Jeg er lige væk et par dage…
På grund af det her.
Er det mon en krølle?
Eller er det mon mig, der ser syner? Tankens kraft etc?
Forestiller mig jo sådan set at Elias får krøller, men kan ikke finde ud af om der for enden af den hvirvel snart bor en krølle. Men krøller eller ej – vi ææææælsker våååååres børn (for at citere en klassiker). Og andres. Eksempelvis lille dejlige (Friakad)Ellen på to måneder. Glædelig søndag aften!
HURRA
Det var en underlig melankolsk weekend, jeg var ved at lægge an til i går. Sådan en, hvor det hele føles lidt skævt; men så trådte Bedste Karen ind af døren, og hun tager først hjem til Odense i morgen eftermiddag. Det andet hold bedsteforældre er (HUUURRRAAAAAAAA) trådt til igen – så jeg skal høre Johan spille i Albertslund på lørdag. Det er simpelthen første gang jeg skal høre de nye tracks live, og jeg glæder mig helt vildt! (HUURRRAAAAA) og væk var melankolien. Det holder 100. Hurra for bedsteforældre, Albertslund og for at verdens længste vinter er slut.
Nytår
32. Et helt nyt blankt år. Det begyndte i dag. Og var der andre end mig, der opdagede at foråret begyndte i dag? Tænk, hvis det virkeligt er nu, at den lange vinter er slut.
Jeg venter lige lidt
Jeg lægger lige låg på overvejelserne om at genoptage kontakten med den tyske klan for en periode, for jeg må indrømme at jeg ikke helt er klar over, hvad jeg skal sige endnu. Der er jo det absolut uskønne ved familier, at hvis der er nogen, der kan blive fornærmede så er det dem, man har et gen-fællesskab med. Og tyskerne er helt sikkert også fornærmede – over at jeg er så snæversynet og ego-agtig. Jeg er da heller ikke på nogen måde for fin til at tage det første skridt, jeg venter bare lidt.
På den anden side er der jo det store spørgsmål om man SKAL have kontakt. Det mener jeg faktisk ikke at man skal – med nogen. Man behøver simpelthen ikke med vold og magt være en familie hvis man ikke har lyst. Problemet er bare at jeg gerne vil kende dem: Ikke drikke kaffe hver anden lørdag. Men kende dem så godt, at man kan ringe op og sige god jul.
Men jeg venter altså lige lidt. Jeg venter på dagen efter en rolig nat, på at det bliver så meget forår, så jeg ikke fryser hele tiden, jeg venter på ikke at være for træt til at overskue hvordan jeg skal tale store følelser på tysk. Og den dag – der ringer jeg til dem, og aftaler et besøg. For helt ærligt: Jeg er bedre end det. Jeg gider ikke være sådan en, der ruller fornærmethed og snæversyn ud over det hele. Spørgsmålet er bare om jeg kan finde ud af at tage mig sammen.
