Og klummen …

… handler om verdens grimmeste (hverdags-)skænderier. Og ligger på Fpn.dk

Inde fra boblen

Det er meget mærkeligt, det her medicinhul jeg sidder i. Jeg er sløv og slap og meget, meget træt og sover hele dagen og hele natten, når jeg ikke lige tager piller. Jeg gider ikke engang se Buffy eller andre kvalitetsprogrammer på formiddagstv, og har heller ikke lyst til kaffe. Så ved man den er gal. Tilgengæld får jeg hjælp. Hele tiden. Det er fantastisk, og den store bonus. Veninde Julie var her i går, med hjælp og trøst og løft af Elias, og hele denne Roskilde- og Nibe- uge, hvor Johan skal spille to koncerter på to dage i hver sin ende af landet, er fyldt med venner og familie, der gider. Måske skulle jeg lave en hat med et skilt, hvor der bare står “TAK”.

AV!

Jeg var sgu ikke rigtigt helt på toppen onsdag. Torsdag var jeg til møde, og fik det dårligere og dårligere. Troede at det var en kombination af madforgiftning og søvnmangel, men da jeg kom hjem, gjorde det så ondt at jeg ikke selv kunne komme op af trappen til fjerde sal. Jeg havde ubeskriveligt ondt, en vé i kombination med en gaffel i ryggen, og ringede til vagtlægen, som kom to timer efter, trykkede mig på maven, og bestilte en ambulance. Torsdag aften blev jeg indlagt og natten til fredag var der et væld af undersøgelser, drops, bloprøver og tjek i hoved og så videre, og jeg kan nærmest ikke huske noget af det. Der var tegn på en nyresten havde passeret, og fredag røg jeg i narkose, så de kunne se efter hvad det var, der gjorde så ondt. Jeg fik sagt til lægen inden narkosen, at de skulle vække mig inden de gjorde noget ved livmoder eller æggestokke. Det lovede de. Jeg vågnede uden blindtarm, men med 3 syninger på maven, og besked om at jeg har betændelse i hele underlivet: Livmoder, æggestokke, bækken, the works. Det har åbenbart været flere uger undervejs, og de forstår ikke, at jeg ikke har bemærket det. Hvis jeg nu siger at jeg har været så træt, så længe, at jeg er holdt op med at opdage om noget gør ondt (for alt gør jo ondt), er det så til at tro på? Jeg sagde ikke noget. Nu er jeg hjemme. Kan ikke løfte Elias, går i en Dronning Ingrid vinkel, sover hele tiden, og har ondt. Og så gik jeg glip af min veninde Katrines bryllup lørdag. Ingen brok – er bare glad – og dybt taknemmelig – for at jeg blev fanget i hospitalsnettet inden vigtigere dele end blindtarmen blev ramt.

Livet efter FinansGrisen

Her i det nye liv har jeg arbejdsdage, som jeg bliver nødt til at prale af. Ikke fordi det er så klædeligt at sidde bag skærmen og prale, men bare fordi det faktisk er ret fedt at have noget at prale af, når nu FinansGrisen har bidt en og det liv, man troede var det eneste der duede, midt over. Jeg har hold møder, trænet (UHA!), skrevet mails og talt i telefon og nået mere end jeg troede jeg kunne. Uden stress, uden jag, uden dårlig samvittighed. Alligevel kan jeg hente (små-sløje) Elias tidligt. Efter at have købt ind. Det holder simpelthen.

Tirsdagens klumme…

Om parfold og lykken ved ikke at skulle klare det hele alene…

Læs med her, på FPN.DK