Dagens Klumme… Sandheder & Løgne
Så har fpn.dk lagt dagens klumme op. Klummen handler om at fortælle sit umælende barn sandheden. Her er den, og jeg GLÆDER mig til at høre din kommentar.
27 Kommentarer »
RSS feed til kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Well, we’ve tought you well, young Paddawan! Da du oplevede vores unger i fri dressur for et par uger siden, sagde du at du godt kunne lide den måde vi snakkede med dem. Det lyder som lidt af det samme du der praktiserer. Og hvorfor egentlig ikke?
For et stykke tid siden var jeg til en komsammen, med en del andre forældrepar. Alle snakkede babysprog til alles børn.
“Nåhhhh!!! Skal du opsedasse til mor og have en chipser?” Det er lidt af det samme: Hvorfor lære dem et forkert sprog først, for så siden at sige til dem “Det hedder ikke futtog og vovhund, det hedder et IC4-tog (hvis de kører til den tid) og en schæferhund”
Nej, jeg er så meget for at man taler til børn som man også gerne selv ville tales til. Det betyder selvfølgelig ikke at man ikke tilpasser det, men i bund og grund er man ærlig i kommunikationen. “Nej, du må ikke få en is nu, selvom der er flere i fryseren. Du har ikke godt af så meget sukker” kan jo sagtens betyde “Nej, hvis du spiser den nu, er der ingen til mig når du sover”:-D
Er det med vilje at noget af dit indlæg altid gentages til sidst i klummen?
Rigtig fin pointe i øvrigt – og godt at vide inden ens unge begynder at kommunikere for alvor. Så kan man ligesom øve sig fra starten.
Det er helt forståeligt, at Teletubbies sover ind imellem. Eller DVD afspilleren bliver træt, eller fjernsynet har brug for pause, eller hvad man nu kan finde på. Man bliver jo langsomt bindegal, hvis man skal se på det for længe..
Godt at du er kommet af med Pinnocio-næsen. Det er hæsligt at blive løjet for, det ved vi selv og jeg vil vove den påstand at vi er så gennemskuelige, at det er dem under en meter, der griner til sidst. Jeg fortæller altid Kasper sandheden. Også at mor har måttet aflevere Postmand Per på biblioteket fordi nogle andre skulle låne den. Og den køber han.
Finden, tror jeg, er at være den smarte manipulator. At man i splitsekund efter at have meddelt at Postmand Per har forladt bygningen står med Peter Pedal klar i kulissen. Ta-da!
Men mere hellig er jeg da ikke end at jeg engang imellem stiller en af de ti biler med larmende sirener ind i skabet og prøver at lokke ham til at lege med de andre.
jeg drikker rigtig meget cola. ALT for meget. Jeg havde sådan en illution om at MIT barn i hvert fald ikke skulle drikke så meget cola, så jeg løj for hende. Jeg heldte colaen i en kop og sagde det var kaffe. Og nogen gange viklede jeg staniol omkring coladåsen, så hun ikke kunne se hvad det var…
Nu drikker jeg bare cola, og når hun spørger om hun må få, siger jeg det er fordelen ved at være voksen – jeg kan drikke al den cola jeg vil, og det kan ikke hun (ondt ja). Hun responderer ved at bede om et glas mælk, hvorefter hun pointerer at det også er meget sundere.
Så noget må jeg jo have gjort rigtigt
KH Maria.
Præcis samme scenarie har udspillet sig utallige gange i mit hjem, og Teletubbies har virkelig ligget på den lade side så meget som de har sovet. Søvnen var egentlig en forestillingsverden, som min kærestes forældre introducerede og som virkede og derfor ikke blev ændret med det samme. Det forekom mig dog hurtigt alt for absurd at fortælle mit barn at fire multifarvede, imaginære væsner sover. Jeg forsøger mig derfor på samme måde som du. Dog ikke med så meget held, som du beskriver. Det er nok lettere at forholde sig til at Teletubbies er trætte end at mor er det.
Løgn, vanvid, små fortællinger som har grå skyer med sig er overlevelsestrategier vi ikke kunne leve uden. Den lange næse der bare indimellem vokser og er ved at knække i sit fine træ. Uksyldige tricks til at overleve når man har et barn der vågner kl 05,00 om morgenen – når jeg tænker nærmere over det ville jeg måske sige at tele-fyrene var borte forever! Set med voksne øjne er det jo ok, men for din drengs øjne ville han jo nok ende i trauma!
