Månedsarkiv: maj 2009

Dagen, der forsvandt

Natten var hård, men Elias var frisk da den første – og jeg mener den aller-allerførste – solstråle ramte vinduet. Han vågnede og var glad og det virkede ikke som om han havde ondt mere, efter vaccinen i går. Johan spiller på Spotfestivallen i Århus i dag, og jeg skal til fødseldag hos min veninde, Danmarks ukronede tekstilgrevinde (hun HADER når jeg siger det), Christina Wedel i aften. Det er en særlig ny verden, når folk man skal feste med har deres eget website, så man bare lige kan linke videre… Syret. Nå, men tilbage til Elias, for han skulle jo så aflveres hos farmor og farfar i dag. Jeg har siddet i tog i to timer, og da jeg endelig kom hjem igen, skulle jeg bare lige sidde 5 minutter, og faldt så i søvn. Jeg har spildt EN HEL DAG!!! Jeg skulle have arbejdet, syet, skrevet en klumme eller to, og faldt i SØVN!!! jeg bliver nødt til at se det som en investering, ellers går jeg da helt i sort. Igen.

Voksenvirkelighedens hemmeligheder

Her i det søvnløse hjem, hvor kaos efterhånden bare er udgangspunktet, er Elias blevet vaccineret i dag. Han tog det pænt. Bedre end jeg, men fem timer efter sprøjten var blevet stukket i det fede babylår begyndte klynken. Naturligvis ramlede alle vores planlægningsforsøg, så Johan er nu i studiet for at forberede sin optræden i morgen til Spotfestivallen i Århus.

Jeg undrer mig over at jeg stadig er så dårlig til Elias klynk. Når han ser på mig, og rækker ud efter mig, så er jeg i forvejen en klump smør; når der så er klynk og lille feber oveni, forlader al min hårdt oparbejde coolness mig. Jeg kan nemlig sagtens ignorere falsk og utidig klynk, men den lille bitte gråd, fordi det gør ondt et sted, han ikke kan forklare mig, hvor er, er ved at vælte mig totalt.

Søvnmangel vækker til gengæld monstret i mig, og mit monster var i dag så tæt på at hoppe ud af halsen på mig, at det kun var min opdragelse, der forhindrede mig i at råbe ad to teenagepiger: Johan og jeg kunne lige nå tre kys, lidt fingerflet og en kop café-kaffe mens Elias sov 17 minutter efter lægebesøget. Jeg hentede kaffen, og mens jeg stod i baren hørte jeg to teenagepiger tale om, hvor hårdt det var at feste så meget at man kun fik 6-7 timers søvn. Den ene mente at det gik alvorligt ud over hendes hjerne. “Jeg bliver jo totalt dum af det“, sagde hun, og det har hun helt sikkert ret i, men så skulle hun bare vide, hvor frygtelig ignorant man bliver af 3 timer. Det lod jeg heldigvis være med at fortælle hende, og jeg er meget stolt af at jeg var frisk nok til ikke at føle mig fristet til at fortælle om livet på den anden side af de tyve år. For hvor meget vil man egentligt vide om voksenvirkeligheden før man står i den?

Hjemme

Hjemme fra ferie i Frankrig, hvor solen skinnede, og babyen ganske som forudsagt fik kindtænder. Vi har seriøst ikke sovet. Det var sådan så vores medrejsende / medferiende venner kiggede på os, og sprugte: “Hvordan holder I det ud?”. Men det giver også en slags oprejsning, for de færreste der kun oplever charmerende, nuttede, glade og udadvente Elias om dagen, tror ikke på vores historier om nætterne. Nå, men tilbage til ferien, eller rettere hjem fra den. Alt var fantastisk! Og jeg har lært lidt:

#1 Du kan ikke spytte i den franske sommerprovins uden at ramme et loppemarked.

#2 Ketchup er en gave – og nogen kan ikke få nok.

#3 Man kan få rosé på dåse!!!

#4 Før jeg fik barn havde jeg kun hånlatter til overs for ting som det her – nu kan jeg se at de virker. Også lidt på mig. Jeg klappede sgu i takt!

#5 Dage, hvor man ikke skal andet end at grave i sand og kramme, er de bedste. Hvis der er ketchup til, altså.

Ferie + dagens klumme

FØRST: TAK! Fordi i hjalp Johan og mig med at stemme. Og tak fordi I deltager i min første blog give away. Vi laver den store filmateriserede lodtrækning i weekenden.

I morgen er det feriens sidste dag – og Elias har netop afsluttet en to-timers skrigekoncert, hvor han nåede at kaste op på sig selv i hysteri, prøve at flytte rundt på møblerne og ovenikøbet også at kysse og ae (det gør noget rigtigt godt for moder- og faderhjertet, når man ellers er klar til at sælge barnet for 5 kr inkl ekstraudstyr.)

