Månedsarkiv: juni 2009

Inde fra boblen

Det er meget mærkeligt, det her medicinhul jeg sidder i. Jeg er sløv og slap og meget, meget træt og sover hele dagen og hele natten, når jeg ikke lige tager piller. Jeg gider ikke engang se Buffy eller andre kvalitetsprogrammer på formiddagstv, og har heller ikke lyst til kaffe. Så ved man den er gal. Tilgengæld får jeg hjælp. Hele tiden. Det er fantastisk, og den store bonus. Veninde Julie var her i går, med hjælp og trøst og løft af Elias, og hele denne Roskilde- og Nibe- uge, hvor Johan skal spille to koncerter på to dage i hver sin ende af landet, er fyldt med venner og familie, der gider. Måske skulle jeg lave en hat med et skilt, hvor der bare står “TAK”.

AV!

Jeg var sgu ikke rigtigt helt på toppen onsdag. Torsdag var jeg til møde, og fik det dårligere og dårligere. Troede at det var en kombination af madforgiftning og søvnmangel, men da jeg kom hjem, gjorde det så ondt at jeg ikke selv kunne komme op af trappen til fjerde sal. Jeg havde ubeskriveligt ondt, en vé i kombination med en gaffel i ryggen, og ringede til vagtlægen, som kom to timer efter, trykkede mig på maven, og bestilte en ambulance. Torsdag aften blev jeg indlagt og natten til fredag var der et væld af undersøgelser, drops, bloprøver og tjek i hoved og så videre, og jeg kan nærmest ikke huske noget af det. Der var tegn på en nyresten havde passeret, og fredag røg jeg i narkose, så de kunne se efter hvad det var, der gjorde så ondt. Jeg fik sagt til lægen inden narkosen, at de skulle vække mig inden de gjorde noget ved livmoder eller æggestokke. Det lovede de. Jeg vågnede uden blindtarm, men med 3 syninger på maven, og besked om at jeg har betændelse i hele underlivet: Livmoder, æggestokke, bækken, the works. Det har åbenbart været flere uger undervejs, og de forstår ikke, at jeg ikke har bemærket det. Hvis jeg nu siger at jeg har været så træt, så længe, at jeg er holdt op med at opdage om noget gør ondt (for alt gør jo ondt), er det så til at tro på? Jeg sagde ikke noget. Nu er jeg hjemme. Kan ikke løfte Elias, går i en Dronning Ingrid vinkel, sover hele tiden, og har ondt. Og så gik jeg glip af min veninde Katrines bryllup lørdag. Ingen brok – er bare glad – og dybt taknemmelig – for at jeg blev fanget i hospitalsnettet inden vigtigere dele end blindtarmen blev ramt.

Livet efter FinansGrisen

Her i det nye liv har jeg arbejdsdage, som jeg bliver nødt til at prale af. Ikke fordi det er så klædeligt at sidde bag skærmen og prale, men bare fordi det faktisk er ret fedt at have noget at prale af, når nu FinansGrisen har bidt en og det liv, man troede var det eneste der duede, midt over. Jeg har hold møder, trænet (UHA!), skrevet mails og talt i telefon og nået mere end jeg troede jeg kunne. Uden stress, uden jag, uden dårlig samvittighed. Alligevel kan jeg hente (små-sløje) Elias tidligt. Efter at have købt ind. Det holder simpelthen.

Syg

Elias er syg. Han har en lille feber og græder (med tårer – ikke den falske gråd), og nægtede at spise her til aften. Han er lillebitte, vil gerne sidde helt tæt, og så udtalte han ordet MERE for første gang. Hvad han ville have mere af? Børnepanodil naturligvis.

Solidaritet

Hvis du tjekker indlægget fra i lørdags og ser de mange mange kommentarer, der er til det, så ved du hvorfor jeg fandme er så rørt. Det er ikke fordi så mange er enige med mig at jeg sidder her og er grådlabil, det er simpelthen bare fordi I gider at se ind bagved. Det er fandme stort. For ja, det er hårdt at få børn, og som Kirsten skriver, så kan man (jeg) sikkert godt komme til at gøre det sværere end det er. Men der er altså også et mål af solidaritet der er påkrevet, for hvis vi børnefamilier ikke er solidariske med hinanden, hvem er så? Tak og virtuelle kram.