Jeg har tre af slagsen, kender alt til de små søde historier. Den anden dag var der en lille dreng i min butik sammen med hans forældre. I butikken er der lange hvide hylder med flotte franske karameller. Det er noget alle børn får øje på og det gjorde den lille dreng på snart 2 år også. Han pegede op på hylden og sagde: “se, sæbe”, hvorefter mor og far grinte og sagde i munden på hinanden: “ja lille skat, fint sæbe”. Drengen blev således ikke udsat for sukkerens sødme, men en lille trænæse begyndte små småt at vokse.
Erfaringen og oplevelsen, ved at jeg nu har fået større børn er, at løgnen bliver ikke ved. Hvordan fortæller man sin 11 årige dreng, at der er sæbe i de fine glasbeholdere på hylderne i butikken. Sandheden kommer nærmere virkeligheden med alderen på børnene og min picconio næse har igen så småt fået normal længde.
Vh Lina Just
Indehaver af http://www.køkkenliv.com
Ærlighed er det nye sort
Godt skrevet Julia!!
Jeg har selv stået og tænkt/følt ngoet lignende, da Nanna ikke var ret gammel.
Så fortsæt du bare ad den sti, om du orker 
Så, med store protester fra min egen mor og omgangskreds, fortalte jeg hende alt muligt istedet for at lyve. Jeg sagde heller ikke rapand og babubil og jeg skal gi dig ska jeg. Jeg sagde tingenes rette navne. Forklarede hvorfor slikket på nederste hylde i netto IKKE skulle med hjem idag. osv osv….
Og idag… tror jeg , det er grunden til at Nanna og jeg sjældent har nogen større sammenstød.. Jeg fejer hende nemlig aldrig af med et “fordi” eller “sådan er det bare”, som jeg selv voksede op med.
Skal man ikke også passe på med for mange ord?! Ærlighed er selvfølgelig vigtigt, men behøver man at blive en forklar-mig-røv. Et nej skal vel ikke nødvendigvis følges op med en lang ordsvada. Det kan bare være “nej, du har set nok Teletubbies nu. Lad os læse en bog i stedet …” Eller noget lignende det. Jeg ville i hvert fald ikke selv orke de mange ord, så små hvide løgne må der til her i ny og næ. Jeg tror nu heller ikke, at mine børn vil vokse op og tænke, at jeg altid lyver for dem. Ligesom jeg ved, at de helt sikkert godt ved, at de ikke vil tale babysprog, selv om der er én farmor, der engang har sagt missekat i stedet for kat eller muh-ko i stedet for ko. De er jo ret kloge de unger!
Før jeg fik børn, proklamerede jeg (højt endda??) at jeg aldrig ville lyve for, bestikke eller råbe af mit barn… hvor komisk. Jeg er nu, som du, blevet klogere, og har lært at der er mange nuancer. Og at det handler om at vi skal være her alle sammen og vi skal have hverdagen til at fungere. Og at det til tider er OK, at selv voksne kan udvise en urimelig adfærd…… Og så har jeg lært, at børn er forstående skabninger, der forstår en undskyldning og en forklaring
Men når man kun er 16 mdr. er alt for mange argumenter forvirrende. Jeg stemmer for så korte beskeder som muligt. Det fungerer i hvert fald herhjemme. For børn skal da ikke behandles som voksne. Eller hvad? Man kan jo sagtens respektere et barn, samtidig med at man viser, at mor/far bestemmer.
Til D.F.O.: Det provokerer også mig, når jeg hører forældre tale ekstremt tutteluttesprog til små børn. Den anden grøft – hvor man taler enormt modent og voksent – holder bare heller ikke. Et barns sproglige udvikling skal da afspejles i de samtaler, man har med barnet. Vi går jo heller ikke ned i Irma og begynder at diskutere højtragende og intellektuelt med kassedamen, fordi vi nu er akademikere… Det er faktisk naturens indretning, at vi instinktivt skifter toneleje og gør vores sprog meget enkelt, når vi taler med helt små børn. Der er en mening med det.
