Tryk på knappen og se hvad jeg i denne uge har valgt at teste
Jeg er altså ikke kommet længere end i går. Overvejer stadig om familien skal kontaktes med vilje und alles. Men ja, det er dem, der er tættest på, der kan ramme hårdest, som I der har været søde at hjælpe mig med overvejelserne gennem kommentarer på gårsdagens indlæg også er inde på. Tænker videre: God karma – eller den store kamel? Og nag er tung at bære på, men gammelt nag ruster som bekendt heller ikke.
Mens Elias sidder og ser Teletubbies holde Jul, får jeg lige fem minutter bag skærmen. Når Teletubbies holder jul i aften, er det fordi jeg er nervøs for at vi endnu engang får ham til at tro, at der kun er plads til en film i fjernsynet. For nogle måneder siden brød barnet grædende sammen over at de fordømte væsener opførte sig anderledes end han var vant til, så nu prøver jeg at huske at skifte ind i mellem. Og i dag er vi så nået til jul.
Jeg er simpelthen så røvtræt (igen) i dag – jeg vil slet ikke begynde at udpensle årsagerne, men hold op, hvor er det rædselsfuldt at sidde inde bag sine øjne og prøve at se ud på verden, som ser underligt fordrejet og uvirkelig ud. Og så var det også i dag, hvor jeg simpelthen blev så glad for at høre fra min tyske familie, som jeg ellers ikke har kontakt med. Onkel ringede mig op, og det viste sig så at være en fejl, fordi den gamle mand havde fået ny mobiltelefon. Men det var da næsten hyggeligt at tale med ham. Når kontakten er ebbet ud med den gren af familien, er det fordi de ikke havde tid til at komme til min mors begravelse.
Den lader jeg lige stå et øjeblik.
De skulle nemlig til Ibiza to dage efter, så det passede så frygteligt dårligt ind i deres kalender med et besøg i Danmark lige præcis den weekend.
Den lader jeg så også lige stå et øjeblik.
Men det er tre år siden. Skulle man (jeg) ikke bare se at komme videre, og så være den, der har overskud, kan opføre sig ordentligt, og ER kommet over hændelsen (altså forstået som deres idioti?) Hvis man nu forestiller sig at de også var i en slags chok over at hun døde, så kunne man måske være den, der gjorde sig lidt ekstra umage? Det tror jeg ikke ville være helt dårligt for hverken familien, karma eller verdensfreden. Måske skulle jeg prøve at ringe op med vilje – altså ikke ved en fejltagelse.
Jeg var til fest i går. Ovenikøbet med en bordplan til min fordel, fantastisk mad, masser af vin, bar og dansegulv. Mine hæle var rekordramte 9 cm høje, og gjorde ganske naturstridigt ikke en gang ondt.
ALT gør tilgengæld ondt i dag. Hår, hud, trædepuder, øjenlåg. Vi skulle afsted til 30års fødselsdag i formiddags. Meget dejlig og med virkelig stor og tømmermændsvenlig brunch. Men selvom det var overskyet og selvom, jeg for længe siden har pakket divadrømmene langt væk (samme sted, som min forventning om at blive popstjerne en dag er gemt) tog jeg solbriller på så store som tallerkner. Øjnene gjorde ondt. det var nødvendigt. Hvad der til gengæld ikke var så befordrene for de spinkle rester af divadrømme var, at Elias hulkede af grin hver gang han så op på mig fra klapvognen.
Til fødselsdagen overvejede jeg en reperationsbajer, men lod den heldigvis være, for det har aldrig virket for mig, men jeg synes der er noget rimeligt sejt over lige at tage en kold pilsner dagen derpå. Så nu sidder jeg bare her på gulvet derhjemme i stuen, overvejer en pose chips, har ondt over alt og er klar på mange flere af de gode fester.
I får lige en tøjkrisejoke her, for hvor mange er der af dem?
Så blev det snevejr bedst som jeg troede det var ved at blive forår. Jeg synes vinteren har været lang, træg og meget ramt af influenza og indtil flere unævnelige børnesygdomme. Børnesygdommene har været en startvanskelighed i forståelsen af, hvad det her nye liv handlede om. For det hele druknede i praktik: Hvem passer hvornår, hvem arbejder hvornår og er der lige nogen der gider købe ind? Hvornår sover man og hvor mange tusind måneder er det muligt at overleve på kaffe, ingen søvn, kanelsnegle og omgivelsernes velvilje? (Det kan anbefales liiige at tage en vitaminpille i ny og næ, hvis man er på samme diæt som mig.) Derfor er det altså med tilbageholdt åndedræt og grundangst for at begå hybris, at jeg fortæller Jer at vi nu er på fjerde sygdomsfri dag i den første uge, hvor Elias er tilbage i vuggestuen. Jeg er stadig forbløffet, og tør nærmest ikke røre mig af frygt for at jeg smitter knægten med en eller anden ny forkølelse, jeg har samlet op på cykelstien.
I dag har jeg været på kursus. I forhandlingsteknik. jeg lærte at jeg SLET ikke er hård nok, at det er en realistisk situation at bruge forhandling af køb af antikke haglgeværer som træningseksempel, og at de fleste af mine kolleger er benhårde. Og at en del af dem har sommerhuse til salg. Herhjemme går forhandlingerne mest på at hive sutten ud af munden på Elias og på, hvis tur det er til at sove. Men de er også hårde de forhandlinger. Jeg taber tit.
Men det er noget underligt noget med forhandlinger, for mens jeg sad på skolebænken gik det op for mig, at der hver dag er helt vildt mange forhandlingssituationer, store og små. Derhjemme og på arbejde. Hvis tur det er til hvad, hvem der skal tage vare på hvilken del af dagen i morgen, det næste magasin eller hvornår vi skal til frokost. Men det hårdeste, er dem hvor argumenterne er for hårde: Dem hvor jeg siger nej til Elias og prøver at forklare, mens han bare slår skrigemaskinen til og brøler mig ind i hovedet. Det er der den virkelige prøve skal stå. De andre forhandlinger er vand ved siden af.