Dage, hvor man har brug for alle de kanelsnegle man kan få

Herude på bloggen, tror jeg tit at vi alle er i samme båd. Men det er vi ikke. Det lærte jeg nemlig forleden:
Jeg skulle hente Elias. Jeg kom for sent, for jeg kunne ikke finde min cykelhjelm, og jeg styrtede rundt i lejligheden og ledte efter den, indtil jeg endelig fandt den og kunne komme ud af døren (jeg har nemlig en storneurotisk tvangstanke omkring at dén dag, jeg kører uden hjelm, vil jeg blive pløjet ned og dø en langsom død med hjernemassen sivende ud af ørene. Eller noget.) Jeg kom ned i vuggestuen og ind på den stue, hvor alle ungerne var samlet. Der stod jeg så lidt og så på Elias, inden han så på mig. Han legede lige så fint med en stor gul plasticlastbil, som han puttede en grøn krokodille ind i, mens han sad og brummede. Det var meget fint og fredfyldt der allersidst på dagen. Så kom jeg og forstyrrede. Ikke så smart. For at sige det mildt. Meget mildt.
Da jeg prøvede at lokke Elias med hjem gik han amok. Han skreg hele vejen ned i regntøjet, hele vejen ud på cyklen, og så stoppede det heldigvis også. Tilgengæld gik han i gang med at skrige på mad. Så vi stoppede ved bageren. Jeg tog cykelhjelmen af. Troede jeg da. Det viste sig at den sad fast i mit hår, så mens jeg balancerede med 14 kgs fastspændt baby, en cykel der ikke kunne stå fast, regnvejr, der trommede ned, havde jeg så en filtret masse hår og en cykelhjelm hængende ned af kinden. Og der, lige der i mit allermindst overskudsagtige øjeblik (og stadig med cykelhjelmen hængende i håret) kommer en kvinde (smuk, høje hæle, lækker frakke, paraply, fin taske, makeup, tørt hår, the works) hen og siger:

Hej, jeg har læst din bog. Den er ok, men jeg vil lige sige dig, at sådan har mit barn altså aldrig opført sig. Jeg synes du overdriver lidt. Og det er ikke særligt solidarisk. Du må jo huske på at det med børn ikke er sværere end DU SELV gør det til. Det er det samme med amning og søvn. Ja, det er jo kun for at hjælpe dig, men det kan jo være at du har brug for et lille puf.

Mere gennemblødt end da samtalen startede, og stadig med hjelmen kækt på sned, fik jeg sagt ”Tak for dine værdifulde input”, og endda “Jeg sætter stor pris på din interesse” og gik hjem. Med filtret hår. En cykelhjelm, der skulle tvinges af og en endelig glad unge med en våd bolle. Så nej, den fælles referenceramme er bare ikke er så fælles. De der liv er meget forskellige. Og det er børnene også. For ligesom at understrege dét, rakte Elias tunge og sagde AaaaaaD, da vi var på vej væk. Se, det er min dreng!

Fredag

Det har været verdens længste uge. Jeg kan slet ikke huske, hvordan den egentligt begyndte og mellemregningerne er også forsvundet. Vi er hjemme nu alle tre – vi burde i virkeligheden være ude (alle tre), men vi er hjemme og det er godt, og roligt. Det regner og AC/DC fylder Parken, så fulde stoddere fylder Østerbrogade, og inde fra og ud er der mest regn. Det er fint og meget stille.

Skriverier

Der er helt stille herhjemme og jeg sidder og skriver. Det er en artikel, jeg arbejder på, og den er ærligt talt liiiige lidt svær at få hul på. Jeg har allerede vandret rundt i lejligheden, 15-20 gange, jeg har også allerede lavet kaffe og sat en vask over. Jeg har åbnet køleskabet 800 gange og ideen til at komme godt i gang med værket ligger stadig ikke på samme hylde som æggene.