Rent videnskabeligt er det bevist, at børn stimuleres allerbedst – sprogligt – når de kan genkende deres egne færdigheder i den voksnes sprog. Det fastholder ikke, men udvikler. Når de så er store nok til at have et abstraktionsniveau, der involverer IC4 tog, så skal de nok selv give udtryk for det. Hvis det giver mere mening for at barn at kalde det futtog, fordi det rent lydligt kobler ting og ord sammen, så hold fast i det. Det er jo ikke forkert sprogbrug set fra børnehøjde, men ganske logisk. “Øfgris” samme eksempel og den klassiske “vovhund”. Først lyden, så begrebet.
Så her fra en lingvist skal faktisk lyde en opfordring til at tale babysprog. Kan Elias på 16 mdr. bedst forholde sig til, at Teletubbies sover, så er det vel fint nok? Selvom den bedre model jo nok bare er et nej, slut. Herhjemme er det mest konsekvensen, der er lidt svær at holde fast i. Men vi er jo også kun (trætte) mennesker – meget af tiden.
Måske er det vores generations største udfordring at forsøge at være knap så selvbevidste omkring mange ting vedr. ,,opdragelse” (fy ord, I know). I hvert fald har det autentiske forældrebegreb fået mig til at slappe meget af.
Hilsen Line
Vi har haft held med at fortælle Laura at det var SIDSTE gang/stykke/whatever sådan at hun ved det allerede når hun får lov, ligemeget om det var teletubbies eller slik.. Jeg er ikke tilhænger af at skulle begrunde en hel masse overfor hende. “Det er SIDSTE afsnit teletubbies du får lov til at se, og så slukker jeg” – period! Det har virket fint her, og jeg har ikke følt behov for at stikke hende en plade.
Jeg mener at mit barn skal vide at det rent faktisk er mig der bestemmer, og at det at bestemme over sit barn er noget man som forældre har lov til.
Er vi ikke enige om hvornår nok er nok, er det som regel nok at minde hende om hvem det er der bestemmer.. “Laura, hvem er det nu der bestemmer?” Jo.. Laura ved godt hvem der bestemmer, og hun ved også godt at når vi er nået dertil hvor hun bliver nødt til at sige det højt, er emnet ikke længere oppe til diskussion.
Ohh og cola-snakken.. Laura må smage en “zipper” af mit glas og det er det. Hos os er sodavand forbeholdt de voksne. Tæller jeg sammen kan jeg tælle på én hånd, de gange hun har fået lov til at få et glas sodavand for sig selv.
Det er ikke fordi vi er sukkerforskrækkede eller sundhedsfreaks, men hun bliver så forfærdelig hyper af det.. Får vi slik, får hun en skål for sig selv med et passende antal stykker i, og når de er væk er der ikke mere til hende, heller ikke selvom der står mere slik på bordet.
Hun ved det er sådan og stiller ikke spørgsmål ved det, for sådan har det altid været. Ikke alle de forklaringer og hvide løgne – Sådan er det fordi jeg siger det, og jeg bestemmer fordi jeg er MOR!
Jeg synes at det er vigtigt at tale med børn som ligeværdige mennesker. Og hvem kan sige sig fra at have stukket en hvid løgn overfor en veninde eller sin mor/far…?… Men jeg går efter sandheden frem for alt…men den kan da smutte… Ingen er perfekt…
)
Jeg kan kun tilslutte mig koret og sige at også jeg går ind for at fortælle sandheden, med et sprog der er tilpasset modtagerens – dvs. barnet – abstraktionsniveau. Et hund er altså en hund og ikke en vovhund, selvom hunden ganske rigtigt siger ‘vov’.
Når det så er sagt skal virkeligheden også fungere, og her er det den hvide løgn kommer i spil. For hvis sandheden er for kompliceret så kan en forenklet udgave godt være fristende at fyre af. Den lille løgn kan også forhindre at en selv eller andre taber ansigt, men da den ene løgn ofte tager den anden kan det være et rigtig farligt spil at gå igang med.
Så grundlæggende set må sandheden alligevel være at foretrække.
Kh Jette
Nå men jeg siger stadig futtog, rapand, babubil, vovhund og videre i den stil og det er altså ikke kun når jeg taler med Gustav, sådan taler jeg og jo mere folk retter mig, desto mere benytter jeg mig af de “børnevæmmelige/venlige” ord.
Nå det så er sagt, så siger jeg som regel også bare tingene til Gustav, som de er. Jeg forklarer ikke stople op og stople ned – men bare som det er: “Nej, ikke mere Teletubbies i dag, for jeg er træt af dem”
Og så tilbage til din klumme. Den var god. jeg synes, at du har en god og glidende måde at formulere dig på, som jeg rigtig godt kan lide.
