Dagens klumme
Eftersom JP ikke har lagt dagens klumme op, får i den nu, hvor dagen er ved at gå på hæld, og man må forestille sig at de sidste aviser er langet over disken….
Principfasthed frem for alt!
Og så fik jeg barn.
Før jeg fik barn, og dermed før vi gik fra kærester til at være børnefamilie her hjemme, var jeg overbevist om at jeg ville være i stand til at undgå nemme løsninger. ”Dydens sti er smal, men til gengæld ikke så befærdet”, sagde min mor, da jeg var lille og når hun syntes at jeg ikke gjorde mig nok umage og lige burde stramme lidt op. Så jeg udviklede tårnhøje forventninger før jeg fik barn: Til moderskabet, forældreskabet og alt det der lå på hylderne i de to skabe. Også til mig selv: Mit barn skulle opdrages – altså fra begyndelsen – til at være sådan et barn, der kan beskæftige sig selv, sove når man lægger det i seng, elske grøntsager og på ingen måde være i tvivl om de meget faste rammer for hvordan vi skulle være med hinanden som familie. Ikke nødvendigvis Kæft, Trit og Retning, men nok mere noget med Tro, Håb og Kærlighed og en hel masse Retning. Min mand var enig: Faste tøjler, faste tider og på ingen måde skulle vi springe over hvor gærdet ville være lavet. Så hellere tage en omvej.
Det var helt ærligt noget vi var blevet overbevist om gennem to ting:
1.De unge mødre. Dem, som mener at pommes frites er en vigtig grøntsag, at kylletter er næring nok og at man da bare kan sætte sin unge i skråstolen foran fjernsynet så den lille tre måneders-baby kan se voldsfilm sammen med én. Mens man naturligvis selv indhalere mellem fyrre og tres Grønne Look, og overvejer, om ungen kan passe sig selv, mens man laver body tequilaer på Ronni på provinsbyens oase nummer 1: Carzy Daisy.
2. Venners børn. Dem, som man elsker fra før de bliver født, men som fandengalemig var anstrengende at være sammen med, fordi vi (de uprøvede forældre) mente at de trængte til opdragelse. Børnene altså. For hvorfor skulle de ellers drøne rundt om bordet med armene over hovedet og råbe? De børn, som drev deres forældre så langt ud på et overdrev – eller nok nærmere et underskud – så de ellers så fornuftige forældre indførte pizza-dage, kyllet-dage og pommes frittes som bestikkelse for at få ungerne til at holde kæft i to minutter i stedet for at gå i fornuftig dialog med ungerne. Forargelsen ville ingen ende tage.
Nu står vi her så selv. Og for at sige det mildt, så hopper vi konsekvent over hvor gærdet er lavest. Jo større søvnunderskud (man kan tilsyneladende ikke tvinge et barn til at falde i søvn), jo lavere får gærdet lov til at blive. Ind i mellem kravler jeg rundt i græsset bare for at finde resterne af det fordømte gærde. Når jeg ser mig selv ude fra, som jeg står der, stresset, svedende, opkogt og med resterne af mine principper dinglende fra mine trætte arme, mens jeg prøver at smøre en makrelmad hurtigt nok til at undgå at SkrigeSkinken går amok (nej, han kunne IGEN ikke lide grøntsagerne), så undrer jeg mig over, at vi overhovedet kunne have været så dumme, at tro, at vi af alle kunne opfinde den dybe principfaste tallerken fyldt med god opdragelse. For, hvor principfaste er det nu vi i virkeligheden er? Selv når jeg har besluttet mig for at jeg ALDRIG mere i hele mit liv så længe jeg lever rører rødvin, chokolade, cigaretter eller sko jeg ikke har råd til, finder jeg mig selv stående med hele overkroppen inde i køkkenskabet, så jeg nærmest ”usynligt” og stille som en ninja, kan proppe chokolade ind i ansigtet uden at barnet opdager det. Og når min fantastiske mand hælder sukker på sin egen i forvejen pre-sødede morgenmad, hvordan kan han så i sin vildeste fantasi forestille sig at vores søn har mod på at indtage havregrød uden sukker? Nok på samme måde, som jeg forestiller mig at selvom jeg selv hader rosenkål, savojkål og blomkål, så skal ungen edderbankemig spise det, for han skal jo være stor og stærk. Og mig – skal jeg så bare nøjes med at være gammel og slap som en pizza fra i forgårs? Ja, for jeg er jo voksen.
