget op.

Kl 01:45 – sidder Elias mellem os i vores seng og nikker mig en skalle så kraftig at jeg tror min hovedskal skal flække. Så kaster han sig grinende om kuld, sparker mig to gange i maven og begynder at nynne Lille Peter Edderkop. Vi tænder lyset. Er nødt til at vide om jeg har alle tænder og intakte øjenbryn. Det har jeg.

Kl 02:30 – Johan og jeg bliver enige om at nu tager vi kampen. For alvor. Elias kommer over i sin egen seng igen, og vi går i gang med at lægge ham ned – igen og igen.

Kl 03:14 – Elias sover. Pyhaaaa.

Kl 03:21 – Elias er vågen. Vi begynder forfra.

Kl 04:09 – Elias sover. Tør man håbe?

Kl 05:21 – Elias er vågen, sulten og i den grad klar på dagen!

Kl 0715 – Svigerfar banker på døren, og spørger om ikke det var noget med vi skulle nå toget til København om en halv time. Vi sover alle tre, og flyver op og ud af døren.

I dag udkommer Johans album, eller Jooks album, Priviligeret. Endelig. Fantastisk! På vej ind til københavn sidder en dame og læser Urban. Johan er på forsiden. Jeg forstår det ikke. Det er totalt surrealistisk. Elias synger, og vi sidder der og kigger på en forside, hvor min mands ansigt fylder en tredjedel. Tænk, tænk, at det ser ud som om det her projekt faktisk lykkes?! Sker det i virkeligheden? Mens søvnmanglen gør os underlige, mærkelige og helt følsomme, går det op for mig, at det her faktisk kan blive til det liv, Johan har ønsket sig. Taknemmeligheden er grænseløs. Og Elias er sulten, og det eneste vi har er den hemmelige chokolade og Elias madpakke, som han skal have med i vuggestuen i dag. Hvad gør man? Søvnmangel kan bruges som undskyldning på meget – og så i dette tilfælde. Så ja, chokoladen. Nu er klokken kvart i elleve. Jeg kan ikke nå at sove, for jeg skal til Odense og holde et foredrag om PR og markedsføring, og det skal sådan set også lige skrives. Og jeg skal nå toget. Men jeg har lagt champagnen på køl. For selvom vi ikke har sovet, selvom Johan arbejder på teatret (ja, det er en anden historie) hele dagen, og selvom jeg først kommer alt for sent hjem til at kysse mit barn godnat, så er der ting, der skal fejres. At Johan har turdet satse det hele, at det ser ud som om det faktisk kan lykkes, og at vi har hinanden; det er champagne værd.

(forresten: Der er blevet tryllet en intro-video frem til Johans album, som du kan se her: http://jooks.dk)

24 Comments
Previous Post
Next Post