Dagens klumme
Eftersom JP ikke har lagt dagens klumme op, får i den nu, hvor dagen er ved at gå på hæld, og man må forestille sig at de sidste aviser er langet over disken….
Principfasthed frem for alt!
Og så fik jeg barn.
Før jeg fik barn, og dermed før vi gik fra kærester til at være børnefamilie her hjemme, var jeg overbevist om at jeg ville være i stand til at undgå nemme løsninger. ”Dydens sti er smal, men til gengæld ikke så befærdet”, sagde min mor, da jeg var lille og når hun syntes at jeg ikke gjorde mig nok umage og lige burde stramme lidt op. Så jeg udviklede tårnhøje forventninger før jeg fik barn: Til moderskabet, forældreskabet og alt det der lå på hylderne i de to skabe. Også til mig selv: Mit barn skulle opdrages – altså fra begyndelsen – til at være sådan et barn, der kan beskæftige sig selv, sove når man lægger det i seng, elske grøntsager og på ingen måde være i tvivl om de meget faste rammer for hvordan vi skulle være med hinanden som familie. Ikke nødvendigvis Kæft, Trit og Retning, men nok mere noget med Tro, Håb og Kærlighed og en hel masse Retning. Min mand var enig: Faste tøjler, faste tider og på ingen måde skulle vi springe over hvor gærdet ville være lavet. Så hellere tage en omvej.
Det var helt ærligt noget vi var blevet overbevist om gennem to ting:
1.De unge mødre. Dem, som mener at pommes frites er en vigtig grøntsag, at kylletter er næring nok og at man da bare kan sætte sin unge i skråstolen foran fjernsynet så den lille tre måneders-baby kan se voldsfilm sammen med én. Mens man naturligvis selv indhalere mellem fyrre og tres Grønne Look, og overvejer, om ungen kan passe sig selv, mens man laver body tequilaer på Ronni på provinsbyens oase nummer 1: Carzy Daisy.
2. Venners børn. Dem, som man elsker fra før de bliver født, men som fandengalemig var anstrengende at være sammen med, fordi vi (de uprøvede forældre) mente at de trængte til opdragelse. Børnene altså. For hvorfor skulle de ellers drøne rundt om bordet med armene over hovedet og råbe? De børn, som drev deres forældre så langt ud på et overdrev – eller nok nærmere et underskud – så de ellers så fornuftige forældre indførte pizza-dage, kyllet-dage og pommes frittes som bestikkelse for at få ungerne til at holde kæft i to minutter i stedet for at gå i fornuftig dialog med ungerne. Forargelsen ville ingen ende tage.
Nu står vi her så selv. Og for at sige det mildt, så hopper vi konsekvent over hvor gærdet er lavest. Jo større søvnunderskud (man kan tilsyneladende ikke tvinge et barn til at falde i søvn), jo lavere får gærdet lov til at blive. Ind i mellem kravler jeg rundt i græsset bare for at finde resterne af det fordømte gærde. Når jeg ser mig selv ude fra, som jeg står der, stresset, svedende, opkogt og med resterne af mine principper dinglende fra mine trætte arme, mens jeg prøver at smøre en makrelmad hurtigt nok til at undgå at SkrigeSkinken går amok (nej, han kunne IGEN ikke lide grøntsagerne), så undrer jeg mig over, at vi overhovedet kunne have været så dumme, at tro, at vi af alle kunne opfinde den dybe principfaste tallerken fyldt med god opdragelse. For, hvor principfaste er det nu vi i virkeligheden er? Selv når jeg har besluttet mig for at jeg ALDRIG mere i hele mit liv så længe jeg lever rører rødvin, chokolade, cigaretter eller sko jeg ikke har råd til, finder jeg mig selv stående med hele overkroppen inde i køkkenskabet, så jeg nærmest ”usynligt” og stille som en ninja, kan proppe chokolade ind i ansigtet uden at barnet opdager det. Og når min fantastiske mand hælder sukker på sin egen i forvejen pre-sødede morgenmad, hvordan kan han så i sin vildeste fantasi forestille sig at vores søn har mod på at indtage havregrød uden sukker? Nok på samme måde, som jeg forestiller mig at selvom jeg selv hader rosenkål, savojkål og blomkål, så skal ungen edderbankemig spise det, for han skal jo være stor og stærk. Og mig – skal jeg så bare nøjes med at være gammel og slap som en pizza fra i forgårs? Ja, for jeg er jo voksen.
I takt med at underskuddet voksede sig stort i mit liv, er jeg altså blevet sådan en, der hellere tager en genvej end en omvej. Jeg er blevet ligeglad med farbarheden på Dydens Smalle Sti, for jeg vil hellere på Mc Donald ved motorvejen. Når gærdet er for højt, tager jeg målebåndet frem og finder det absolut laveste sted, udfører beregninger og henter en stige, så det alligevel ikke bliver alt for anstrengende. Og sønnen? Ja, han er blevet sådan en der spæner rundt om bordet med hænderne over hovedet og råber. Og hvad siger jeg så til det? Ingenting. Når bare han er glad, er jeg nemlig også.