I takt med at underskuddet voksede sig stort i mit liv, er jeg altså blevet sådan en, der hellere tager en genvej end en omvej. Jeg er blevet ligeglad med farbarheden på Dydens Smalle Sti, for jeg vil hellere på Mc Donald ved motorvejen. Når gærdet er for højt, tager jeg målebåndet frem og finder det absolut laveste sted, udfører beregninger og henter en stige, så det alligevel ikke bliver alt for anstrengende. Og sønnen? Ja, han er blevet sådan en der spæner rundt om bordet med hænderne over hovedet og råber. Og hvad siger jeg så til det? Ingenting. Når bare han er glad, er jeg nemlig også.
Åh ja… jeg havde et princip da jeg blev mor første gang: Jeg ville aldrig bruge tv’et som babysitter… Gæt selv hvor længe dét holdt?!
Godt skrevet. Igen!
Knus Trine der elsker at læse dine klummer og blogindlæg, fordi bogen allerede er trawlet igennem et par gange
Hi hi. Ja livet farer med oss som det vil- også i dette departementet. Og for meg som fikk to (etter fylte 30- og du kan tenke deg hvor mye som har sementert seg av ideer i hodet da!) oppdaget jeg at de små områder jeg mente å faktisk ha funnet ut av med nr 1, fikk en omgang i revurderings-trommelen da nr 2 kom. Som en ny påminnelse om at prinsipp er et merkelig ord. Og kreative løsninger er et fabelaktig begrep- også når detgjelder mine barns oppdragelse.
Lige på! Har et ‘venne’par, som i dén grad droppede os, efter de én – EN – enkelt gang oplevede, vores børn var lidt slidte og sløje i det, en aften de var her. Mere skulle der ikke til. Hold nu kæft, hvor har de bare styr på det der med opdragelse og hvornår unger må hvad, osv. Sagde jeg, de ikke har børn selv? De er sådan nogle, der mener, børn gerne må ses – men ikke høres! Uha, nej. Så det gør mig ikke så meget, vi havde ventet det, omend den slags jo altid skuffer. Og hey – den yngste var fire måneder og ved at få tænder, men han kunne selvfølgelig godt lige ha’ taget sig lidt sammen, når nu vi skulle ha’ gæster
Selv havde jeg også mange ideer, inden børnene kom. Og indtog den dobbeltseng, der med garanti skulle forblive børnefri! Havde af og til ringen for ørerne, når jeg havde været sammen med venner og deres larmende (men dejlige!) børn og NØD stilheden, når vi blev os selv. Nu hører jeg det slet ikke mere. Kan sagtens føre fornuftig samtale med goggerne i børnhaven gennem lydmur af 20 unger, der råwer i munden på hinanden og få noget brugbart ud af det alligevel. Hahaaa… man bliver heldigvis klogere. Og der SKAL sku være plads til de lave gærder af og til! KH
Hæhæ. Må tilslutte mig koret; spot on, som altid, Julia! Principper er til for at blive glemt hurtigst muligt til fordel for en smule ro/søvn/chokolade…
Håber det gik godt hos Arnold i lørdags (jeg missede det pga. syg migræne:-( ) KH
Hvis jeg var sådan en person, der brugte udtrykket ‘Word!’ – så ville jeg bruge det her.
Kan huske, da vi var i Illum’s café med Sander, der den gang var godt 2… Han kravlede rundt på ryglænet bag os, mens de andre gæster dikke dikkede deres babyer, og jeg hviskede til min mand: “prøv at se… nu er det OS, der har det irriterende barn med!”.