Kh. Frederikke
Toget siger ikke fut og gris ikke øf! Det er da ulogisk at fejl-lære sine børn sådan noget!
Jeg er meget enig med dig i at tale til børn i øjenhøjde, men “ka’ dudu hoppeloppe? Jadalada dudu ka så!” bliver aldrig mig. Heller ikke til kassedamen, selvom hun udemærket kunne være studerende akademiker under uniformen;-D
Det er en del at moderskabet
Den med “de sover”, “de spiser nu og må ikke forstyrres” bliver også brugt her. Desværre er min 2½ årig blevet en computerørn og vil vi ikke hjælpe ham med at komme på Oline, så klarer han det selv eller skifte DVD i afspilleren. Er han sulten og VIL have noget, finder han det selv.
Det er jo ikke en tilstand der bliver ved i alt evighed. Vi har ikke brugt sætningerne på de store på 11 og 15 år i rigtig mange år. Ikke de sidste 8 og 12 år
Jeg er overhovedet ikke pædagogisk korrekt, men vi har overlevet her i huset…
Okay okay. Nu er det jo ikke mig, der lærer mine børn fut og øf! Det bliver vist fejllæst lidt – det var blot eksempler på de udtryk, børn selv bringer på banen, og som de i hvert fald her i huset får lov at holde ved, hvis det giver mening for dem (de er 3 og 1!). Dyrelyde er forskellige verden over, jeg bor ikke i Dk, så mine eksempler afspejler udelukkende konventionelle børneudtryk, jeg kender fra min egen barndom og de bøger/sange, jeg har taget med mig fra Dk.
Kassedameeksemplet er ikke ment som nedsættende, men igen et eksempel på, at alle situationer kalder på særlig sprogbrug både i udtryk og indhold. Jeg lægger ingen større værdi i ét frem for et andet, men er stærk fortaler for, at man tilpasser sig en situation og hverken snobber ned eller op. Selvom det da kunne være et frisk pust at blive belært om Kant, mens man lægger varer på båndet. Men det er jo en hel anden diskussion end den, der lægges op til i klummen… Jeg reagerede bare lige på at føle mig fejllæst…
Men som Kari skriver til sidst: alt ændres sig jo løbende. Og når et lille barn pludselig finder ud af, at det ikke hedder VOVHUND, men HUND! – så er det jo fordi, det har fanget og forstået forskellen. Og sådan finder de jo også ud af vores små hvide løgne, med mindre vi er et skridt foran hele tiden.
Hilsen Line
PS: Tænker på den Friendsscene hvor Ross finder udaf, at hunden ikke blev sendt ud på en dejlig gård, men… Herregud, er da meget sjovt. Pædagogisk korrekthed bliver hurtigt lidt gråt, mon ikke børn synes det samme?
Til det forkromede overblik:
Man kan fejllære sine børn mange ting, fx hvis man har en tilbøjelighed til talefejl. Så fordi har trykket et forkert sted, når jeg siger Snekkersten eller ciabatta som sjiabatta, så bør jeg gå til talepædagog før jeg taler med mit barn?
Gustav er udmærket klar over, at det er et tog og ikke et futtog og her hjemme siger toget altså fuuuut fuuuut tuuuut tuuut, når det kører.
Egentlig ville jeg bare sige, at vi har hver vores måde at gøre og sige tingene på.
Hmmm… Hvilke lyde mon grise siger i Frankrig eller Polen? Og hvorfor er de ikke ens?
Når barnet har forstået at det ikke hedder VOVHUND, men HUND er det jo fordi barnet har forstået forskellen: Der findes ingen VOVHUND! Det hedder bare en hund… Ja, præcis… Hvorfor så lære barnet at sige vovhund? Nå, jeg er jo heller ikke hverken animalsk lingvist eller pædagog, så jeg gør jo bare hvad jeg finder rigtigt, nemlig at tale til mine børn, som jeg opfatter verdenen. Også gerne med ironi og sarkasme, selvom Kridt-Iglen ifølge terorierne skulle være alt for lille til at forstå det… Den slags overgreb det er at fortælle en 3-årig eventyret om den søde, rare trold med tandpine der blev forstyrret af tre modbydelige gedebukke, hvor den største til sidst stanger den flinke trold ihjel kan I læse resultatet af på min blog om et par år…
Og hvis toget i Snekkersten siger fuuuut fuut når det kører forbi, så er der vist en lokalbane jeg endnu ikke har kørt med;-D
Nat nat og sove love godte båtte!