I dag handlede klummen i Jyllandsposten sjovt nok også om ferier. Den er skrevet for et par uger siden, og igen rakte min tekniske snilde ikke til at finde den på jp.dk, så her får I den (og tak, hvis du gider at læse den!!!):

Ferie – fra hvad?

Jeg har ønsket mig en ferie i halvandet år nu. Sådan en, hvor jeg går rundt på stranden i totalt god form, gyldenbrun og iført en bikini, der skjuler og fremhæver for alle de 1500 kroner jeg i et øjebliks vanvid har lagt for de fire stykker snor og tre frimærker. Jeg er toplækker, og på ingen måde solskoldet. Når jeg kommer hjem har jeg læst nobelprisvindende litteratur, dyrket uhyggelig svær yoga, spist enormt sundt og drukket the. Ikke kaffe. The. Jeg er totalt afslappet og i zen med mig selv. Min mand er selvfølgeligt afslappet som jeg, toplækker og helt utrolig vild med mig på min drømmeferie, hvor vores barn ikke bliver skoldet, pludseligt kan lege uforstyrret i timevis, ikke er kræsen, lærer at tale (også i sætninger, hvilket er ret flot når man er 15 måneder), pludseligt bliver renlig og endelig sover igennem: fra klokken 8 om aftenen til klokken 9 om morgenen, hvor han vågner og selv laver grød. Stedet hvor denne ferie afholdes er irrelevant, men der er varmt, folk er enormt søde og lommetyve og maveonde er fremmedord.

Virkeligheden ser nok snarere sådan ud:

Det bliver noget med at vi står i en kø i lufthavnen kl fem om morgenen, efter en amputeret nat, hvor barnet har groet tolv nye tænder presset frem af  41 i feber, og venter på at det bliver vores tur til at tjekke ind på et billig-fly. Vi kommer til at stå rigtigt længe i køen sammen med alle de andre fattige stakler, der – som vi – bilder sig ind at det er meget mere autentisk selv at stykke sin ferie sammen og komme af sted fire-fem mennesker i en uge for det samme som et mellemstort kollegium tjener i flaskepant en fredag aften, end det er at købe en luksusferie-pakke-rejse. Det er den tanke, vi fattige trøster os ved: Vi er autentiske! I virkeligheden har vi bare ingen penge. Igen i år. Så regner jeg med, at vi knapt er kommet igennem sikkerhedskontrollen før Elias skider første gang og vi opdager at hverken den ene eller den anden har huske bleer og skiftegear. Efter at have løst krisen, skaffet bleer og udstyr, skiftet barnet uden selv at blive smurt ind i noget (succes!), bliver der fire et halvt minut til at nå ud til gaten, som i sagens natur ligger i den modsatte ende af, hvor vi nok befinder os på det tidspunkt.

Det er i hvert fald det scenarie jeg planlægger efter. Det billige fly er det eneste, der er helt sikkert, resten er op til sønnen, skæbnen og dagsformen. For vi skal på ferie, For første gang med Elias, og kun for anden gang sammen. Vi har nemlig aldrig været særligt gode til hverken at spare op, lade være med at arbejde hele tiden eller til bare at hive stikket ud. Men er der noget man bare bliver nødt til at lære som børnefamilie, så er det det: At hive stikket ud, at være sammen og at nyde når der endelig er ro. Så vi tager til Frankrig. Og regner med at der bliver ro om aftenen og fuld knald på om dagen. For denne nye familiedisciplin, ferien, er noget vi også skal lære nu. Med til den gode ferie hører at de voksne kan slappe af og at den lille ikke falder ned af trapper, bliver bidt af en endnu uopdaget klapperslangeart, eller Gud bedre det: At barnet får tænder præcis den uge.  Problemet med det hele er bare at selve livet som småbørnsfamilie er i grundlæggende modsætning til hele ideen om ferie: Med til børnefamilielivet hører, at der aldrig er ro, og at når der endelig er ro, så er der jo en der får tænder. Så, hvordan får man børne-og-voksenferien til at gå op i en højere enhed? Jeg tror svaret er forberedelse: Panodiler til børn og voksne, rigeligt af det og i både fast og flydende form. Styr på bleerne. Styr på sutterne. Og styr på solcremen.

