Voksenvirkelighedens hemmeligheder

Her i det søvnløse hjem, hvor kaos efterhånden bare er udgangspunktet, er Elias blevet vaccineret i dag. Han tog det pænt. Bedre end jeg, men fem timer efter sprøjten var blevet stukket i det fede babylår begyndte klynken. Naturligvis ramlede alle vores planlægningsforsøg, så Johan er nu i studiet for at forberede sin optræden i morgen til Spotfestivallen i Århus.

Jeg undrer mig over at jeg stadig er så dårlig til Elias klynk. Når han ser på mig, og rækker ud efter mig, så er jeg i forvejen en klump smør; når der så er klynk og lille feber oveni, forlader al min hårdt oparbejde coolness mig. Jeg kan nemlig sagtens ignorere falsk og utidig klynk, men den lille bitte gråd, fordi det gør ondt et sted, han ikke kan forklare mig, hvor er, er ved at vælte mig totalt.

Søvnmangel vækker til gengæld monstret i mig, og mit monster var i dag så tæt på at hoppe ud af halsen på mig, at det kun var min opdragelse, der forhindrede mig i at råbe ad to teenagepiger: Johan og jeg kunne lige nå tre kys, lidt fingerflet og en kop café-kaffe mens Elias sov 17 minutter efter lægebesøget. Jeg hentede kaffen, og mens jeg stod i baren hørte jeg to teenagepiger tale om, hvor hårdt det var at feste så meget at man kun fik 6-7 timers søvn. Den ene mente at det gik alvorligt ud over hendes hjerne. “Jeg bliver jo totalt dum af det“, sagde hun, og det har hun helt sikkert ret i, men så skulle hun bare vide, hvor frygtelig ignorant man bliver af 3 timer. Det lod jeg heldigvis være med at fortælle hende, og jeg er meget stolt af at jeg var frisk nok til ikke at føle mig fristet til at fortælle om livet på den anden side af de tyve år. For hvor meget vil man egentligt vide om voksenvirkeligheden før man står i den?

7 Comments
Previous Post
Next Post