Tryk på knappen og se hvad jeg i denne uge har valgt at teste
Så tog bedste Karen hjem til Fyn igen. Det månedlige besøg er slut, men vi hørte begge Elias sige “Karen”, og ikke et øje var tørt. Det der med Familie er noget værre noget – personligt ville jeg til hver en tid vælge den udvidede familie fremfor kernefamilien, for alle dem man elsker kan man jo umuligt nå at have / få en gen-fællesskab med, vel?
Efter jeg har fået Elias, er jeg, der ellers aldrig har værdiget blå en tanke, blevet rimeligt tiltrukket af den. Altså efter jeg – gravid i femte måned – havde købt ca 20 meter lyserødt småblomstret bomuld, fordi jeg simpelthen ikke fattede at der boede en lille dreng inden i mig. Og måske får jeg tid til at gøre noget ved dette lille (HAHA) projekt snart – nu er der i hvert fald linet op. Og det lyserøde (så lyserødt at det hviner i tænderne) er foræret væk.
Stik mod mit eget selvbillede er jeg ekstremt u-atletisk. For eksempel er jeg en virkelig dårlig løber. Jeg vralter nærmest, og det går på ingen måde hurtigt. Jeg er netop begyndt på det igen. Løbe-vraltningen, altså. Efter en lille bitte pause på ca 2 år, fra jeg blev for gravid til at kaste min krop rundt om Søerne her på Østerbro, til nu, hvor undskyldningen “Jamen jeg har jo lige født” – ikke er så brugbar mere. Det er rædselsfuldt. Jeg har været i gang i et par uger nu, og det eneste der holder mig oppe er jernviljen og udsigten til kaffe efter torturen. Grunden til at jeg overhovedet er begyndt igen, er De Kloges løfter om mere energi, overskud og så naturligvis også en meget lavere fedtprocent, flotte ben og noget af det der sundhed. Og så kan jeg jo sådan set ret godt lide kager. Rødvin. Pasta. Hvidt brød. Og alt det andet, man ikke kan spise uden at gemme halvdelen af det i mærkelige deller. Foreløbig er jeg hverken belevet slank eller frisk, men kun endnu mere træt af at løbe, men tilgengæld så er den halve time, jeg er afsted ret vidunderlig om morgenen, når Østerbro står stille, Holmens Kirkegård dufter af syrener, og fuglene synger. Så nej, der er intet at brokke sig over. Jeg ved det godt. Det gælder bare om at holde sig vågen. Og om, at glæde sig til belønningskagen.
Det er torsdag, og jeg er i gang med en overspringshandling, for i virkeligheden burde jeg sidde og skrive på det foredrag, jeg skal holde i aften, som handler om mode, selvbevidsthed og medier. Ved det arrangement, jeg skal optræde ved i aften, skal også Andrea Elisabeth Rudolph holde et foredrag om hendes hudplejeserie Rudolph Care. Jeg kender ikke produkterne og jeg har aldrig prøvet dem. Men hold nu op, hvor har den stakkels dame været kørt igennem mediemaskineriet. Hun har i den grad fået med grovfilen af folk, der mener, at hun har gjort dette og hint forkert. Som sagt, jeg kender hverken hende eller hendes produkter, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke over, hvad det er der får folk til at få så ondt i røven over at andre TØR sætte deres navn, deres økonomi og deres fremtid på spil for at udleve en drøm. Det handler om mod, og om modet til at turde stå frem, og det er fandme sejt. Det er det altså. Men måske er det netop det? Det at nogen tør noget, viser måske andre, at de selv burde turde noget mere?
Indpakningen er i hvert fald lækker
Måske har dette indlæg ikke den største nyhedsmæssige værdi,men alligevel. Sig ikke, at der ikke sker noget på Østerbro, eller at forældre der bosætter sig på stenbroen med deres unger, ikke vil dem det godt!