Kort svar, og så skal jeg nok lade være med at spamme din blog mere, Julia
Jamen dyrelyde er jo også konventionelle, men jeg skal ikke kede dig med kap. 5 i min ling.bog. Lærer min søn at sige rapand, er det såmænd fordi, han lærer det af Halfdan Rasmussen og ikke af mig.
Min personlige mening er kort og godt, at et barn skal have lov til lidt sproglig frihed, det giver forhåbentlig barnet lidt fantasi at lege med ord og udtryk. Og er det sjovt for dig at bruge sarkasme og ironi, så gør det da. Børn kan jo rumme rigtig meget, også selvom de ikke forstår alle nuancer. Så plads til forskellighed og færre konventioner, ja?
For lige at være helt præcis: jo, dyr lyder sikkert ens i Polen og i Danmark, men polakkerne siger ikke øf, når de gengiver grisens grynt. Det er bare blevet en del af det danske sprog som meget andet.
Så kom din blog omkring dyrenes verden, Julia :-S
Jeg siger sandheden til mine, og det i en grad så min kæreste nogengange stejler og ikke mener, de forstår det jeg siger. Hvortil jeg svarer, at det lærer de jo heller aldrig, så, hvis jeg ikke bliver ved at prøve. Med fremmedord og det hele.
Den eneste løgn jeg længe har brugt og elsket, er den med at når isbilen ringer med klokken, betyder det at der ikke er flere is.
Desværre er Klara vokset fra den nu. Hun er blevet for klog for mig
Tusind tak for denne fede diskussion – hold nu op, hvor har jeg lært meget! Jeg kommer pludseligt i tanke om at nogen engang har fortalt mig, at de forsøgte at bilde deres børn ind at is-bilen der ringede var Mobilkirken, der kom forbi…
Men nej – PRINCIPIELT mener jeg heller ikke at man skal lyve for sine børn, og dermed komme til at lære dem, at det bare er helt ok at fordreje sandheden. Men på den anden side, skal man vel også gøre sig selv forståelig på det niveau de er? Og jeg ved godt at vores børn er kompetente – nogle gange lidt for kompetente. Og ind i mellem bliver vi herhjemme nødt til at kravle under eller hoppe over gærdet, fordi vi bare ikke hænger sammen mere. Og som Julie siger: En dag bliver børnene for kloge til os.
Mht babysprog – jeg tror det er vigtigt at finde en tone at tale til og med sine børn i, som afspejler hvem man er. Hvordan den lyder må være op til den enkelte. KH
Jamen tak for indspark og udveksling. Jeg fandt det yderst underholdende og interessant. Jeg er ikke fanatisk omkring børn og sprog, ej heller hvad de skal have at vide eller ej…
Min bror bildte engang sine piger ind at kl. var 24 nytårs aften (selvom den kun var 22), så gik de ud og fyrede et par raketter af og drak børnechampagne og så røg tøserne i seng. Siden fejrede han og konen nytår for voksne. Det tror jeg da ingen led overlast af;-D
Isblilen: Jeg troede at det var når den havde udsolgt at den ringede;-)
Som udgangspunkt synes jeg ikke at man skal lyve overfor sine børn. Bort set fra de tilfælde hvor sandheden er så grum, hvor man næsten er tvunget til at udelade eller pynte lidt på historien.
Små hvide løgne er vel udskadelige, men man kan alligevel miste sin troværdighed hvis man tyer til dem alt for ofte.
Faktisk var jeg selv en periode tilbøjelig til at stikke en lille løgnhistorie til mit barn for at slippe for en konflikt, men der findes langt bedre veje, som også vænner barnet til at alting ikke altid kan være som det gerne vil have det (sådan er det jo sjældent ude i den store verden, hvor vi jo gerne skal kunne begå os).
Vi benytter os udpræget af en ‘advarsel om at det snart er slut’. Det giver barnet tid til at gøre sig færdig og affinde sig med den nye situation uden alt for mange og lange argumentationer. Et simpelt ‘nej’ er også på sin plads til tider.