Godt skrevet…Tror de fleste af os, havde helt andre princippper før vi fik børn, heldigvis for det..ellers ville Danmark jo være befolket med små soldater der rettede ind på geled så snart det blev sagt… Man skal ikke kue de små personligheder, men der er selvfølgelig grænser hvor meget man kan holde til, he he
Fantastisk klumme – så ligefrem og ærlig. Det kan jeg ski’ forholde mig til. I virkeligheden tror jeg, at der er lavt gærde overalt i børnefamilier – der er bare nogle, som altid skal prædike, at ungerne får så mange fine økologiske grøntsager, taler sagte uden bandeord og sover præcist, når de skal. Min bare, altså! Den tror jeg ikke på holder i længden.
Jeg har også måtte indse, at livet med børn er en lang række af kompromiser
Du er lige på kornet – og æredryppende ærlig – igen!
Hold kæft hvor er du go….Ha
Vh Mette
Åh ja… vi har vel alle været der…
)
Der hvor man står i supermarkedet og tænker “Så få dog den unge til at holde kæft” og sender onde øjne i retning mod den mor, hvis barn ligger SKRIGENDE på gulvet (fordi hun har nægtet det chokolade?)
… og så står man der pludselig selv… 4 år senere… med en skrigende unge på gulvet og glødende kinder, for man KAN jo ikke få englebarnet til at holde op med at skrige…
Så er det altså nogen gange, at man tramper på det høje gærde og vader hen over resterne – og lægger den efterskregne chokoladebar i indkøbskurven… ned til makrelsalaten, fiskepindene og de alt for dyre jordbær
Godt skrevet!!! Og åh, hvor jeg kender det (og kender blikkene fra vennerne, der endnu ikke har børn… bare vent!) Kh. K
hvorfor i alverden skal man hoppe over hvor gærdet er højest i stedet for lavest? eller tage en omvej i stedet for genvej? for udfordringens skyld?
logisk set, er det det jo slet ikke. det er der jo reelt ikke nogen mening med, andet end at skulle få dårlig samvittighed hvis man ikke gør det. her kommer jeg igen til at tænke på ordet “skyld”-følelse. så spørgsmålet er for hvis skyld skulle man gøre det? udfordringen, omverden, sig selv, barnet?
siden jeg er blevet mor (for 10 måneder siden) handler det især om prioritering af kampene. Dem som JEG eller min mand synes er vigtige og som vi har defineret således: dem der har størst effekt på “the long run”, for eks. søvn. Den kamp har vi taget men ellers ingen andre for det er der simpelthend ikke noget overskud til, mens det står på. Og vi har vundet den.
Vi skal slet ikke have det dårligt med at hoppe over det laveste gærdet for det er nemlig det klogeste;-)
Tusind tak for Jeres kommentarer! Det er fandme vildt det der med at blive DROPPET af vennerne – jeg aner selv at vi nok er i farezonen sine steder…
Og følelsen af at være hende med den uopdragne unge sidder lige her på sofaen sammen med mig. Og jeg kommer pludseligt i tanke om at der var en gang, hvor jeg ikke vidste at der faktisk år nogen tid før man KAN opdrage et barn! Og Lis, ja, vi tager de lave gærde. godt at vi er nogle der følges!!!
KH
J
Dejlig klumme!
Jeg tænkte får jeg fik børn, at sådan nogle hylende unger (i brugsen, på vej fra/til institution m.m) da bare skulle ha en krammer og trøstes, og nu ved jeg at det skal de sikkert også, det virker bare ikke nødvendigvis
Og igår lovede jeg min dreng en is, hvis han ville tage med hjem fra børnehaven… det burde man egentlig ikke behøve vel…
KH Line
næstsidste side klumme ( er jeg ikke sikker på det hedder ) i et af bladre-afsnittene af søndagsberlingeren – Lone Frank der havde fået den der “projektleder nej tak” bog til anmeldelse, og syntes det var så langt ude, man kunne bare lade være med at være så perfekt kunne man, og også når den tid kom lade være med at være perfekt med sit barn, lade manden efterlade sokker hvor han havde lyst osv osv. uden at flippe skråt over det. Altsammen ganske rigtigt, INDTIL man får børn, og det lyste langt ud af det at hun INGEN anelse har skabt om hvad der venter hende, også i forhold til ligestilling / oprydning / osv / osv. Det provokerede mig så skideklog hun syntes hun kunne være, men ærlig talt har jeg også selv været der før jeg fik børn. Jeg skrev bare ikke om det i landsdækkende avis. Fedt med din klumme, der er så meget klogere og virkelighedsnær
Du har ret. Kort og godt!