Og måske frem for alt: Styr på forventningerne. Nej, jeg bliver nok ikke lige så afslappet og rolig, som hvis jeg tog på ferie alene. Nej, jeg får nok kun læst en krøllet udgave af en gammel søndagsudgave af avisen her, i stedet for at fordybe mig i russisk filosofi, eller noget andet, jeg indtil nu mangler at forstå. Og hvis min mand og jeg tog alene på ferie, ville vi nok både være brunere, mere udhvilede og have prøvet flere eksotiske retter (og flere andre eksotiske ting). Men vi skal på familieferie! Og jeg glæder mig! Til sand mellem små tykke tæer, til at se min søn opdage nyt, til at være sammen med ham i dagevis uden man lige skal ordne noget vasketøj også. Jeg længes efter kølig hvidvin på en terrasse i aftenlyset, lyden af fremmede fugle og kys for enden af en lang dag. Jeg glæder mig til en uge uden vuggestue, en uge uden kalenderstyring, en uge uden vasketøj og Netto. Men en hel uge med ro til at lege med den samme åndssvage klods i timevis. Og jeg har sænket forventningerne, både til mig selv, min mand og mit barn. For hele pointen med ferien er at vi ikke skal nå noget. Heller ikke nå at leve op til noget. Vi skal bare nå at være.

Til et megaautentisk hus (der er sikkert både farlige trapper, manglende børnesikring og farlige dyr), og jeg lader som om at det er et projekt jeg er totalt, helt og aldeles rolig omkring. For en del af det at skulle på ferie er, at undlade at være stresset omkring ferien. Det er faktisk noget af det jeg synes er allersværest, nu, hvor vi er en børnefamilie: På den ene side ved jeg jo at der er ting og sager, der bare er nødt til at blive planlagt for at turen overhovedet bliver rar (altså, hvem gider Frankrig i en uge uden klapvogn til et-årig?), og ting, der skal ordnes førend vi overhovedet kan komme af sted (børn skal nemlig have pas…), og ting, jeg er nødt til at have med i tasken for alle eventualiteters skyld (modgift mod diverse bid, børnepanodiler og ditto-voksen), på den anden side er en god ferie jo også sådan en hvor man er lidt spontan og mere afslappet end ellers. Jeg ser det bare ikke for mig

Jooks + blog give away

Hvis du kan høre nogen råbe HURRRAAAAAAAAAA, så er det Johan og mig, som brøler hele vejen fra Ferieland! Johan er strøget lige ind på tjeklisten som nummer fire – naturligvis FULDT fortjent, og helt sikkert også med lidt (meget) hjælp fra Blogland. Derfor har Johan lovet at jeg må forære hans album væk i en helt traditionel blog giwe away – du sender bare en kommentar og er med i lodtrækningen. Albummet er ude den 8. juni og vi sender straks et signeret eksemplar.

Og hvis du lige orker at give en hånd med, så Johan bliver på listen, så er taknemmeligheden grænseløs. Det foregår på dr.dk/P3/Tjeklisten – og TUSIND TAK!

Ferie

Vi holder fri. Helt fri. Eller rettere, næsten helt fri… for på mærkelig vis er der alligevel lige et telefonopkald eller to eller tre, eller en mail, men vi er så tæt på den rene pure ferie, som vi nok nogensinde kommer. Og det er fantastisk! At have tid til at snakke sort med Elias i halve timer, og høre ham sige navnene på nogle af teletubbierne (Pååååååuuuue), mens man ikke laver noget som helst, det er altså det mest afstressende. At koncentrere sig om ingenting kan være den vildeste ferie.

Ballade

Efter en morgen, hvor Johan tog 5-vagten, og jeg SOV til kl 7 (!!!!) ser verden godt nok pæn ud her fra køkkenet. Elias har her til morgen også vist mig, at han ved han kan sno mig; jeg har en tydelig fornemmelse af, at han tog pis på mig op til flere gange. Mon ikke bare, det er den vej det går? Ballade i blikket og fuld kraft frem.

Vanedannende Libertystoffer

Jeg er herinde et sted

Jeg er herinde et sted

Forleden klikkede jeg ind på Appelsinen i min turban og så at hun havde købt et lager af Libertystoffer. Dem havde hun købt hos Shaukat i London. Her startede balladen! Og nu er jeg så indehaver af de mest fantastiske stoffer til halvdelen af, hvad de koster i Danmark – og silken koster faktisk kun en tredjedel. Ud over, hvad det kommer til at gøre ved husholdningsbudgettet, så er der også en risiko for at jeg snart forsvinder, for lige om lidt er lejligheden, cyklen og jeg selv pakket ind i yndlingsprintet, så alting truer med at blive en blomstret udflydende masse.

Tjeklisten på p3…

Hvis du har fem minutter, så kunne vi herhjemme godt bruge en lillebittebitte smule hjælp… Johan (aka barnefaderen, aka Jooks) er nemlig kandidat til at komme ind på ugens tjeckliste på P3. Man skal stemme inden i morgen kl 13, og man gør det ved at vælge de 5 kandidater, man synes bedst om og så sende en mail til p3.

Listen ligger her, og her beskrives det, hvordan man stemmer.

Hvis du er i tvivl om, hvor fuldstændig fantastisk Hun Vil Ha en Rapper er, så se bare her:

HUN VIL HA\’ EN RAPPER