Månedsarkiv: maj 2009

Av av

Så tog bedste Karen hjem til Fyn igen. Det månedlige besøg er slut, men vi hørte begge Elias sige “Karen”, og ikke et øje var tørt. Det der med Familie er noget værre noget – personligt ville jeg til hver en tid vælge den udvidede familie fremfor kernefamilien, for alle dem man elsker kan man jo umuligt nå at have / få en gen-fællesskab med, vel?

Farven Blå

Efter jeg har fået Elias, er jeg, der ellers aldrig har værdiget blå en tanke, blevet rimeligt tiltrukket af den. Altså efter jeg – gravid i femte måned – havde købt ca 20 meter lyserødt småblomstret bomuld, fordi jeg simpelthen ikke fattede at der boede en lille dreng inden i mig. Og måske får jeg tid til at gøre noget ved dette lille (HAHA) projekt snart – nu er der i hvert fald linet op. Og det lyserøde (så lyserødt at det hviner i tænderne) er foræret væk.

30 minutters vraltning mod belønningskagen

Stik mod mit eget selvbillede er jeg ekstremt u-atletisk. For eksempel er jeg en virkelig dårlig løber. Jeg vralter nærmest, og det går på ingen måde hurtigt. Jeg er netop begyndt på det igen. Løbe-vraltningen, altså. Efter en lille bitte pause på ca 2 år, fra jeg blev for gravid til at kaste min krop rundt om Søerne her på Østerbro, til nu, hvor undskyldningen “Jamen jeg har jo lige født” – ikke er så brugbar mere. Det er rædselsfuldt. Jeg har været i gang i et par uger nu, og det eneste der holder mig oppe er jernviljen og udsigten til kaffe efter torturen. Grunden til at jeg overhovedet er begyndt igen, er De Kloges løfter om mere energi, overskud og så naturligvis også en meget lavere fedtprocent, flotte ben og noget af det der sundhed. Og så kan jeg jo sådan set ret godt lide kager. Rødvin. Pasta. Hvidt brød. Og alt det andet, man ikke kan spise uden at gemme halvdelen af det i mærkelige deller. Foreløbig er jeg hverken belevet slank eller frisk, men kun endnu mere træt af at løbe, men tilgengæld så er den halve time, jeg er afsted ret vidunderlig om morgenen, når Østerbro står stille, Holmens Kirkegård dufter af syrener, og fuglene synger. Så nej, der er intet at brokke sig over. Jeg ved det godt. Det gælder bare om at holde sig vågen. Og om, at glæde sig til belønningskagen.

Om mod – og medier

Det er torsdag, og jeg er i gang med en overspringshandling, for i virkeligheden burde jeg sidde og skrive på det foredrag, jeg skal holde i aften, som handler om mode, selvbevidsthed og medier. Ved det arrangement, jeg skal optræde ved i aften, skal også Andrea Elisabeth Rudolph holde et foredrag om hendes hudplejeserie Rudolph Care. Jeg kender ikke produkterne og jeg har aldrig prøvet dem. Men hold nu op, hvor har den stakkels dame været kørt igennem mediemaskineriet. Hun har i den grad fået med grovfilen af folk, der mener, at hun har gjort dette og hint forkert. Som sagt, jeg kender hverken hende eller hendes produkter, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke over, hvad det er der får folk til at få så ondt i røven over at andre TØR sætte deres navn, deres økonomi og deres fremtid på spil for at udleve en drøm. Det handler om mod, og om modet til at turde stå frem, og det er fandme sejt. Det er det altså. Men måske er det netop det? Det at nogen tør noget, viser måske andre, at de selv burde turde noget mere?

Indpakningen er i hvert fald lækker

Indpakningen er i hvert fald lækker

Nogle er klogere end andre. Og jeg har mødt dem!

Efter jeg er blevet bidt af Finans Grisen har jeg fået et nyt liv. Der er meget mere freelance og frihed (også usikkerhed) inde over det, men med en deltidsstilling i den ene hånd og fis, ballade og fleksibilitet i den anden, er det helt ærligt ret sjovt. Og så har jeg mødt en helt anden slags liv, der leves af kvinder der har regnet den ud. For jeg aner jo stadig ikke hvordan man får et såkaldt karriereliv (lederstilling, ansvar, og meget fleksible arbejdstider) til at passe med at man gerne vil hente, aflevere, have rent tøj og lave mad. Min løsning var at skære ned på det, der kan skæres ned på. Men der er altså mennesker, der har regnet det hele lidt mere snedigt ud og dem lærer jeg efterhånden at kende. For eksempel Line. (Du kan møde Line på hendes smukke blog: http://lineklein.blogspot.com/). Jeg var ude hos hende i går, fordi en fantastisk dame skulle have taget nogle pressebilleder (mere om det en anden gang), og Line er faktisk på barsel. Men hun er også fotograf. Og har verdens dejligste unger, hvoraf den yngste hedder Filukka. Filukka sover og spiser, og dufter som en baby skal. Når man har regnet tingene ud, som Line har, så kan man jo faktisk godt arbejde lidt undervejs, og bare have yngstebarnet med. Så sådan her, så Lines og min arbejdsdag ud i går. Fandme fedt!

Postkort fra Zombieland

Sådan her ser Østerbro ud kl 6 her til morgen. Jeg har været oppe i en time. Lettere sagt en gjort når knægten skreg fra 2230 til kl 01. Igen.

Jeg er så fucking træt at jeg ikke ved hvordan det skal hænge sammen, og i den udregninging Johan og jeg mestrede her til morgen, som handler om, hvordan man dividerer ingen søvn med to, og hvis tur det er til at stå op hvornår fattede vi kun så meget at jeg fik et kys og stod op. Og nu lige skal regne ud hvornår jeg skal vække ham, så jeg kan sove. Elias har det fint. Han går rundt om sofabordet og synger. Og så akkurat lige i dag, hvor jeg har møder hele dagen og ikke bare kan aflyse alt. Pis. Søvn.

Papirkunst

Er vild med netshopping, og endnu mere glad for www.etsy.com. Der fandt jeg denne fine broche – lavet af papir som er lakeret ca en milliard gange. Sælgeren hedder Zoe, og kan findes lige her. Jeg har faktisk købt en til, men den er ikke til mig, så jeg venter lige lidt med at flashe den.