Ser bestemt frem til flere klummer fra din side.
Årh, hvor er du altså god!
Men læser også din klumme med en vis frygt, for mine illusioner bliver lidt manet til jorden.
Hmm, har været god til den seneste tid kun at bygge gærde jeg kunne vade over uden høje knæløft(ikke noget med at springe her pt) tror måske bare jeg skal lade gærdene være på et vist lavt niveau fremover også
hahaha…. åhhhh, hvor kom jeg til at grine! Hvilke forældre har ikke ment sådan FØR man blev forældre.
Sådan en 3,5 kg skrigeskinke forstår fra dag ét, ændre dagordenen for to ellers normalt fungerende voksne, der selv synes at have styr på tingene…
Godt skrevet!
kh herfra
Hej Julia
Been there, stayed there and I’m only going back if I really have to.
Jeg synes det er flot stadig at springe!
Husk at de virkelig dovne ikke springer over hvor gærdet er lavest, de kravler under hvor det er højest!
Hmm ved ikke om jeg skal skrive denne kommentar som et indlæg på min blog, eller som en kommentar her, da den vil blive ret lang. Jeg har det egentlig meget afslappet til mine venner i DK som har børn, ikke noget problem og ingen foredomme. Jeg er 26 og har en umådelig lyst til at få et barn, nu, faktisk skulle det helst have været igår, det er måske fordi jeg gerne vil nå det inden min mand på 48 bliver alt for gammel. Vi er flyttet til Brasilien for 7 mdr siden, så der går jo lige lidt tid med at falde til og så er vi igang med at få vores forretning op at køre, og det er jo en rimelig vigtigt del. Når jeg siger til vores venner hernede hvor manden ofte er dansk og kvinden Brasiliansk, at jeg gerne snart vil have en baby, kigger de underligt på mig og siger nej du skal vente ihvert fald 7 år endnu, det er alt for hårdt for dig. Ved du overhovedet noget om børn?? Jeg ved lidt om børn, det jeg ikke ved nu, skal jeg nok få lært og resten tager vi som det kommer. Jeg bliver så ked af det når de siger det, men ikke nok med det, de folk som siger dette til mig, de har et barn som lige er fyldt 2 år, den lille prut har fra dag 1 haft fuld bevogtning af barnepiger, en hele dagen og en hele natten + de har en stuepige, der gør rent, vasker og stryger tøj og laver mad, ja hun er endda også begyndt at lave de daglige indkøb 6 dage om ugen . Så hvor svært kan det lige være at være forældre. Pruttens far og mor er karriere mennesker og arbejder rigtig meget. Og det er jo også vigtigt, men prutten er så isoleret med de her barnepiger at hun ikke kan lide fremmede. Hvordan kan de overhovedet tillade sig at sige det er hårdt med den hjælp de får. -Nu skal de have nr. 2 lige om lidt, så hvor hårdt er det nu lige det er.Jeg har ingen børn, men jeg ved /tror at det børn har brug for er faste rammer og rutiner i deres hverdag, og så har de brug for deres mor og far og så er det da lige meget om man springer over der hvor gærdet er lavest engang imellem, bare man er glad. Jeg glæder mig til at blive mor og planerne om det og det vil jeg ihvertfald ikke lade mit barn gøre, ja de ligger rigtig godt gemt inderst i skabet, måske tager jeg dem frem når jeg ved hvem jeg skal være mor til.