God Påske & glædeligt forår

Forår

Forår i min fars have. Bedste Karen og Elias plukkede blomster sammen, og det hele var den rene og skære idyl. Faktisk så idyllisk, at man næsten må knibe sig i armen, og tænk hvis det strækker sig helt ind i natten og Skattefidusen opretholder den gode stemning. Men stemningen, solen og det fantastiske selskab sidder stadig i maven. God påske!

At dele eller ej

Man ved det er forår, og at man er førstegangsmor, når man står udendørs i den halvvarme sol sammen med sit barn som er pakket ind i otteogtyve lag uld og vandafvisende / sandkassepraktisk overtrækstøj mens man selv har overvejet at gå ud i bare tæer, og nu står der på gaden i liiige lidt for lidt af det varme. Der stod vi. Jeg frøs og Elias svedte så meget, at det næsten var synd for ham. Men solen skinnede, og vi var på legepladsen. Det gik ret godt, trods det faktum at Elias er i en meget hmmm…. hysterisk (?) fase, indtil Elias begyndte at låne / stjæle andres medbragte legetøj, og det endte med at to familier gik hjem. Min indstilling var sådan lidt a la “Jamen de skal jo lære at dele”, men det skulle de andre børn så ikke. Og det kan jeg på ingen måde tillade mig at mene at de skal – men jeg må indrømme at jeg ikke flåede den lille plasticskovl ud af hænderne på Elias.

Da vi så senere var ude igen (dog på en anden legeplads…), og selv havde medbragt legetøj, måtte jeg nærmest overtale en mor til at lade sin knægt lege lidt med Elias scooter. Altså, er det mig, der har misforstået noget? Eller er det 70-er børnehaveopdragelsen der kommer tilbage som en sur karklud og hævner sig? Er det ikke meningen at man skal lære dem at dele?

Plan A & Plan B

Så er planen lagt – eller rettere: Planerne!

Plan A handler om dette sæt:

Øllen er til mig. Bogen er sådan set også til mig, og selvom den er en ualmindelig rædselsfuld sag, der på hver anden side skriver at man skal prøve at se om man ikke kan være sød liiiiiige at huske at undgå at slå eller ryste sit barn, er den det eneste der bare prøver at forklare hvorfor ens unge er umulig. Desuden burde den hedde: Forfærdelige Uger, eftersom den KUN handler om alle problemerne, men når der ikke er andre udveje graver vi den op igen herhjemme. Og ja, jeg mener VI. Selvom bogen fastslår at det kun er moderen der sådan rigtigt kan bruges til noget, holder jeg stædigt fast i at Johan er temmeligt kompetent.

Plan B ser sådan ud:

Plan B handler om at overleve. I morgen. Der var kaffe på tilbud og jeg købte fire pakker. Jeg købte også en pakke cigaretter, men min far er hjemme fra Afrika, og han bliver alt for ked af det, hvis han ser den ligge og flyde herude i cyberspace. Men jeg er desperat. Som i: HELT VILDT desperat.

PS – det er ikke noget med ørerne! Fik dem og resten af Elias tjekket hos lægen i går. Der er intet i vejen. Ud over skidevirus.

Onsdagstræt

Endnu en af de der nætter. Helt forfærdeligt og skidevirussen fyldte simpelhen for meget af de ganske få nattetimer, der så blev tilbage. Der er altså noget med moderhjertet som kan holde til rigtigt meget, men tålmodigheden, den er ikke bygget ind i det koncept. Jeg kan nemlig næsten ikke holde ud ikke at sove mere. Jeg er rent ud sagt ved at flippe skråt ud over det. Det er pisse / skide-synd for knægten, men jeg vil meget gerne have noget af det der søvn. NU! Og ikke bare to timer midt på dagen, som mit nogenlunde arbejdsfrie liv giver mig mulighed for. Nææææh, nej, jeg vil sgu da sove om NATTEN! Er det for meget forlangt?