Voksenvirkelighedens hemmeligheder
Her i det søvnløse hjem, hvor kaos efterhånden bare er udgangspunktet, er Elias blevet vaccineret i dag. Han tog det pænt. Bedre end jeg, men fem timer efter sprøjten var blevet stukket i det fede babylår begyndte klynken. Naturligvis ramlede alle vores planlægningsforsøg, så Johan er nu i studiet for at forberede sin optræden i morgen til Spotfestivallen i Århus.
Jeg undrer mig over at jeg stadig er så dårlig til Elias klynk. Når han ser på mig, og rækker ud efter mig, så er jeg i forvejen en klump smør; når der så er klynk og lille feber oveni, forlader al min hårdt oparbejde coolness mig. Jeg kan nemlig sagtens ignorere falsk og utidig klynk, men den lille bitte gråd, fordi det gør ondt et sted, han ikke kan forklare mig, hvor er, er ved at vælte mig totalt.
Søvnmangel vækker til gengæld monstret i mig, og mit monster var i dag så tæt på at hoppe ud af halsen på mig, at det kun var min opdragelse, der forhindrede mig i at råbe ad to teenagepiger: Johan og jeg kunne lige nå tre kys, lidt fingerflet og en kop café-kaffe mens Elias sov 17 minutter efter lægebesøget. Jeg hentede kaffen, og mens jeg stod i baren hørte jeg to teenagepiger tale om, hvor hårdt det var at feste så meget at man kun fik 6-7 timers søvn. Den ene mente at det gik alvorligt ud over hendes hjerne. “Jeg bliver jo totalt dum af det“, sagde hun, og det har hun helt sikkert ret i, men så skulle hun bare vide, hvor frygtelig ignorant man bliver af 3 timer. Det lod jeg heldigvis være med at fortælle hende, og jeg er meget stolt af at jeg var frisk nok til ikke at føle mig fristet til at fortælle om livet på den anden side af de tyve år. For hvor meget vil man egentligt vide om voksenvirkeligheden før man står i den?
Kære Julia, Er det ikke noget med at jo ældre man bliver, jo mere ved man om hvor LIDT man faktisk ved. Jeg var meget klog på livet da jeg var 20 og vidste EN MASSE om at opdrage børn, før jeg fik dem.
Mor bekymringerne og geléknæene holder aldrig op, men når du en dag får din nattesøvn igen vil livet forekomme SÅ meget nemmere. Håber det starter allerede i nat.
Kender det!
Har du brug for et getawaym hvor du kan få lov til at være grim i fred, så ringer du bare!
Knus
Du kunne sikker godt fortælle dem det, og de ville sikkert også kunne forstå det på det mentale plan. Men man *ved* bare ikke hvordan det er, før man selv står i det. Jeg tror også jeg havde en masse ideer om hvad det vil sige at blive voksen og det at få med børn (eller jeg havde vist en meget skråsikker idé om at jeg ikke skulle have børn) – men virkeligheden (i form af hjemligt kaos, manglende søvn etc.) overgår så langt ens mentale billede af hvordan det er – også når det bare er dejligt. Heldigvis.
hihihi…. hvor ER det altså komisk. Jeg kom godt nok til at grine. Tænk lige en verden, de to teenage-tøser kommer vil møde, når først de kommer i søvnmangel-pga-ikke-sovende-børn-verdenen!!!
Også er jeg egentligt ret imponeret over dit overskud… jeg havde nok ikke helt kunne holde mig i skindet
Da jeg gik 14 dage over tid med Krøllebølle-pigen blev folk ved med at sige “Nyd det så længe I bare er jer to. Nyd det!” som en slags opmuntring. Men problemet var jo bare, at jeg ikke havde den erfaring, der skulle til for at kunne nyde det på den måde, de mente jeg skulle. Det gjorde mig virkelig rasende, for jeg følte at jeg på en eller anden syret måde skulle kompensere for, at de ikke selv havde nydt nok “kun at være to”. Man kan ikke pådutte andre erfaringer, de ikke selv har gjort sig, så det er nok det bedste at øve sig i at holde alle voksenlivets hemmeligheder for sig selv. Eller dele dem med andre indviede. Som det jo netop sker på denne blog.
Uh hvor jeg føler med dig.
Min bette stump skal vaccineres på onsdag, den vaccination han skulle have haft da han var 15 mdr nu bliver han snart 24 mdr( bedre sent end aldrig) og bare tanken om det du lige skriver om kan næsten få mig til ikke at gøre det. Kan nærmest mærke feberen og klynkeriet, dårlig søvn i flere dage at det gør helt ondt.
Men jeg trøster mig med at det går over igen og så får jeg vel lov at sove.
God bedring
knus Jeannet
Sikke et overskud du præsterede. Jeg havde næppe kunnet holde mig i skindet – alternativt var jeg brudt hulkende sammen af grin ved café-disken.
Men iøvrigt giver jeg Kristine ret. Man ved – især om teenager – en frygtelig masse om en frygtelig masse og når man står midt i realiteterne indser man hurtigt at Jens Otto Krag havde evig ret i udsagnet: ‘Man har et standpunkt indtil man tager et nyt’.
Kh Jette