Det søde liv

Denne mandag begyndte klokken fem med at jeg trillede ud af sengen og fandt et andet sted at sove en time til. Johan var hjemme og jeg blev nødt til at lade ham klare brøleaben, for hvis ikke jeg snart får sovet, så imploderer  eller eksploderer jeg. Jeg tror mine øjne nu er halvt så store som de var, inden Elias kom. Men ingen brok skal der lyde her fra i dag – det er ok alt sammen, vi kom ud af døren i vanlige kaosformationer, metroen virkede ikke, og der var laaang kø ved kaffemaskinen på arbejde. Igen: Ingen brok her fra. Så løb dagen af sted foran mig, og jeg halsede efter den, ikke for at fange den ind, men bare for at følge med, selvom jeg jo faktisk ikke kunne. Men jeg prøvede. Stadig ingen brok. Elias er nemlig rask. Han er begyndt i vuggestue i dag, efter kun at have været der ganske få dage siden jul. Han er rask og glad, og synger og danser. Elias er rask. Sikken et liv.

Slantes tisser

er åbenbart et teaterstykke. Opført af den navnkundige teatertrup KÆRLIGHAD.

Se denne fantastiske plakat, som jeg lige knipsede et foto af på Nørrebro i går.

Elsebeth UDFORDRING Günther

Weekenden går på hæld, og efter endnu en nat uden ret meget søvn til hverken Elias eller jeg, bliver Johans nylige hjemkomst fejret med at jeg sidder lige her og nyder stilheden helt for mig selv, mens Johan bader Elias, og makrel”duften” hænger tykt over spisebordet efter en lynløsning på aftensmaden.

Det har været en god weekend. Elias har danset og sunget og klappet, og i det hele taget hold en fest. Min søster var her i går aftes, og vi rettede en bluse til, som hun næsten er færdig med at sy (igen de fantastiske japanske snitmønstre), og jeg tegnede et par bukser af. Det viste sig at overstige mine evner. Det er et mønster fra Elsebeth Günthers 70-er storværk, og mønstret så sådan her ud:

Og selvom der hverken var rødvin eller rygeheroin involveret gik det næsten galt. Desuden er der plads til så mange fortolkninger (og hvor er belægninger og linninger???), så man nærmest selv skal konstruere skidtet. Nu ligger de nye sommerbukser og venter på at blive samlet og jeg har sgu næsten opgivet på forhånd. Hov, og så for lige at runde kampdagen behørigt af er det med stor stolthed at jeg kan vise jer det her. Cosmopolitans ligestillingsundersøgelse er nemlig blevet citeret i radioavisen. Sådan.

Prinsesser er kedelige

Det er noget med at det hele begynder med opdragelsen, og med de billeder vi bliver indprentet af, hvordan vi skal være. Hvis jeg var så heldig at have en lille datter, skulle denne fantastiske billedbog ligge på natbordet. Trunte forklarer sin far, hvorfor det er røvsygt at være prinsesse og sidde stille og vente på at blive frelst af en prins. Selvom faderen mener, at prinsesser jo er så fine i tøjet, står Trunte fast. Det er feministisk litteratur i børnehøjde (Forfatteren ville nok ikke blive glad for den beskrivelse, forresten). Og fuldstændigt fantastisk. Fra Høst og Søn.

Lige Lørdag

Nå, så blev det lørdag, og her hos os er der opbrudsstemning fordi Johan skal spille i Viborg i aften. Jeg har stadig ikke hørt det nye materiale spillet live, og er en anelse misundelig på dem, der er så heldige at få lov. Ellers handler denne weekend jo om ligestilling (Kvindernes Internationale Kampdag er i morgen), og jeg ved af erfaring, at folk ikke gider læse videre når jeg går i gang med mine tirader. Men det er svært at lade være. For på Cosmo har vi lavet en undersøgelse der viser at over 85% af unge kvinder (gennemsnitsalder 27) ikke oplever ligestilling i Danmark. Det er vildt ikke? Men ja, det er kedeligt nyt. Så kedeligt at mange slet ikke gider læse om det. Derfor venter jeg med at folde mig helt ud, og vil i stedet foreslå at i liiiiige klikker her hen. Og så skal jeg nok tie stille. Lidt.